Interview med Pixel Pandemic – Thomas Krogh-Jacobsen

Denne artikel er en del af vores content-partner program og er bragt til verden i samarbejde med Microsoft Bizspark. Programmet der kan hjælpe din startup og er et tre årigt forløb, der giver adgang til Microsoft produkter, netværk og meget mere, se mere på Bizsparks hjemmeside

Civilisationen er kollapset, og du er den eneste overlevende i en by, hvor zombier har taget magten. Du kan nu vælge at dø eller tage kampen op mod de levende døde. Sådan lyder setup’et i det browserbaseret spil ”Zombie Pandemic”, som på kort tid er gået fra 0 til 800.000 brugere. Bag spillet står startup’en Pixel Pandemic, der med en ny teknologiplatform kan lave spil til det kæmpe kundepotentiale, der i dag findes på de sociale medier og smartphones.

Pixel Pandemic startede som et weekendprojekt, hvor de to gymnasiekammerater Thomas Krogh-Jacobsen, der er uddannet cand.merc.(dat), MA i Film – og Medievidenskab og ingeniør, og webudvikler Kristian Dahl Hansen, begyndte at lave en prototype på det, der senere skulle vokse til en succesfuld startup.

”Vores idé var at lave et spil, der er browserbaseret. Vi er selv gamle spilnørder, som synes, at det sjovt at bygge spil op. Det gjorde vi så, og da vi lagde det ud i en åben betaversion, gik vi fra 20 til 2000 brugere på få uger. Så vi kunne hurtigt se, at her var der potentiale til noget stort”, forklarer Thomas Krogh-Jacobsen, der altid har haft interesse i online medier og marketing.

Senere slutter den tredje co-founder – datalogen Ebbe Brandstrup – sig til startup’en, og i juni 2010 besluttede de alle at kvitte deres job for at gå fuld tid med Pixel Pandemic. Da det i første omgang ikke lykkedes dem at få en tilfredsstillende investering, måtte de starte det hele op uden løn og med deres egne private opsparinger.

”Vi gjorde det, fordi vi havde en mavefornemmelse af, at det kunne lade sig gøre, og et år efter kom der en investering, som muliggjorde vi kunne få vores første lønseddel og ansatte de første medarbejdere, samt fokusere 100 % på produktet i stedet for hele tiden at lave konsulentjobs for at betale husleje”, fortæller Thomas Krogh-Jacobsen.

Siden er Pixel Pandemics brugerbase vokset eksplosivt og i dag har de 800.000 registrerede brugere.

Online spil på Facebook hitter
Pixel Pandemics spil ”Zombie Pandemic” er et online rollespil, hvor man kan udvikle sin karakter og slås mod forskellige modstandere og zombier. Spillet er inspireret af de computerspil, som de selv spillede i 90’erne.

“Da vi lagde det ud i en åben betaversion, gik vi fra 20 til 2000 brugere på få uger. Så vi kunne hurtigt se, at her var der potentiale til noget stort” tweet

”Vi ville gerne genfortolke noget, der fungerede godt og så tilpasse det til nye medieplatforme som for eksempel Facebook. Spillet henvender sig primært til store drenge, som synes, at det er sjovt at spille, men som samtidig har familieliv og fuldtidsjob. Derfor har vi forsøgt at skabe et let tilgængeligt, men omvendt dybt og sofistikeret, ud fra præmissen, at målgruppens knappeste ressource er tid”, forklarer Thomas Krogh-Jacobsen.

Til at lave det succesfulde spil har Pixel Pandemic bygget en ny teknologiplatform, som er helt unikt ved, at den kan bruges igen og igen på mange forskellige medieplatforme til flere forskellige klienter. Lige nu har de kun det ene spil, men i de kommende år vi de gerne udgive yderligere to.

”Vores forretningsmodel er baseret på et freemium koncept. Det vil sige, at det er gratis at registrere sig som bruger, men hvis brugerne betaler et beløb får de adgang til flere fordele, som for eksempel ekstra spilletid eller såkaldte ”virtuelle items”. Det kan for eksempel være et våben eller rusting til din spilkarakter. Det er der cirka 1 ud af 50 brugere, der p.t. gør”, forklarer Thomas Krogh-Jacobsen.

Spilindustrien mangler investorer trods stort potentiale
Pixel Pandemics største udfordring har ifølge Thomas Krogh-Jacobsen været at rejse kapital til at kunne realisere deres produkt.

”Den type spil, som vi laver, er i konkurrence med andre spil, der koster flere millioner at udvikle, så for at kunne konkurrere skal spillene have en vis produktionskvalitet, men investorerne har berøringsangst for spilindustrien herhjemme, selvom den faktisk globalt set er større end film og tvbranchen”, siger Thomas Krogh-Jacbobsen og fortsætter:

”Problemet er, at underholdningsbranchen er så lille herhjemme og der er ikke umiddelbart så mange succeser inden for spilindustrien, der kan tjene som referencer. Men jeg kan undre mig, for der er faktisk masser eksempler på succes rundt om i Europa, og der findes masser talent inden for spiludvikling i Danmark. Men ofte handler nye spil om mavefornemmelse, og det bliver kun endnu vanskeligere af, at investorerne oftest ikke selv er i målgruppen for spillene.”

Pixel Pandemic er da også forsøgt at blive lokket til Canada, hvor man for længst har fået øjnene op for blandt andet de millioner af facebookbrugere, der spiller spil online.

”På et år har vi haft en organisk vækst på 344%, men den kunne være endnu større, hvis vi var i udlandet. Derfor overvejer vi lige nu om, vi skal flytte derover for at kunne konkurrere, men vi synes, det ville være lidt trist, for vi vil jo helst blive boende her”, siger Thomas Krogh-Jacobsen.

Vær ikke bange for at springe ud i det
Thomas Krogh-Jacobsen er ikke tvivl om, hvad han vil anbefale andre, der drømmer om at leve drømmen ud som selvstændig.

”Lav en prototype tidligt i forløbet. Hvis vi ikke havde bygget en prototype som et hobbyprojekt, så var vi aldrig kommet i gang. Samtidig kunne vi hurtig smide noget ud i åben beta og få feedback fra brugerne. Selvom man gerne vil være perfektionist, så skal man turde afprøve noget udfærdigt og få feedback fra brugerne, så tidligt som muligt i processen. Det er sundt, at få nogle tæsk før den indsats man har committet bliver for stor”, siger Thomas Krogh-Jacobsen og tilføjer:

”Og så skal man ikke være bange for at kaste sig ud i det, selvom rammerne ikke er på plads. Da vi startede, tog vi en risici ved at sige farvel til vores faste job, som vi i øvrigt alle var meget glade for, men i dag går tingene den rigtige vej.”

Bizspark har på alle måder været positivt
For Pixel Pandemic har Microsoft Bizspark været altgørende for deres vækst.

”Vi var ikke kommet til, hvor vi er i dag uden licenserne. Vi startede jo helt uden løn og havde ikke haft midler til at skaffe dem selv. Derudover har vi brugt Microsofts Azure til at bygge vores platform op omkring”, forklarer Thomas Krogh-Jacobsen, der er også er begejstret for den kontakt, de har haft med Microsoft Bizspark:

”De har været utrolig gode til at være i dialog med os og stikke nogle følere ud i forhold til, hvordan de kunne hjælpe os. For eksempel har vi fået adgang til et netværk af produktspecialister i forbindelse med optimering af vores Microsoft Azure løsning. Så for os har både Microsoft Danmark og Bizspark på alle måder været et positivt bekendtskab.”

Trendsonline takker for interviewet med Pixel Pandemic, som med stort globalt vækstpotentiale bliver en spændende startup at følge fremover. Vi ønsker dem held og lykke med fremtiden, – så må tiden vise om den bliver i Danmark eller Canada.

[styled_box title=”Content-partner” color=”white”]Denne artikel er en del af vores content-partner program og er bragt til verden i samarbejde med Microsoft Bizspark. Programmet der kan hjælpe din startup og er et tre årigt forløb, der giver adgang til Microsoft produkter, netværk og meget mere, se mere på Bizsparks hjemmeside[/styled_box]

Læs også

Top