Modetrends på nettet 3

Indlæg nummer tre i serien om modetrends på nettet er hermed på banen. Endnu engang er både virksomhedsejere indenfor branchen og de, som bare er nysgerrige efter de nyeste online modetrends, meget velkomne til at læse med.
Tidligere har vi i denne serie skrevet om OrgaSizer, hvor du kan dele dine tøjstørrelser og foretrukne brands med dine venner, så de altid har dem ved hånden, når de skal købe en gave. Når du så har fået dine favorit-bukser i gave, kan du via fashism.com få hjælp til hvordan, du sætter dem sammen med toppe, cardigans, sko og accessories – dette skrev vi om i indlæg nummer to. Men de redskaber kan blive endnu mere anvendelige, hvis du får et bedre overblik over, hvad dit skab indeholder.

Apple har for en måneds tid siden fået patent på det, de kalder Virtual Closet som applikation til iPhonen. Det er altså endnu ikke udviklet, men hos trendsonline synes vi alligevel, du skal introduceres til app’en, da den i fremtiden kan komme dig til gode, når du skal vælge tøj.

Intet er endnu sikkert, da Virtual Closet kun er på idé-stadiet, men den grundlæggende idé er, at du skal kunne organisere og gruppere hele dit skab, så alt indholdet findes på din iPhone. Du kan bladre gennem tøjet, sætte det sammen, og måske vil du også kunne få at vide, når noget ikke passer sammen. Tænk på filmen Clueless fra 1995, hvor Cher (Alicia Silverstone) bladrer gennem sit tøj og vælger sit look via en computer – dette er hvad, Virtual Closet hovedsagligt går ud på.

Dog vil det, ifølge Apple sandsynligvis også få andre features. Du vil kunne få adgang til andres ”Virtual Closets” – altså vil der også blive skabt et socialt netværk via denne app. Dermed kan fashism.com risikere at få konkurrence – det betyder nemlig, at du vil kunne invitere venner til at anbefale tøjvalg og hvilket tøj, du skal skille dig af med, få dem til at kommentere på dit tøjvalg, foreslå hvilket sæt tøj, du skal tage på til aftenens fest, og måske får du og dine venner også mulighed for at dele eller låne hinandens tøj i den virtuelle verden for at se, hvordan det passer med jeres eget.

Muligheden ligger også for, at Virtual Closet vil kunne identificere, hvilke stykker tøj, der er til vask eller rens og derfor ikke mulige at tage på i dag.

Se nedenfor en skitse af, hvilke muligheder der måske kommer til at være med Virtual Closet:

Det kan også være, at Virtual Closet kommer til at blive integreret med din MacBook eller andre Apple produkter – det vil tiden vise.

Umiddelbart kan det godt virke som om, at Virtual Closet ikke har potentiale for at skabe de store indtægter for Apple. Men hvis det bliver integreret med lokationsbaserede services som for eksempel Foursquare, Gowalla eller lignende, kan Apple via dette fortælle brugeren, hvor der er gode tilbud og rabatter på tøj lige i nærheden, eller hvornår, der kommer nye kollektioner i butikkerne. Dermed kan Apple få trafik og dermed flere brugere til Virtual Closet – og forøge indtægterne, hvis de indgår samarbejde med store tøjproducenter.

Hos Trendsonline kan vi godt lide ideen og kan se potentialet i den. Nu må vi så se, hvornår den bliver en reallitet og om andre finder på noget tilsvarende inden – med et twist, selvfølgelig, da Apple jo har patent på denne idé).

Kilder: Mashable og OK Girls

Skrevet af

Læs også

Top