Dansk startup lader dig og din smartphone op på Roskilde Festival

På Danmarks største festivaler, Roskilde og Skanderborg Festival, kan man i år leje batterier, der gør mobilopladning bærbar.

Roskilde og Skanderborg Festival satser stort på smartphones i år. De opsætter Wi-Fi-spots, opgraderer mobildækningen og udvikler gratis smartphone-apps. Nu kan publikummerne endda leje små batterier, der virker som en bærbar stikkontakt til smartphones. Konceptet hedder “Volt” og er udviklet af en gruppe studerende fra Design & Innovation på DTU.

“Ideen er, at du kan lade din smartphone, når det passer dig,” forklarer ingeniørstuderende Trygve Aabye Dam, som har startet Volt. “Derfor lejer man et batteri, som kan byttes til et nyt, hver gang man har brug for strøm til telefonen.”

Festivalerne bakker op
En smartphone skal oplades dagligt. Det gør den mindre smart på en festival, hvor man må aflevere sin telefon til opladning i en bod eller sidde ved en opladningsstand og vente på, at mobilen lader. Derfor imødekommer Volt en vigtig udfordring for festivalernes satsning på smartphones.

“På Roskilde Festival har vi altid brug for gode og nemme løsninger, der samtidig kan dække vores publikums behov. Volts mobilbatterier er et spændende bud på en løsning for publikummer, som nok trækker stikket ud for at tage på festival, men samtidig ønsker at benytte deres mobil.” siger Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival.

Pilotprojekt med få pladser
I år afvikles Volt som et pilotprojekt med 500 brugere. Formålet er at afprøve konceptet i mindre skala for at samle erfaringer, så servicen kan skaleres op til næste år.

“Interessen for projektet har været større end vi turde håbe på. Vores mål er at udvide servicen til næste år, så endnu flere festivalgæster kan medbringe smartphones, uden at skulle bekymre sig for det høje strømforbrug,” siger Trygve Aabye Dam.

Læs mere om Volt her www.getvolt.dk

Skrevet af

Læs også

Top