Startup går online og tager skraldet for danskerne

Med en erklæret mission om at gøre skraldeafhentning nemt og overskueligt for den almindelige dansker har Steffen Rasmussen startet Junkbusters, der ved hjælp af en digital løsning sørger for, at dit skrald forsvinder.

Det var efter en tur til England, hvor firmaet AnyJunk tilbød en lignende service, at Steffen tog affære og startede sit skraldefirma, der tilbyder både privat- og erhvervskunder hjælp til at klare affaldet.

”Da jeg kom hjem fra England, startede jeg en kort undersøgelse af markedet, som gik ud på at ringe til virksomheder og spørge, hvad de gjorde af det affald, der ikke kunne gå i skraldespanden. Da jeg ikke kunne få et entydigt svar fra dem, tænkte jeg, at der måtte være et marked for JunkBusters,” forklarer han. tweet

Fra vognmand til internet
Hvor Steffens firma i starten ofte selv var ude og hente skraldet, fungerer de i dag mere som digitale brokers mellem virksomhed og affaldshentende vognmænd – meget lig sider som Just-Eat.dk og Nemlig.com.

Junkbusters_vogn

Junkbusters har udnyttet digitaliseringens muligheder inden for en branche, hvor markedet endnu er umodent. Affald er ikke et buzzword, og derfor er renovationsbranchen et marked, man digitalt kan forsøge at sætte sig tungt på.

”Det har været en kæmpe udfordring for mig at omstille min hjerne til at skulle gå fra at være en slags vognmand til at styre en netbutik. Vi er i dag mere en internetbutik, hvor kunden kan bestille afhentning af affald. Vi henter mindre og mindre skrald, men står i højere grad for kundeservice, branding, bestilling og økonomi,” forklarer han og fortsætter: ”Formålet har været at gøre affaldsbranchen nem og forståelig for alle slags kunder, og jeg synes selv, det er nyskabende.” tweet

Service til alle – i hele Norden
Da først idé var blevet omsat til realitet, troede Steffen, at det ville gå hurtigt, men det er først i dag, at det rigtig er begyndt at tage fart, siger han.

”Jeg havde en urealistisk tidsplan, der sagde, at det skulle være meget stort meget hurtigt. Det er typisk mig, og jeg er blevet mere realistisk siden da,” siger Steffen. Ambitionen har hele tiden være at levere ydelser til alle typer af kunder, herunder både privat- og erhvervskunder, og det tager tid. tweet

”Den daglige kundeservice er vigtig, og vi bruger meget tid på at rådgive både små og store kunder i, hvad der er den bedste løsning for dem – skræddersyet og lokalt tilpasset.” tweet

JunkBusters er allerede lanceret i Sverige, og Steffen forventer senere i år at kunne søsætte firmaet i Norge. De vil fra starten fokusere deres indsats i udlandet mere digitalt, end det var tilfældet i Danmark. Det digitale system bliver den bærende faktor, som kan skaleres til andre lande, og som er billigt og hurtigere at vækste.

Trendsonline.dk synes, det er en spændende udvikling, vi ser, hvor digitaliseringen bliver en mere og mere integreret del af danskernes hverdag. Vi glæder os over det ambitiøse projekt og ser mulighederne i at være de første, der opdager et hul i markedet.

Læs også

Top