Interview med Peter Drejer fra TX12

Vi er i Århus centrum og går op af trappen ind til idémanden og stifteren bag udlejningsportalen TX12. Peter Drejer har en cand. merc. i finansiering og har renoveret lejligheder før finanskrisen slog ind. Pludselig stod han med en masse maskiner, som han ikke havde lyst til at smide ud, men heller ikke brugte så tit. ”Jeg tænkte hvad jeg skulle gøre med alle de ting, om jeg kunne leje det ud og tjene penge på det?” Peter har sidenhed forfulgt denne gode idé.


Fra idé til virksomhed
Bagerst i hovedet har jeg 10-15 ideer, men jeg nåede frem til at jeg konkret kunne gøre TX12 til et projekt. Jeg endte altså med at hellige mig det, som jeg vidste absolut intet om, nemlig internetportalen, fordi det var mest spændende – i et halvt år arbejdede jeg på to projekter, men måtte til sidst erkende at jeg ikke kunne begge dele. Det var i 2008. Fra 2009 begyndte jeg så at konkretisere.

TX12 er en børs, hvor man kan tjene på at udleje sine ting. Vi gør det muligt for både private, der gerne vil låne deres havefræser ud til naboen, og for murermesteren eller den professionelle biludlejer. Man skal med tiden kunne leje alt ud, fra sin kvælerslange, børnefødselsdag eller jumbojet.

Hvad er overvejelserne bag navnet?
Jeg er 100% ærlig om at det ikke betyder noget og bare er et navn. Jeg tror ikke det betyder så meget for folk hvad det betyder på latin. Det kan også være jeg tager fejl, men jeg havde noget ret klare betingelserne for navnet. 1) Det skal skille sig ud og være unikt, for vi bliver bombarderet med informationer i dag og hvis man får folk til at overveje navnet, så har man fået folk til at stoppe op og bemærke. 2) Man skal kunne stave til det. Navnet TX12 er simpelt at afkode. 3) Og så fungerer navnet TX12 på alle sprog. Det var også ledigt på .com, .org, osv. Opsummerende skal det altså være unikt, til at stave til og fungere internationalt.

Når jeg tænker jeg skal udleje eller leje, så skal min umiddlbare tanke være TX12. Har i en strategi for, hvordan i bliver det brand?
Vi starter med at fokusere på B2B markedet i forhold til udlejere der lejer ud til private og vil være de førende på området professionel udlejning – og det er vi snart. De erhvervsdrivende hjælper med at udbrede vores navn og vi hjælper med at eksponere dem. Det er ikke udbredt herhjemme at erhvervsdrivende tjener på at udleje og skal derfor først ind i deres bevidsthed.

Vi på Ttrendsonline.dk ser et kæmpe potentiale  – hvordan tjener I penge?
En professionel biludlejer kan gratis oprette sit emne på TX12, så sørger vi for optimering på Google. Det fungerer sådan, at udlejer får en booking via TX12 – siger han ja, så koster det 7,5 % i provision til os og siger han nej eller falder bookingen fra hinanden undervejs, så koster det ingenting. Det er 100 % risikofrit. Vi tjener altså penge på den provision der er, af det faktiske salg. Den merværdi det kan give, er i de tilfælde med især lokale udlejere, der ikke har ressourcer til at lave en skarp hjemmeside og ikke kan klare sig mod de større spillere. Der gør vi det lettere at være udlejer og hjælper hele vejen igennem.

Udlejning er en trend vi forventer vil rykke på en lang række områder. Man kan udleje af forskellige årsager – økonomiske, men også af pladsårsager. Desuden sparer man ikke nødvendigvis på at eje i stedet for at leje, som studerende der lejer bøger i stedet for at købe dem. Vi vil på en måde redefinere den måde man lejer på.

Hvad med hele udviklingsforløbet med de der har kodet. Hvordan har forløbet været?

Da jeg startede troede jeg, at det bare var en hjemmeside, men jo mere jeg ridsede i lakken, jo mere var der ting jeg ikke anede noget om. SEO-delen og meget andet, skulle jeg ikke begynde at gøre mig klog på. Vi satte i stedet et team op af nogle stærke kompetencer. Vi startede med et dansk bureau og havde meget ambitiøse planer. Det blev simpelthen for ambitiøst og efter et år faldt det lidt til jorden og vi stod næsten uden noget. Man skal nok være påpasselig med at tænke for stort og have fokus på ”hvad handler det egentligt om” og ”hvad kan lade sig gøre rent teknisk” – i stedet for at flyve for højt.

Vi har sat et udviklingsteam op i Ukraine i stedet og det fungerer rigtig godt. For enhver startup må det essentielle være at komme i luften, selvfølgelig med et plausibelt produkt, så man kan få nogle erfaringer og siden rette produktet til. Vi har en tæt dialog med mange af vores udlejere, som godt kan lide konceptet og kommer med rigtig meget konstruktiv kritik. Så accepter at man ikke kommer med hele butikken på én gang og få brugernes reaktioner for de er aldrig helt som man havde regnet med.

Hvordan fandt i leverandøren i Ukraine?
Uanset hvilken leverandør, i ind- eller udland, så handler det om at finde den nøgleperson og det nøgleteam, der passer til projektet. En ukrainer, bosnier eller andet kan være lige så dygtig som en dansk IT leder. Det her er en mellemvej fordi vores kontaktperson i Ukraine er dansker og har startet virksomhed op dernede. Jeg er ikke den med mest teknisk viden, men vi har alligevel ikke en dansk IT projektleder på, for det er der ikke behov for, med det setup vi har fundet frem til. Vi kommunikerer over skype og jeg rejser derned ind i mellem. Vi har nogle dages intensiv periode én gang om måneden og det skal man selvfølgelig også være indstillet på.

“Man skal få deres ærlige input og hvis du har chancen for at gøre det i et forum hvor ingen kender til dig, så gør dét. tweet

I har lige fået en investering. Man hører her i krisetider at det er så svært at få investeringer lige nu. Kan du ikke uddybe processen og komme med noget vejledning til andre?

Den investeringsrunde vi har været gennem, har faktisk været planlagt næsten helt fra starten. Vi var i den heldige situation at der på forhånd var nogle investorer der var kommet på banen og vi havde derfor et positivt udgangspunkt. Men det var en hård process.

Dansk Venture Capital Forening havde det her arangement de kalder uge 46, hvor jeg møder en advokat fra Delacour, han siger ”det at gennemføre en kapitalrejsning er faktisk et 3 måneders fuldtidsjob for direktøren” – og det er egentlig rigtigt. Man starter en dialog, lægger følere ud osv, det tager lang tid. Fra at der bliver sagt ”det vil vi gerne investere i”, til det rent faktisk sker, det tager også en måneds tid. Der er mange formalier der skal på plads før pengene egentlig står på kontoen og man kan trykke på startknappen.

Et godt råd er i hvert fald at lade være med at gemme produktet under skrivebordet, men vis flaget og tag den kritik der kommer. En ting er, at man får lavet sin case, men man skal også tage ud og vise det til nogen. Man skal få deres ærlige input og hvis du har chancen for at gøre det i et forum hvor ingen kender til dig, så gør dét. Oveni konstruktiv kritik, så får man også et godt netværk ud af det. For en ting er at få kapital, men vi er også kommet frem til at vi får meget andet ud af vores netværk – også for mig personligt. At få nogle partnere, der næsten vil gå gennem tykt og tyndt med dig.

Man skal selvfølgelig spille sine kort ordentligt, men først og fremmest skal man være ærlig og vise en realistisk case. Når en investor siger ja, så vil vedkommende også komme dybere ind i projektet og så nytter det ikke noget, at man har lovet guld og grønne skove. Man skal naturligvis ikke nedgøre sit projekt, men fremhæve det potentiale der kan være. Først det umiddelbart nære potentiale og dernæst det der kan opstå længere fremme i forløbet. Når det så er sagt, så handler det også meget om kemi. Når det er startup, er der ikke en historie omkring omsætning, så man henvender sig også til investorens mavefornemmelse. Man skal også være opmærksom på hvilken type investor man går efter. Hvor mange penge skal der til? Hvor meget betyder det i pågældende investors risikoportfølje? Det nytter ikke noget at investor satser hele sin pensionsopsparing. Man må finde en der kan bære den risiko der naturligvis er forbundet med et projekt som TX12, uagtet hvor god en ide man synes det er. Det er vigtigt med realistiske forventninger. Også hvis man vil have et frugtbart samarbejde. Det værste der kan ske for en opstartsvirksomhed, er at have en investor der er nervøs for det hele. Entrprenøren satser det hele på sit projekt og derfor skal investoren gerne have en sådan ballast, at det også er ham der kan holde hovedet koldt.

Har jeres investorer et netværk for folk der arbejder med det du gør, eller et generelt netværk?
Et generelt netværk. Men de er vanvittigt dygtige til at drive virksomheder og fungerer som nogle utroligt kompetente medspillere. De har set meget gennem deres liv og jeg føler virkelig vi får en ekspertise ind vi ikke havde tidligere. Vi har onlinespecialister i vores netværk, ret tæt på os og det er ikke dér vi havde brug for at opgradere, men netop på den mere generelle viden – at drive en virksomhed. Vi trækker på dem, når vi har spørgsmål om forhandlinger og andet, spørgsmål på det primære niveau, som vi så kan trække ned på et operationelt niveau. Og her får vi fantastisk inspiration!

Er der nogen værktøjer i bruger i jeres dagligdag, udenfor de traditionelle, i vil dele med trendsonline.dk?
Jeg synes Mouseflow er super cool, men det har jeg først lige fundet. Derudover bruger vi Axure, hvor vi bygger prototyper, lægger dem online og så bygger de dem i Ukraine. Så bruger vi det også til kunder. Folk bliver vanvittigt imponerede, når man kommer ud til dem og logger sig ind på en hjemmeside der ligner deres egen, med deres egen identitet på, men det er en man har bygget op selv.

Trendsonline.dk takker for interviewet og går ned af trappen igen og ud på gaden mens undertegnede tænker på om man ikke har et eller andet man kan udleje derhjemme. Det må der være og så skal det bare ind på Tx12!

Skrevet af

Læs også

Top