Arkiver

Nyheder

Drivkraftige iværksættere fulde af handling

Folk i det danske startupmiljø tager sagen i egen hånd. Baseret på personlige behov sætter de danske iværksættere sig for at udfylde huller i markedet. Her på Trendsonline.dk har vi tidligere skrevet om danske startups som Nooda, Worddone, Tatau og Everplaces, der alle er startet på denne baggrund.

kaaber

Selv Trendsonline.dk er startet for at fylde ud et sted, hvor der manglede noget. For som man siger: når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Det samme gælder nu for direktør, iværksætter og selvstændig konsulent Claus Kaaber, der lige nu kan opleves i programmet ”Gal eller Normal – til jobsamtale” på DR1.

Claus har startet virksomheden GoMentor, der har til formål at give sine brugere et overskueligt overblik over det store udvalg af psykologer, psykoterapeuter og coaches i Danmark. På den måde bliver det nemmere at vælge, og man kan dermed få hurtigere hjælp til sin specifikke problemstilling.

”Først og fremmest, så er GoMentor gået ind på markedet for at skabe gennemsigtighed, tilgængelighed og åbenhed på et marked, der gennem mange år har været præget af manglende overblik. Det er jo lidt “once in a lifetime” man har brug for samtaleterapi, og det betyder, at der er brug for en online portal som giver overblikket over branchen”, lyder det fra Claus Kaaber.

Angst vendt til handlekraft

Siden Claus var 30 år har han selv lidt af den psykiske lidelse angst. Det fik hans øjne op for, hvor uoverskueligt det kan være at navigere rundt i det store udvalg af psykologer, psykoterapeuter og coaches i Danmark. Der var mange spørgsmål som: Hvem er bedst til at hjælpe mig med lige netop min problemstilling? Hvordan ved jeg at behandleren er god? Hvor kan jeg bruge min henvisning og hvad koster det?

Claus øjnede således, på baggrund af sit eget personlige behov for mere overskuelighed på behandlingsområdet, et hul i markedet, og satte sig for at udfylde det selv.

En “ikke så pæn” tatovering

En lignende tilgang havde drengene bag tatoveringssitet Tatau.dk. Efter at have fået deres andel af “ikke så pæne” tatoveringer på grund af manglende kendskab til markedet, besluttede de – mange tatoveringer og en del erfaring efter – at lave et site, hvor alle landets tatovører blev samlet på ét sted, for på den måde at tilbyde brugerne overblik, samt rådgivning via ratingsystemer.

Gennem deres platform ville teamet kunne hjælpe andre med at få det rette overblik og kendskab til markedet, inden de fik lavet den permanente tusch.

“Værdien hos forbrugerne ligger i, at de får mulighed for at se/læse om mange forskellige tatovører samt læse andres vurdering af dem. De får altså muligheden for at lave en gennemgående research af de mange tatovører på markedet, så de kan finde frem til den helt rette til deres behov”, forklarer de tre foundere bag Tatau.dk.

danielglassowfriislaursenSynliggørelse af det danske startupmiljø

Her hos Trendsonline.dk var det founder Daniel G.F. Laursens vision at skabe et site, der kunne fungerer som knudepunkt for det danske startupmiljø. Et site hvor nye startups, der manglede eksponering, netværk og rådgivning kunne henvende sig, og et site, hvor de alment interesserede i digitalt iværksætteri kunne få stillet sulten. Igen var det her en personlig oplevelse, der fik Daniel til at se, at vi for alvor manglede sådan et medie i Danmark.

”Jeg var co-founder på et andet startup Amazezig der fik investering i 2007. Undervejs i forløbet med virksomheden undrede det mig at der ikke var et dansk site der omtalte hvad der skete indenfor IT iværksætteri. Da vi gik konkurs i 2010, var dette behov tydeligere og alle de muligheder der kunne have hjulpet os, var ikke synliggjorte for os. Derfor valgte jeg at starte Trendsonline – en blog om startups og online trends”, forklarer Daniel.

En egenskab der altså lader til at gå igen for founderne bag denne type startups er, at de aktivt vælger at tage initiativ, når de ser behov eller udfordringer, i stedet for at læne sig tilbage og ærgre sig over at andre ikke har gjort noget ved det endnu.

Udfordringer som Stomi-dater

Et projekt mere lig Claus Kaabers GoMentor er Torben Nielsens Stomidating.com, et datingsite for folk med stomi. Torben Nielsen, lider selv af stomi og kender således de udfordringer, der kan være forbundet med at date som Stomist. Som han forklarer det i et tidligere interview her på Trendsonline.dk:

“…som Stomist har man en anden udfordring i forbindelse med dating – alle de gange, man bliver valgt fra pga. én eller to poser på maven, gnaver sig ind under huden og forårsager, at selvtilliden daler, og når dén er nede, er chancerne for at tiltrække det andet køn, ikke så overvældende.”

Afmystificering af de psykiske lidelser

Det samme har været en af målsætninger for Claus Kaaber i hans projekt med GoMentor, nemlig at få afmystificeret folk med psykisk lidelse. Ligesom Torben Nielsen fra Stomidating.com forklarer, at folk med stomi oplever at blive valgt fra på grund af deres “pose på maven”, oplever folk med psykiske lidelser ligeledes at blive afvist, fordi folk ikke ved, hvordan de skal forholde sig til problemstillingen.

Særligt på arbejdsmarkedet er det et problem, da afvisningen ikke skyldes manglende færdigheder fra den psykisk lidendes side, men manglende kendskab til sygdommen fra arbejdsgivers side og dens reelle konsekvenser for arbejdsindsatsen.

“Mine oplevelser fra arbejdsmarkedet er blandede, men grundlæggende præget af en lukkethed i forhold til at tale om psykiske problemer. Jeg ville ønske vi kunne få mere åbenhed på arbejdspladsen, så man kunne tale om det. Ligesom man fortæller sine kolleger, at man er lidt snottet eller har lidt kvalme, så skulle det også være helt normalt at fortælle kollegerne, at man er lidt psykisk sårbar i dag”, forklarer Claus med et blink i øjet og fortsætter:

“Jeg er ret overbevist om, at rigtig mange kolleger og ledere gerne vil af med dette tabu, men de fleste syntes det er svært. Det er ikke så let at håndtere og forstå psykisk sygdom – netop fordi det jo er en usynlig sygdom. Man ved, hvordan det er at have ondt i ryggen, men det er de færreste som ved, hvordan det er at blive ramt af panikangst”.

Vejledning til virksomheder og arbejdsgivere

Med GoMentor ønsker Claus Kaaber således ud over at tilbyde vejledning til personen med den psykiske lidelse, også at tilbyde virksomheder og arbejdsgivere rådgivning i, hvordan man som kollega og arbejdsgiver skal reagere på problemstillingen.

Her på Trendsonline er vi begejstrede for de mange initiativer, hvor det er det personlige behov der driver de handlekraftige danske iværksættere til aktivt selv at gøre noget for at opfylde de behov og udfordringer, der viser sig på markedet.

Dette er passion og handlekraft så det batter, og så er det oven i købet med til at skabe vækst og jobs i DK.

Skriv et svar