Arkiver

Nyheder

Drinkster skaber succes med ny anbefalingsfeature

På blot tre dage har Drinkster, med deres nye anbefalingsfeature, fået udsendt mere end 40.000 notifikationer til Facebook-brugere, hvilket har øget trafikken og handlen på sitet betragteligt.

I sidste uge launchede folkene bag Drinkster et initiativ, der skulle få brugerne til at anbefale app’en til deres Facebook-netværk til at bruge app’en. Kort fortalt er motivationen bag anbefalingen, at de allerede eksisterende brugere får 25 kroner, når/hvis deres venner tager imod invitationen og gennemfører deres første køb på Drinkster.dk. Samtidig får brugerens ven 25 kroner at handle for, hvis vedkommende tager imod invitationen. Så har man 100 venner på Facebook, der ender med at handle på Drinkster.dk, modtager den oprindelige bruger altså 2.500 kroner til at bruge på sitet.

Den nye feature resulterede i, at der på godt og vel tre dage blev udsendt over 40.000 notifikationer/invitationer på Facebook, og det er noget, man har kunnet mærke på Drinkster.

“Det giver en masse trafik på siden, og det kan vi allerede mærke meget til nu. Sidste uge har vi omsat for en del mere, end vi normalt gør – så det er jo pisse fedt. Det handler så om for os at konvertere dem til køb eller signups,” fortæller partner i Drinkster, Mads Lund, til Trendsonline.

Kode kan komme andre til gode

Med blot en uges tid på bagen er det svært at se, hvor stor en effekt den nye feature vil få for Drinkster. Men griber folkene bag det rigtigt an og konverterer så godt som muligt, så anslår Mads Lund, at det kan ende med at være det bedste marketinginitiativ i startuppens historie.

“Lad os lege med et lille regneeksempel: Hvis vi får 50.000 udsendte invitationer om måneden, og fem procent konverterer til brugere, så får vi 2.500 nye brugere om måneden. Hvis så bare ti procent af dem foretager ét køb per måned, med en gennemsnitsindtjening på 100 kroner, så er der en omsætning på 25.000 kroner om måneden (300.000 kroner om året) bare på dette initiativ,” siger Mads Lund og fortsætter;

“Så vi står eventuelt overfor noget, der kan tage væksten af forretningen til et helt nyt niveau.”

Det er altså ikke småting, den nye feature kan få af betydning for Drinkster. Men det kan også komme andre startups til gavn og måske give folkene bag byturs-app’en en lille ekstraindtjening. Lige nu er man nemlig ved at rense koden, så andre kan få og implementere den selv.

“Dog skal det ikke være alle, der er jo noget, der mistes, hvis alle har den. Så om det bliver efter “først til mølle” princippet eller hvad, det har vi ikke besluttet endnu. Der har dog allerede været en del, der har skrevet og spurgt, om de må købe koden, og hvad den koster. Men vi aner ikke, hvad den skal koste,” siger Mads Lund.

2 kommentarer

Skriv et svar