Arkiver

Nyheder

Talentnetværk for universitetsstuderende med interesse for iværksætteri

Er du studerende ved et af landets otte universiteter og kunne du tænke dig at koble dit studie til iværksætteri?  Future Entrepreneurs of Denmark (F.E.D) er et nyt talentnetværk for universitetsstuderende i Danmark med en interesse for iværksætteri. Det er en mulighed for de studerende for at udforske spændingsfeltet mellem deres uddannelsesmæssige baggrund og iværksætteri.

F.E.D er et tværfagligt netværk, der skaber et grundlag for læring og udvikling af medlemmernes iværksætterkompetencer. Det gøres med afsæt i den enkeltes uddannelsesmæssige baggrund og personlige kompetencer. I processen vil medlemmerne gennem kompetenceudviklingsarrangementer og seminarer med netværkspartnere, som alle er centrale aktører i økosystemet, blive fortrolige med det entrepreneurielle økosystem i København.

Det er talentnetværkets vision at udvikle iværksættertankegangen hos universitetsstuderende. Samtidig er det også et ønske at opbygge gensidige relationer mellem de deltagende, der kan være gavnlige for dem i fremtiden. Derfor får man ved deltagelse et livslangt medlemskab af F.E.D. alumnenetværk.

Medlemmerne af netværket vil repræsentere en blanding af universitetsstuderende med forskellig baggrund med det til fælles, at de udmærker sig i tværfaglige iværksætterevner, og har en stor interesse i at møde ligesindede.

I løbet af dette semester vil der være i alt fire seminarer, herunder en lanceringsbegivenhed d. 21. marts 2013. Temaerne for seminarerne vil være: idéudvikling, business model generation, finansiering, interdisciplinær teamledelse, markedsanalyse, og forretningsudvikling. Hvert seminar vil kræve en stor personlig involvering med henblik på at udfordre og udvikle medlemmernes færdigheder inden for de forskellige områder.

Alle universitetsstuderende på landets otte universiteter kan ansøge om medlemskab af F.E.D, men alle netværksarrangementer vil blive afholdt i København.

Netværket er oprettet som et tværfagligt samarbejde mellem studenterorganisationerne for iværksætteri: Stardust-CBS, Stardust-DTU, UCEC, ITU Innovators, Kickstart AAU, og Krebitat. Alle er medlemmer af den nationale studenterorganisation Gate to Create.

Ansøgningsfristen er d. 11. marts 2013 – du kan læse mere om det her.

Skriv et svar