Just-Eat opkøber spansk konkurrent

I April rejste Just-Eat 370 millioner kroner fra investorer. En pulje de netop har taget hul på, da de opkøbte spanske SinDelantal, som var deres største rival i Spanien. Med opkøbet håber Just-Eat at kunne nå 3000 tilknyttede restauranter i Spanien i 2013.

SinDelantal – som er spansk for ”uden forklæde” – startede deres madudbringningskoncept 6 måneder før Just-Eat kom til Spanien i 2010. I to år har de to konkurrenter kæmpet om markedsandele, og selvom Just-Eat havde en smal føring, valgte de alligevel at opkøbe deres spanske konkurrent, for at sætte sig tungt på det spanske marked.

Grunden til at SinDelantal var interessante for Just-Eat var, at de var forholdsvis store på det spanske marked. Et marked som i øjeblikket er svært at komme ind på, på grund af finanskrisen, som er gået særligt hårdt ud over Spanien.

Ifølge TechCrunch skulle prisskiltet på den spanske virksomhed være ”nogle få millioner euro”. Den gamle stab fra SinDelantal vil blive i virksomheden indtil overtagelsen er fuldendt.

Just-Eat forsætter deres vækst

Til TechCrunch siger Just-Eats direktør Klaus Nyengaard, at han ikke vil afvise flere opkøb i samme stil, men at de i højere grad satser på organisk vækst. Den organiske strategi skyldes dog også, at der ikke findes ret mange reelle konkurrenter, som har interesse for Just-Eat.

Hvordan Just-Eat konkret har tænkt sig at udvikle deres virksomhed fremadrettet, vil Klaus Nyengaard ikke røbe. Han vil dog gerne løfte sløret for, at de ikke har tænkt sig at udbringe andre ting såsom blomster eller dagligvarer.

”Vi bliver nødt til at holde knivskarpt fokus på det vi gør. Der er så meget mere vækst på vej” siger Klaus Nyengaard.

Skrevet af

Læs også

Top