Arkiver

Nyheder

Startup Weekend Borgen blev afholdt med succes

Der blev pitchet og stemt om 36 ideer, uddelt røde idékasketter til de idémænd/kvinder, der fik flest stemmer, lavet hold – og så blev der ellers arbejdet hårdt i 54 timer på at udvikle ideerne. Af Mikkel Sørensen, deltager, og Pia Ella Elmegård.

Der var 14 hold der samarbejdede for at udfordre de nuværende systemer. Ideer om en anden form for Folkeafstemning, Diversify der skal bygge bro mellem danskere og expats i Danmark, og OddFood hvis mål er at nedsætte madspild.

Noget der var rigtig fedt ved arrangementet var, at der var mange mentorer til arrangementet som stillede deres viden og ekspertise om fx økonomi, jura velfærdsinnovation til rådighed. Mentorerne var meget dygtige og kunne coache teamet videre når teamets arbejde med idéudviklingen bevægede sig ind på disse områder og der opstod tvivl og diskussioner i teamet.

Mikkel (blogger på Trendsonline) arbejdede i et team om et intermediary site for børnefamilier og fritidsaktivitets-virksomheder, og i teamet opstod der på et tidspunkt tvivl omkring mulighederne for samarbejder med offentlige institutioner. Her var det en utrolig luksus at sidde på Christiansborg og få flere besøg af flere politikere der alle gav en meget engageret vurdering af sagen.

”Vi fik besøg af en ung kvindelig kommunalpolitiker fra Liberal Alliance som gav mange gode input og bagefter havde vi besøg af Uffe Elbæk som virkelig gav sig god tid til at sætte sig ind i idéen og kom med mange gode forslag,” siger Mikkel Sørensen, ITU.

Vinderens produkt er en hemmelighed
Vinderen af konkurrencen var indenfor industrielt funktionelt design og således ikke indenfor tech-kategorien, som er fokus for denne blog. Desuden meddelte vindergruppen, at de ikke endnu har fået patenteret (det meget originale og geniale) design, så vi vil derfor skrive om vinderidéen ved senere lejlighed her på Trendsonline.dk.

Vinderen af Tech-kategorien var ”Meetio”, et webredskab der fokuserede på én eneste ting: mødeplanlægning. Dommernes begrundelse var bl.a., at de selv kendte til problemet med dårlig mødeplanlægning og at de eksisterende konkurrenter på markedet fokuserede på mange andre funktioner end mødeplanlægning.

Der var ikke mangel på engagement i bygningen, men desværre kom live-streamingen ikke til at fungere, og Twitter folket var ikke dukket op til SWBorgen.

 

Til gengæld var Instagram folket med til festen fra start til slut.