Interview med MYC4 – Tim Vang

Med blot fem euro i hånden kan du være med til at skabe økonomisk vækst i Afrika og samtidig få muligheden for at tjene penge. Idéen kommer fra startup’en MYC4, som har lavet et effektivt lånesystem til de 380 millioner afrikanere, der ikke har adgang til en bank.

Historien om MYC4 starter faktisk af alle steder i Afrika tilbage i 2004, hvor Tim Vang var på vej mod toppen af Kilimanjaro sammen med sin kone.

”Pludselig kunne jeg mærke, at jeg skulle lave noget andet uden at ane, hvad jeg skulle. Men jeg har altid været både nysgerrig og elsker at tage risici, og kort tid efter sad jeg i en taxa i London tilfældigvis sammen med Mads Kjær, som jeg startede MYC4 sammen med”, fortæller Tim Vang, der har en baggrund som cand.merc og tidligere har drevet flere virksomheder.

Efter taxaturen mødtes de flere gange og idéudviklede, og så kom der hurtigt vind i sejlene.

”Jeg havde det klassiske billede af Afrika som krig, død og AIDS farvet af medierne, men Mads Kjær havde haft forretninger i to årtier i Afrika, så han havde set noget helt andet. Så vi besluttede, at vi gerne ville skabe et koncept, der kunne skabe udvikling og innovation i Afrika.”

I 2006 blev MYC4 så stiftet for deres egne penge og med hjælp fra blandt andet Microsoft Bizspark i form af gratis software.

Lån skaber vækst
Kort fortalt så tilbyder MYC4 lån til små og mellemstore vækstvirksomheder i Afrika.

”Vi bygger virksomheder op ved at give dem en kreditværdighed. 80 % af virksomhederne i Afrika har ikke adgang til finansmarkedet, og det er afgørende at have kredit, hvis man skal vækste. Så egentlig introducerer vi bare det, som virker andre steder i verden, hvor kagen i sidste ende bliver større for alle parter”, forklarer Tim Vang.

Deres koncept fungerer sådan, at de har partnere i fem forskellige lande i Afrika, som er screenet af MYC4. Partnerne finder og vurderer så de afrikanske virksomheder, der skal låne.

”Det er vores partnere, der lægger navn til og de dækker lånet hvis låntageren ikke kan tilbagebetale”, forklarer Tim Vang.

Når en person eller virksomhed er godkendt til at modtage et lån, laver partneren en case som bliver sat på aktion online.

”Både privatpersoner og virksomheder kan være med til at investere, og man kan udlåne fra fem euro til rigtig store beløb. Afhængig af hvilken case, der er tale om, vælger folk forskellige rentesatser på tilbagebetalingen. Derudover fungerer systemet som en omvendt hollandsk aktion, hvor den dyreste rentesats bliver sparket ud af en billigere rentesats igen og igen. Det er altså markedskræfterne, der i sidste ende bestemmer udfaldet”, forklarer Tim Vang.

Når lånebeløbet og renten er nået, lukker aktionen, og der kan være flere hundrede investorer med i et lån. Så skriver virksomheden under på en kontrakt, pengene bliver overført og udbetalt, hvorefter at låntager hver måned betaler af på lånet, som ryger direkte ind på investorernes konti.

”De fleste reinvesterer så pengene i en ny afrikansk virksomhed, som får gavn af det. Det er det, der er genialt, og alle kan se, hvad der foregår”, siger Tim Vang.

Der skal meget lidt til for at hjælpe
Et eksempel på en case, som MYC4 har hjulpet, er en kvinde i Østafrika, som sælger tasker. Hendes tasker stod udenfor, så hun lånte nogle hundrede euro til et bliktag og lys, så hun nu også kan sælge tasker om aftenen og når det regner.

”Det viser hvor lidt, der skal til, for at det virker, og syd for Sahara er der et kæmpe marked. Så man kan spørge sig selv, hvorfor der ikke er flere, der gør det her. De seneste to år er det kun to procent, der ikke har kunnet  tilbagebetale deres lån, så den store begrænsning er nok snarere vores egen fordomme end dem selv – præcis som med mig selv før jeg startede MYC4”, siger Tim Vang.

Kommet styrket ud af krise
I sin levetid har det været MYC4s største udfordring at komme videre efter en alvorlig krise i 2009, hvor en partner i Kenya løb med adskillige millioner kroner.

”Vores udfordring handlede om at bygge vores troværdighed op igen, da flere af vores partnere og investorer naturligvis trak følehornene til sig efter uheldet. Men vi tacklede det ved at gå til medierne og vi fik fortalt, hvad vi har lært samt hvad vi ville forbedre ved vores model. Det har styrket troen på os, så vi nu er kommet tilbage på rette spor hurtigere end normalt.”

I dag har MYC4 over 30 aktionærer herunder en dansk sparekasse og to hollandske fonde.

Drømmen er at verden ejer verden
MYC4 ser derfor også lyst på fremtiden.

”Det går så stærk i Afrika lige nu, så vi vil gerne slå på tromme og sige til investorerne, at ”nu skal der ske noget”. Vi er stolte af vores tal de seneste par år, og vi forventer, at der skal ske meget inden årets slutning”, siger Tim Vang.

For eksempel skal de lave mere marketing, så de kan komme ud og fortælle flere om deres koncept. Den største udfordring er dog valutaudvekslingen.

”Valutaudvekslingen mellem hård og eksotisk afrikansk valuta er en udfordring for hele verden, fordi der er så store udsving. Vi arbejder hårdt på at finde en løsning på dette, og når det er løst, så kan vi virkelig skalere MYC4,” siger Tim Vang.

Han lægger ikke skjul på, at han drømmer om, at deres koncept bliver verdensomspændende:

”Det kunne være rigtig interessant, hvis man kunne skabe en model for MYC4 globalt, så vi en dag har en afrikansk investor, som investerer i en dansk virksomhed. I princippet skulle alle i verden eje en MYC4-aktie lidt ligesom Wikipedia, hvor alle bidrager.”

Godt råd: Kast dig ud i det, men forbered dig
Tim Vang er en mand med stor iværksættererfaring og har en række gode råd til andre, der går med iværksætterdrømme.

”Først og fremmest skal du ikke vide alt, inden du skal går i gang. Det er vigtigt ikke at sidde for længe med konceptet alene. Du skal have feedback fra dit netværk og markedet. Ligesom i Afrika skal du have en økonomisk plan, for det er ofte en stor udfordring. Endelig skal du være vedholdende, for det er hårdt arbejde at være iværksætter, men også sjovt.”

Trendsonline takker MYC4 for interviewet. Det har været spændende at høre om et koncept, som virkelig kan rykke noget, når det kommer til kampen mod fattigdom. Vi ønsker dem held og lykke fremover og glæder os til at følge deres udvikling.

 

Læs også

Top