Arkiver

Nyheder

Follow-up på Fimafons store investering

På Trendsonline.dk kunne man i sidste uge læse, at Firmafon har fået mere end 10 mio. kr. i investering fra en række personlige investorer, bl.a. Kaare Danielsen, der bl.a. står bag Jobindex. Men hvordan kom investering egentlig i stand og hvilke tanker ligger der bag? Vi har fulgt op på den gode nyhed.

Det var oprindeligt Mikkel Brun fra TradeShift, der anbefalede Kaare Danielsen at investere i Firmafon. De to har kendt hinanden i snart 20 år. Mikkel Brun har også selv investeret et mindre beløb, og TradeShift er Firmafons største kunde.

”Det spændende ved Firmafon er naturligvis, at der er rigtig mange, der har haft stor succes med at lave teleselskaber, der er bare ikke nogen der har gjort det på firmaområdet før. Og det rigtige tidspunkt at lave et nyt selskab er naturligvis, når der sker et teknologiskift. Det var det, der skete med Jobindex, det blev en succes fordi alle skulle gå fra avisannoncer til internet annoncer, og så er det ikke sikkert, at de vælger avisernes jobdatabase, hvis der er nogen andre, der gør det bedre,” fortæller Kaare Danielsen og fortsætter:

”Og lige nu er der en masse virksomheder, der skal skifte deres fastnet telefoner ud med mobiltelefoner, og så er det ikke sikkert, at de vælger det samme telefonselskab som tidligere. Og Firmafon har lavet nogle rigtig smarte løsninger, hvor man kan stille om mellem mobiltelefonerne, ligesom man kan hvis man har en omstilling.”

Kaare Danielsen mener, at det han kan bidrage med, er en masse viden om, hvordan man sælger til virksomheder – for det er noget andet end at sælge til privatpersoner.

”Peter og Niklas og de andre ved en masse om teknik og telefonsystemer som jeg ikke ved noget om, men jeg ved noget om det andet. Og så ved jeg noget om hvordan man får et firma bragt fra startfasen og til den fase hvor man har et rigtigt firma med struktur og organisation, og jeg har førstehåndskendskab til rigtig mange af de fejl, man kan begå.”

Kaare Danielsen håber desuden, at hans investering i Firmafon vil fungere som en form for blåstempling af virksomheden:

“Der er en masse firmaer, der har købt jobannoncer fra Jobindex og været glade for det, og forhåbentlig er de så også mere villige til at købe deres telefoni fra Firmafon, når de ved, at jeg har investeret i firmaet. Så det ser jeg som et meget godt match, og det var også derfor, de valgte mig som investor,” forklarer Kaare Danielsen.

Han understreger desuden, at målet for Firmafon naturligvis er, at de skal udfordre de store, ligesom Jobindex har gjort på jobannoncemarkedet – men det sker ikke på to år:

”Det tager længere tid at få virksomheder til at skifte, end det gør for privatpersoner. Til gengæld har man dem også længere, hvis man først har fået dem som kunder. Så om to år har Firmafon forhåbentlig nået breakeven og er vokset betydeligt og bliver set som en betydelig udfordrer til de store på markedet for små virksomhedskunder,” afslutter Kaare Danielsen.

Skriv et svar