Autobutler får investering fra bilscenen i Danmark

Tre kendte og stærke navne i medie- og bilbranchen, Johnny Laursen, Jan Lehrmann og Kenneth Andersen, er via kapitalindskud fra deres fælles investeringsselskab JL Ventures blevet medejere af den kun to år gamle startup autobutler.dk. Trendsonline.dk interviewede stifteren Peter Michael Oxholm Zigler tilbage i oktober sidste år, interview med autobutler og på det tidspunkt var der allerede snak om at investering skulle være med til at accelerere autobutler.dk’s vækst.

Trekløveret der har investeret i autobutler, har tidligere været med til at forandre bilscenen i Danmark. Johnny Laursen er iværksætteren bag Bil Markedet og Bil Magasinet (Benjamin Media), mens trekløveret alle har været med fra starten af Bilbasen og senere involveret i Bil Info.

Internationalt potentiale
“Vi investerer i autobutler.dk, fordi det er en unik platform, som skaber et rigtigt godt overblik på et ellers uigennemsigtigt marked. Det er i den grad en win-win mellem værksteder og forbrugere”, siger Jan Lehrmann.

Og så er der et kæmpestort potentiale i autobutler.dk, skønner Kenneth Andersen:

“Det er en meget ”ren” service, som er let at forstå. Det gør konceptet meget skalérbart, også internationalt. Og det ser vi meget på, når vi investerer”.

Stor dag for autobutler.dk
Det er en stor dag for autobutler.dk, siger det unge firmas partner og medstifter Peter Michael Oxholm Zigler.

– Da vi startede forretningen i starten af 2010, var det med ambitionen om at tilføre værdi til markedet. Vi ville hjælpe værkstederne til nye kunder på en let og internetbaseret måde. Desuden ville vi give bilejerne den nødvendige information til at træffe det rette værkstedsvalg, fortæller han.

Starten har ikke været uden problemer:

– Vi har mødt en del modstand i branchen, men vi står i dag med et bomstærkt produkt. Det udgør et helt centralt værktøj for rigtig mange værksteder, når det gælder at få nye kunder via internettet, påpeger han.

Autobutler.dk skaber værdi
Der er i dag ikke længere tvivl om, at autobutler.dk skaber værdi for værkstederne. Det er 550 tilfredse værksteder bevis på i dag. Toget er kørt fra perronen – og det kører stærkt. Deres ambition er at have 1.000 kvalitetsværksteder med på webtjenesten inden for de næste seks måneder. Det har hele tiden stået klart for iværksætterne bag autobutler.dk, at der ville komme et tidspunkt, hvor autobutler.dk skulle bringes videre i samarbejde med kompetente og erfarne investorer med det rette netværk.

– Vi er utroligt glade for vores nye medejere og er ikke i tvivl om, at vi har fundet den optimale samarbejdspartner. Autobutler-konceptet har aldrig været stærkere, end det er nu, og vores ambitioner for fremtiden er skyhøje. Med tilførelsen af de stærke ressourcer er det målsætninger, at endnu flere af autobranchens interessenter får øjnene op for mulighederne i autobutler.dk, slutter Peter Michael Oxholm Zigler.

Trendsonline.dk ønsker Peter og autobutler tillykke med investeringen og glæder os til at se mere til dem i mediebilledet.

Skrevet af

Læs også

Top