Dansk klyngeindsats skal være mere international

Danske netværk- og klyngeorganisationer skal fremover forbinde små og mellemstore virksomheder med det store udland i forskellige internationale samarbejder om innovation og eksportfremstød.

De danske netværks- og klyngeorganisationer, som eksempelvis Infinit (Innovationsnetværket for IT), skal professionaliseres og styrkes, lyder det fra otte ministerier, regionerne og KL. Det skal blandt andet opnås ved at øge fokus på netværkenes internationale aktiviteter. Blandt andet vil man igangsætte mindst 50 samarbejdsprojekter mellem danske og udenlandske klynger på områder, hvor små og mellemstore virksomheder har et lovende vækst- og udviklingspotentiale.

“Vi skal blive dygtigere til at koble de små og mellemstore virksomheder på de globale vidennetværk, så de hurtigt får adgang til den nyeste viden og teknologi, der er en forudsætning for at skabe fremtidens arbejdspladser i Danmark,” siger uddannelsesminister Morten Østergaard. tweet

Dermed får de deltagende netværk og virksomheder en ny mulighed for at finde nye samarbejdspartnere og blive en del af store projekter, som den enkelte virksomhed ikke nødvendigvis vil kunne løfte alene. Indsatsen skal også gøre det lettere for netværkene at få andel i den mange milliarder Euro, der er afsat i EU’s forsknings- og udviklingsprogrammer.

“Godt set”

Målet med klyngeindsatsen er helt konkret at skabe nye innovationer i mindst tusind virksomheder om året. Dermed udgør indsatsen et vigtigt bidrag til, at målsætningerne i regeringens nye innovationsstrategi “Danmark – Løsningernes land” nås frem mod 2020.

Foruden det øgede fokus på internationalt samarbejde vil den nye innovationsstrategi desuden gøre klyngerne mere professionelle, således at så mange som muligt opnår EU’s kvalitetsmærke, der gives til de førende klynger i Europa. Der vil også blive oprettet et forum for klynge- og netværksindsatsen, der skal sikre at strategiens målsætninger realiseres.

En af dem, der allerede arbejder med at skabe og udnytte de internationale netværk er innovationsnetværket SCALEit. Her er co-founder Søren Therkelsen umiddelbart meget optimistisk over den nye strategi.

“Godt set. Tværfagligt samarbejde, med fokus på international eksponering, det er vigtigt. Virksomheder med det rette internationale potentiale bliver nødt til i praksis at tage til udenlandet, og det kan gøres via konkrete initiativer. Min mening er dog, at det ikke er relevant bare at tænke klynger i en dansk forstand – man skal tænke nordisk. Danske klynger bliver for små – med et nordisk samarbejde kan vi skabe en kritisk masse. Jeg vil dog spændt følge med i, hvordan de gode intentioner kan gøres til praksis. Det er lettere sagt end gjort – men det er fedt med en fokuseret indsats,” siger han. tweet

“Qua min erfaring med at bygge SCALEit ved jeg, at det kræver en meget fokuseret indsats. For at skabe værdi for virksomhederne kræver det, at man forstår deres behov indgående – og virkelig kan hjælpe dem. Effekten, af at tage klyngen af virksomheder med et teknologisk og globalt potentiale med til Silicon Valley, er dog helt tydelig. Virksomhederne bliver væsentligt mere globalt orienterede, de kommer efterfølgende tilbage Danmark med et helt andet “vinder instinkt”, og de forstår, at for at lykkes internationalt, skal man være den bedste til, det man gør – og man skal løbe utroligt hurtigt for at få det til at lykkes. Det er ikke nok at være bedst i Danmark, Norden eller Europa. Vil man vinde, skal man være den bedste i verden. Den erfaring er guld værd.” tweet

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

  1. Pingback: Minister glæder sig over inputs ‹ Trendsonline.dk

Top