Alle snakker om Berlin- og nu gør Trendsonline.dk også

Mit navn er Anna Hagelskjær og  jeg er flyttet til Berlin et halvt års tid, primært for at lave feltarbejde i antropologi om iværksættere og startups i Berlin. Der er en hype omkring Berlin. Det har der måske nok været længe indenfor kunst, musik og andre kreative brancher, men hypen har nu for alvor spredt sig til også at gælde startup-miljøet.

Da jeg i foråret begyndte at arbejde med ideen om at lave feltarbejde omkring innovation, sagde en ven til mig: ”Berlin er det nye Silicon Valley!”. En smule søgning på forskellige blogs på nettet gav præcis samme indtryk – eller i hvert fald et indtryk af, at folk i Berlin mener, Berlin er det nye Silicon Valley. Beslutningen blev taget: af sted til Berlin og undersøge, hvad det betyder for Berlin og iværksættere her, at Berlin har fået det stempel.

Jeg har nu været næsten 8 uger i Berlin og føler godt, jeg kan tillade mig at komme med nogle observationer på nuværende tidspunkt:

  • Det er billigt at bo i Berlin. Selvom huslejen de sidste par år er blevet presset op af udenlandske tilflyttere, er mad, øl og underholdning billigere her end stort set alle andre vestlige byer. Det vil sige, at iværksættere med stramme budgetter har lettere ved at få tingene til at hænge sammen.
  • Der sker ALTID noget. I sidste uge var det Social Media Week, i denne er der flere Javascript Developers konferencer og i næste uge…, og det er udover alle de ugentlige meetups og workshops.
  • Folk i Berlin elsker Berlin. Jeg har tidligere boet i Sydney og Valencia, og der var der rigtigt mange, der brokkede sig over menneskerne, priserne, landskabet, maden etc. I Berlin har stort set alle, jeg har talt med meget varme følelser for Berlin – inklusiv mig selv. Og det på trods af høj arbejdsløshed og stigende huslejepriser.

    TOA på Kater Holzig

Hvis man sidder som iværksætter i Danmark og overvejer at flytte til Berlin tæller ovenstående for. På negativsiden skulle det efter sigende være omsonst at ordne alt papirarbejdet her (tysk bureaukrati…), der mangler stadig mange Venture Capitalist’er (selvom de så småt er begyndt at komme her – og bruge penge), og der konstant mangel på udviklere. Desuden har jeg hørt, at vinteren kan nå sibiriske tilstande (gisp!).

Jeg vil løbende skrive om nogle af de ting, jeg oplever indenfor startup og iværksætter miljøet her i Berlin. Og forsøge at relatere nogle af de tendenser til iværksætteri i Danmark og generelt.

Skrevet af

Læs også

Top