BREAKING: Chatterbay vil med Videodoktor.dk disrupte lægebesøget!

Tilbage i september sidste år havde vi her på Trendsonline.dk, en podcast med Chatterbay, ”viden on demand”-portalen hvor vidensarbejdere kunne sælge videokonsultationer direkte i browseren. Founderne Imran Rashid og Andreas Beier var lige hjemvendt fra San Francisco, hvor de var med på ScaleIT’s første tur og var dengang få måneder fra launch.

Siden er der dog ikke kommet meget nyt fra den københavnske startup, før nu…

Trendsonline.dk har været i kontakt med Imran og erfarer, at ventetiden mere har været stilhed før storm hos den københavnske startup!

Det der skete sidste år var, at Chatterbay efter at have fået færdigudviklet betalingsløsningen, som hele forretningsmodellen var bundet op på, opdagede, at den ikke fungerede i praksis! De valgte dog ikke at give op, men i stedet knokle videre for at løse problemet.

En entydig kritik af virksomhedens manglende fokus, bl.a. fra Nikolaj Nyholm, var samtidig med til at få stillet skarpt på hvilken strategi Chatterbay burde vælge. For at få et solidt proof of concept valgte de derfor at fokusere på det, de selv havde størst ekspertise indenfor og da Imran er uddannet speciallæge i almen medicin (En praktiserende læge, der endnu ikke har købt en lægeklinik. red.) lå dette fokus lige til højrebenet.

I næste måned lanceres derfor det første spin-off af Chatterbay: videodoktor.dk, som er en portal, hvor man vil kunne få gratis videobaseret lægefaglig rådgivning. Sitet fungererer samtidig som en forløber for et offentligt pilotprojekt, der skal køre til efteråret, hvor 10 praktiserende læger i Region Hovedstaden med Imran som projektleder skal teste videokonsultationer af på deres patienter.

Chatterbay bliver teknologileverandør til videodoktor.dk, der baseres på en generisk siteskabelon, som andre sundhedseksperter, fx jordemødre, psykologer, dyrelæger mv. efterfølgende vil kunne bygge tilsvarende sundhedsfaglige ekspertsites ud fra.

”Hvis vi kan bevise at det kan lade sig gøre at formidle lægefaglig rådgivning via vores teknologi på en sikker og effektiv måde og det samtidig kan være med til at udvikle det danske sundhedsvæsen – så er det et proof of concept der vil noget!” udtaler Imran Rashid, CEO, Chatterbay.

Vi arbejder på at få et mere dybdegående interview med Chatterbay!

Top