Skab innovative produkter ved hjælp af ”co-creation”

Nu til dags bliver forbrugerne i høj grad brugt som aktive medspillere i skabelsesprocessen af nye innovative techprodukter og -services. Co-creation er det nye paradigme for innovation og her kan du høre hvorfor, og hvornår, du bør benytte dig af co-creation tilgangen.

Her er først tre grunde til at du bør benytte dig af co-creation:

  1. Co-creation er en indgang til ny viden

Danske forbrugere er – over en bred kam – meget oplyste og vidende teknologibrugere, der kan give dig indsigter i dit produkt/service, som du aldrig selv ville komme i tanke om – selv hvis du lagde hovedet i blød fra nu af til juleaften.

Så det er bare at spørge dig selv, hvilken slags ny viden om DIT produkt eller service, DU kan tænke dig og så komme i gang med co-creation:

  • Du ønsker bred viden: søger du at forbedre dit nuværende produkt fra manges input, kan du med fordel samarbejde med en bred forsamling i et brugerdrevent online community.
  • Du ønsker dybdegående viden: søger du at forandre dit produkt radikalt, baseret på dybdegående indsigt, kan du med fordel samarbejde mere intenst med en mindre gruppe mennesker – eventuelt en håndfuld lead users i et online community.
  1. Co-creation er en fest

Det er sjovt at skabe noget sammen med andre frem for at sidde alene med det. Co-creater man for eksempel designet på en app, kommer man i kontakt med mange forskellige mennesker, som smilende og ulønnet vil hjælpe dig med dit arbejde. Her kan du igen samarbejde med et online community.

Alternativt kan du vælge den klassiske ansigt-til-ansigt kontakt til at samarbejde med brugerne– tøv aldrig med at gå ud i den virkelige verden for at få tilfældige fremmede danskeres feedback: selvfølgelig vil der være nogle, som ikke gider eller ikke har tid, men størstedelen vil synes, det er sjovt og interessant at hjælpe dig.

  1. Co-creation koster tid men er gratis (målt i kroner og ører)

Du kan sagtens lade dankortet blive derhjemme, når du skal i gang med co-creation med dine forbrugere. Til gengæld er det meget vigtigt, at du afsætter den nødvendige tid til co-creation og i løbet af processen lytter intenst til forbrugerne og anerkender deres arbejde. Faktisk er det absolut afgørende, at du giver forbrugerne anerkendelse, for det er deres motivation for at samarbejde med dig. (Casestudie fra 2006 af det internetbaserede co-creation miljø, ”Propellerhead”)

Brugeroplevelsen med co-creation er med andre ord en væsentlig faktor, og du skal kun co-create med dine brugere, hvis du reelt har ressourcerne og engagementet til at lytte og tage stilling til brugernes bidrag.

…så ønsker du at innovere dit produkt på den ene eller anden måde, kan du lide hyggelige samtaler med kunder og er du økonomisk bevidst, så er det bare med at gå i gang med co-creation.

Co-creation-tjekliste

  • tag stilling til, hvilken viden det er, du søger, og hvem det er, der kan hjælpe dig med de udfordringer, du står overfor. Er det et specifikt nu-og-her funktionsproblem i dit produkt, eller er det en langsigtet idé om at skabe en helt ny proces for, hvordan vi arbejder, læser bøger på nettet eller anskaffer billeder til aviser og andre medier.
  • tag stilling til, hvad du ønsker at få ud af et samarbejde med dine brugere. Er det produkt-design, funktionalitet, et nyt publikum du forsøger at række ud til, helt nye services eller produkter? Søger du ekspertviden, eller er det den bredere brugerflade, du forsøger at tappe ind på?
  • tag stilling til, hvilke ressourcer du er villig til at lægge i en co-creation proces. For vælger du co-creation, så skal du gøre det helhjertet og være tilgængelig for dine brugere og for det arbejde, de lægger i din service eller dit produkt.

Denne artikel blev co-createt af to skribenter fra Trendsonline, Mikkel og Pia, som skabte artiklen sammen via Podio uden at have mødtes eller talt sammen om artiklen. Brug kommentarboksen nedenunder til at dele din holdning til Trendsonline-skribenternes synspunkter – er der eventuelt nogle synspunkter, du er uenig i, og hvad er dine oplevelser med co-creation?

Skrevet af

Læs også

Top