Arkiver

Nyheder

Slips og slidte jeans

Iværk & Vækst er Danmarks største inspirationsforum for iværksættere og vækstvirksomheder og blev afholdt i fredag til lørdag d. 13-14 septempter i Øksnehallen. Flere af Trendsonline skribenter var på pletten, og i denne reportage deler Mikkel Sørensen ud af sine oplevelser fra messen – del 1/3.

Øksnehallen var fyldt op med stande med virksomheder og organisationer, som var på stedet for at komme i kontakt med iværksættere. Det var alt lige fra revisionsselskaber, inkassofirmaer, kapitalfonde til offentlige iværksætter-rådgivnings-serviceorganer. Når man gik omkring på messen, fik man – som det hører sig til på messer – udleveret merchandise, brochurer, bøger og endda kolde fadøl.

Der var mange unge mennesker på messen, og der var faktisk også mange unge kvinder på stedet. Meget positivt, når man tænker på, at kvinderne er lidt bagud i iværksætter-statistikkerne.

Sidst jeg var i Øksnehallen, var det til den årlige Karrieremesse, hvor corporate virksomheder profilerer sig, og da var det fløjlsbukserne og de sorte nederdele, der dominerede messen. Disse var da også til at få øje på her på messen, især ved standende, men ellers, og særligt oppe på scenerne, hvor succes-iværksætterne delte ud af deres viden, var stilen afslappet med jeans og t-shirts. Det her indlæg skal ikke handle om mode, slet ikke, men det siger noget om den danske iværksætter-kultur: Det handler heldigvis ikke om, hvordan du ser ud, hvilken alder du har, din jargon, etc., etc. – det handler om, hvad du siger.

Der var også stor diversitet blandt de folk, som pitchede deres iværksætteridéer på messen, og der var også fuldt fokus på de idéer, der blev pitchet. Manden bag Dating.dk, Morten Wagner, leverede for eksempel en fantastisk inspirerende præsentation, som var meget humoristisk og energisk til stående bifald fra hele salen – iført slidte jeans, t-shirt og sneakers.

Datingkongen, DKBN og Facebook

Wagner var egentlig forbi messen for at promovere sin biografi ”Datingkongen” og Dating.dk, men det var næsten mere interessant at høre Wagners syn på historien om ét af hans andre tidligere websites, DKBN.dk. Sitet eksisterede længe før Facebook og var, ligesom Facebook, et social media site, hvor man som bruger havde en profilside og var venner med andre profiler på siden.

Men hvorfor migrerede alle DKBN-brugerne over på Facebook i løbet af to måneder efter den amerikanske gigant kom til Danmark? Wagners svar: På Facebook hedder man ikke et alias, som “Flot_fyr_19” eller ”DraMaQu33N_18”, som brugerne eksempelvis hed på DKBN. På Facebook hedder alle deres rigtige navn på Facebook, og alle kan således hurtigt finde og tilføje alle de mennesker, de kender, til deres netværk på siden.

Pointen at tage med fra den historie er, at man kan være flere spillere i det samme relativt lille markedsspace, men når pludselig én af spillerne finder ud af, hvordan det skal twistes, så løsningen bliver helt rigtig, så kan det lynhurtigt gå rigtig stærkt for denne spiller – og lynhurtigt gå rigtig langsomt for de øvrige spillere.

Hvad skulle der twistes i dit produkt for, at det fik den helt rigtige twist, så det blev helt rigtigt og interessant for masserne? Hvad tænker DU om Facebooks succes – eller – Dating.dk’s succes eller hvad oplevede du på messen? Deltag gerne i debatten her på Trendsonline.

Skriv et svar