Startup Weekend – interview med “Guide a blind”

Hjælp en blind med at læse skilte, finde de rigtige strømper eller med at finde vej. Startup’en “Guide a blind” er i fuld gang med at udvikle en ny app på Startup Weekend, der via videochat skal forbinde blinde og seende.

                     

Idémanden bag “Guide a blind” er Hans Jørgen Wiberg, som er selv synshandicappet og formand for Dansk Blindesamfund i Storstrøms Amt.

”Jeg kender rigtig mange blinde og til de problemer, de har i hverdagen, så derfor vil jeg gerne udvikle en app, som kan forbinde en blind og en seende, sådan at den blinde kan få hjælp til forskellige ting via videochat”, siger Hans Jørgen Wiberg.

Det kan for eksempel være hjælp til at læse udløbsdatoen på mælken, til at vælge den rigtige farve tøj eller til at finde vej.

Hans Jørgen Wiberg forestiller sig, at app’en skal fungere sådan, at den blinde selv kan vælge, hvem vedkommende vil ringe op til.

”Den blinde kan for eksempel ringe til deres familie og venner, som har installeret app’en, men drømmen er, at vi kan få råd til at have en backupgruppe, der altid kan stå til rådighed. Det kunne være studerende eller pensionister, der gerne vil hjælpe og samtidig tjene lidt penge på det”, siger Hans Jørgen Wiberg.

Han tænker umiddelbart, at pengene kunne komme fra for eksempel tilskud fra det offentlige, der i forvejen giver støtte til førerhunde. Det kunne også være fra firmaer, der gerne vil sponsorere en blindeguide.

”Lige nu tænker vi mest på Danmark, men vi synes, at konceptet har potentiale til at blive verdensomspændende, fordi rigtig mange blinde bruger iPhone på grund af voiceover-funktionen. Det er dog vigtigt, at vores app kører over video, så den seende kan se, hvad den blinde gerne vil have hjælp til”, forklarer Hans Jørgen Wiberg.

Fik idéen for tre uger siden
Det er ikke mere end tre uger siden, at Hans Jørgen Wiberg fik idéen til startup’en, mens han stod og arbejdede i sit værksted.

”Jeg læste faktisk på Trendsonline, at der var Startup Weekend nu, og så skyndte jeg mig at melde mig til. Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg er meget beæret over, at folk har valgt at arbejde med min idé.”

De er otte mand i gruppen bag ”Guide a blind” , som alle har forskellig baggrund, så de er godt dækket ind med folk fra alle områder. Søndag regner de med at kunne præsentere en demo og en forretningsmodel.

”Vi har et præcis skitseret koncept, og så bruger vi en kendt teknologi. Derfor arbejder vi nu med at koordinere forbindelsen, og hvordan man kan integrere betaling i app´en, så man kun betaler for den hjælp, man har brug for”, siger Hans Jørgen Wiberg.

Startup Weekend er imponerende
Han tror og håber også, at det bliver til noget med “Guide a blind”, når weekenden er over. Der er flere i gruppen, som er interesserede i at fortsætte, og som han selv siger, så er han villig til at dele.

Det har under alle omstændigheder ikke været nogen dårlig idé for Hans Jørgen Wiberg at være med på Startup Weekend i Aarhus.

”Jeg synes, at Startup Weekend er gennemprofessionelt sat op. Jeg er imponeret over, at der er 120 folk fra mange steder i verden, og jeg er glad for den mentorhjælp, vi har fået. Samtidig er det et beskedent beløb, vi skal give for det hele, så det er meget billigt”, slutter Hans Jørgen Wiberg.

Trendsonline ønsker dem held og lykke fremover!

 

 

 

 

Top