Arkiver

Nyheder

CHASER: Nethandel på forbrugernes præmisser

Cromian måtte vælge mellem brugervenlighed og udviklervenlighed. Det blev heldigvis brugerne, der vandt. Trendsonline.dk har snakket med ophavsmanden Kristoffer Nielsen, der fortæller om, hvordan det dedikerede team bag CHASER, selv indhenter sin data i dagligvareforretningerne for at undgå reklamespam på app’en.

Det er blevet nemt og populært at lave indkøbssedler og handle på nettet, men nu skal det ske på forbrugernes præmisser frem for supermarkedernes. Det mener gruppen af studerende, som står bag den nye dagligvare-app CHASER.

CHASER er en gratis, intuitiv og brugerintelligent dagligvaresøgnings-app. App’en gør det enkelt og hurtigt at finde dine dagligvarer blandt supermarkedernes basissortiment og ugetilbud. Når du har lavet din indkøbsseddel, finder CHASER de mest oplagte supermarkeder, hvor du kan få dine varer billigst.

Brugervenlighed i højsædet
Der er lagt vægt på brugervenlighed, intuitivt design og lækre illustrationer. App’en husker dine tidligere indtastninger og lærer dine præferencer at kende, hvis du er lactoseintolerant, ønsker glutenfri eller økologiske produkter.

Det var derfor også en torn i øjet, da spørgsmålet om reklamer kom på bordet. Det var nemlig prisen for et samarbejde med supermarkederne. Da gruppen startede projektet, havde de ikke forestillet sig at launche projektet uden en kontrakt med supermarkederne, fortæller Kristoffer, men da forhandlingerne indbefattede reklamer rettet mod forbrugerne, besluttede de sig for at tage sagen i egen hånd alligevel.

”Det synes vi simpelthen gik for meget på kompromis med brugerne. App’en skulle gøre hverdagen lettere, og det bliver ikke lettere, hvis du alligevel bliver spammet med reklamer. Det er jo det, vi prøver at bekæmpe,” siger Kristoffer til Trendsonline.dk.

Formålet med CHASER er nemlig at gøre det trivielle nemmere, og det er netop, hvad Kristoffer brænder for. Derfor går teamet gerne selv fysisk ud i forretningerne og indhenter sine prisdata.

Chaser

Også en mulighed for supermarkederne
På nuværende tidspunkt kan CHASER tilbyde adgang til dagligvarer og ugetilbud fra Rema 1000, Fakta og Netto.

”Det er et kæmpe arbejde at holde app’en løbende opdateret, og derfor holder vi os til de tre. Men jo flere brugere vi får, desto bedre kan det blive for forbrugerne. Så kan vi bedre presse supermarkederne.”

Det er stadig håbet, at supermarkederne vil få øjnene op for et samarbejde uden push-reklamer.

”Vi vil rigtig gerne have forhandlingerne op at køre med supermarkederne. Hvis de gamle supermarkeder vil konkurrere med de nye online, må de gøre sig mere mobile. Og det kan de gøre inde på vores platform,” forklarer Kristoffer.

Han afslører, at fremtidsplanerne involverer både Norge og Sverige og på sigt måske også både Englang og Tyskland.

Langt fra færdig
Kristoffer har masser af ideer til nye projekter og tilstår, at han er lidt af en nørd, der elsker at lave projekter, der giver mulighed for at sætte sig ind i noget nyt. Men han understreger, at CHASER ikke vil blive overset.

”Du må endelig ikke skrive, at der er nogle af os, der er tilfredse med den endnu,” siger han med et grin, ”vi har et super godt fundament. Det er vi meget stolte af, og så håber vi bare, der er nogle derude, der har lyst til at bruge den.

Det er den utopiske drøm om, at det tager 5 minutter at handle i Fakta. Det gør det jo aldrig!” afslutter Kristoffer.

App’en er lige på trapperne til Android, så til dem af jer der ikke har kunnet være med endnu, kan I godt begynde at glæde jer!

Her på Trendsonline.dk håber vi, at det lykkes for Cromian at opfylde utopien, og vi byder dem hjertlig velkommen.

Skriv et svar