Arkiver

Nyheder

Mobiloptimering er det nye sort

Adobe står bag en ny undersøgelse, der viser, at digitale professionelle ser mobiloptimering som det område, det er vigtigst for virksomheder at profilere sig på i år.
At være aktiv på de sociale netværk er ikke længere første prioritet for digitale virksomheder, mener flertallet af de 700 digitale professionelle, som Adobe i samarbejde med Econsultancy har spurgt ud omkring de mest interessante trends lige nu.

Fokusskiftet sker i følge Adobe på baggrund af, at de adspurgte marketingfolk er mere opmærksomme på den voksende popularitet af mobile enheder i forhold til sidste år. Nu mener seks ud af ti, at det er vigtigt at forstå, hvordan folk bruger mobile enheder, når de researcher og køber produkter mod hver anden i sidste måling.

”For at opnå succes skal marketingafdelingerne evne at tænke kreativt samtidigt med, at de formår for eksempel at analysere forbrugeres adfærd online. I takt med at marketingbudgetterne skrumper mange steder, intensiveres kravet om at kunne dokumentere effekten af ens marketingkampagner overfor ens kunder og ledelse,” udtaler Malin Bodolla, nordisk marketingansvarlig for Adobe Digital Marketing.

Er klar til nummer 2 med ekstra chili
Hos Findroommate.dk spiller mobiloptimeringen også en stor rolle i det daglige arbejde, da en stor del af trafikken til sitet kommer fra mobile enheder.

“Derfor er vi selvfølgelig også nødt til at rette vores fokus mere over på den front. Vi er netop i øjeblikket i gang med at implementere vores nye mobilsite, som meget gerne skulle ligge klar inden for de næste par måneder,” fortæller ejer Kristian Matthes, og fortsætter.

“Vi ser mobil som et super godt redskab for vores nuværende brugere, som dagligt modtager bolig tilbud på e-mail, og der føler vi, det er vigtigt, at de kan reagere på den mail hurtigt. Så de netop ikke behøver at vente med at komme til en computer, før de kan skabe denne kontakt. Så det er der, vi i første omgang ser, at de mobile enheder give os en fordel.”

For startup’et Ungarbejde.dk er både mobiloptimering og sociale netværk noget, der arbejdes med – men i følge Anders Fabricius Rasmussen er der dog ikke én af delene, der er vigtigere end den anden.

“Jeg mener ikke, du kan sige det ene frem for det andet. Alle større virksomheder har fokus på begge dele. Men det er klart, at nye medier og muligheder altid giver stor attention, så snart de er lanceret.,” forklarer han.

Om end Andreas Fabricius Rasmussen ser muligheder i mobiloptimering, så ser han også en række begrænsninger i forlængelse deraf.

“Jeg mener, at der er forskel på, hvilket behov du ønsker at opfylde. Der er forskel på, om du har en oplysende app til at drive eksempelvis jobsøgende ind på et website, end hvis du bygger en app til at ansøge jobs med. For eksempel tror jeg, der går lang tid, før jeg køber et par bukser til 1.600 kroner over en app, omvendt vil jeg godt kunne bestille og betale en nummer 2 med ekstra chilli fra min pizzapusher nu. Derfor mener jeg, at man skal gøre sig klart, hvilket behov man ønsker at opfylde, inden man kaster sig ud i ofte dyre mobiloptimerende projekter.”

Skriv et svar