Aarhus-iværksættere udvikler tjeneste til overholdelse af EU’s cookie-lovgivning

Efter den seneste tids mediesnak om EU’s cookie-lovgivning og det, at kun meget få hjemmesider i Danmark overholder reglerne, har de to Århus-iværksættere Anders Skovsgaard og Sebastian Brandes Kraaijenzank udviklet en ny tjeneste til hjemmesideejere, der gør det let og enkelt at overholde cookie-lovgivningen. Tjenesten hedder CookieClaim.com og blev lanceret ifm. Tech BBQ i København i tirsdags.

EU-lovgivningen foreskriver, at man som hjemmesideejer skal informere sine besøgende om tre ting: hvorvidt man bruger cookies, detaljerede beskrivelser for disse cookies samt instruktioner til hvordan disse cookies kan slettes. Mange ejere af mindre hjemmesider har ofte ikke et overblik over de cookies, der rent faktisk lægges, i kraft af det stadigt voksende antal plugins, der bruges — herunder Google Analytics, Facebook-plugin, Twitter-plugin osv.

Anders og Sebastian har udviklet en scanner, der finder frem til de cookies, der lægges, og generer en tabel med de krævede cookie-detaljer og et stykke JavaScript-kode, som skal indsættes på hjemmesiden. Helt automatisk vil der så dukke en gul informationsbar op på hjemmesiden, der informerer om cookie-brug, og som henviser til den detaljerede tabel over cookies. På mindre end 30 sekunder kan man komme i gang og dermed overholde alle punkter i cookie-loven.

“Vi bruger samme teknologi til at finde frem til cookies’ne som Google’s webcrawler Googlebot — dog mere avanceret da vi eksekverer alt JavaScript. På den måde kan vi løbet af 15-30 sekunder finde frem til alle cookies, der lægges,” udtaler Sebastian Brandes. tweet

Erhvervsstyrelsen har varslet bøder til hjemmesideejere (læs artikel fra version2.dk om emnet her) der ikke overholder cookie-lovgivningen, og indikationerne peger på, at bøderne ikke kommer til at være ubetydelige beløb – særligt ikke for mindre hjemmesideejere. Med CookieClaim er det nu muligt at overholde lovgivningen uden videre teknisk indsigt og dermed undgå de kommende bøder.

Lige nu arbejder de to iværksættere på at skrive detaljerede beskrivelser til alle typer cookies. Målet at gøre beskrivelserne open source, så alle kan få gavn af arbejdet. De forventer at opnå stor tilslutning af deres tjeneste, da de både tilbyder en gratis og en betalt løsning. Forventningen er at opnå 1.000 tilmeldte hjemmesider i Danmark inden udgangen af junimåned, hvorefter målet er at nå ud til hele Europa.

Skrevet af

Læs også

Top