Silicon Drinkabout CPH som indgang til kernen i det danske startupmiljø

De fleste kontorfællesskaber er åbne og aktive, virksomheder afholder gratis arrangementer rettet mod startupmiljøet, og der afholdes diverse events af iværksætterne selv. Men hvor let er det at finde dem? Og finder man dem, føler man sig så alligevel velkommen?

Som nichemediet om det danske startupmiljø hører Trendsonline.dk rigtig mange fantastiske nyheder, men vi får (heldigvis) også rigtig mange spørgsmål fra nysgerrige, og nogle gange frustrerede, iværksættere. På den ene side hører vi, hvor svært det kan være at møde andre iværksættere, og på den anden side ved vi, at der findes næsten dagligt startupevents åbne for alle.

Nu har teamet bag Trendsonline.dk fået mulighed for at overtage det danske kapitel af Silicon Drinkabout initiativet, startet af 3Beards i London for præcis 3 år siden i fredags. Vi er rigtig glade for at overtage Silicon Drinkabout i København – og klar!

København den første by til at adoptere fredagsbaren

Silicon Drinkabout fejrede sin 6 måneders jubilæum i Danmark da Trendsonline.dk skrev om det i starten af november, samtidigt med at TechChrunch skrev, at der nu endeligt også kunne blive sagt velkommen til udvidelser i New York, Toronto, Sao Paulo og Sofia. Silicon Drinkabout startede i London i 2011, og den danske udgave var den første udvidelse. Det første år har kørt med tre inspirerende iværksættere bag: Neil Murray, The Nordic Web og VIP VoIP, Michael Reibel Boesen, founder af Biomicore og VP Operations i Silicon Vikings Copenhagen, og Simon Stubbe fra BillyTracker og Project Canvas.

Silicon Drinkabout handler om at møde hinanden under helt uformelle forhold med en drink i hånden efter en lang uge i iværksætteriets tegn. Her kan vi allesammen komme forbi og møde andre fra den københavnske startupscene – her kan vi dele erfaringer, og fortælle om det som Moster, Farfar og Lønslave-ven ikke helt forstår. Og vi kan puste ud sammen på en af Københavns mange barer!

Silicon Drinkabout er invitationen til fredagens startupevent

Fordi der afholdes rigtig mange spændende events, fredagsbarer, housewarmings og fødselsdage, har vi besluttet at lade Silicon Drinkabout CPH være indgangspasset til fredagens startupevent. Gennem facebook gruppen Silicon Drinkabout CPH inviterer vi til fredagsbarer og andre startupevents i et forsøg på at åbne endnu bedre op for startupmiljøet i København.

Vi har tidligere smeltet Silicon Drinkabout CPH sammen med startupevents med stor succes, både til en åben fredagsbar i Rocket Labs kontorfællesskabet og igen til 3-års fødselsdag hos det danske startup Bownty.

Når der ikke er et event på ugens fredag, så finder vi naturligvis en af de mange gode barer et sted i København, og så mødes vi da der!

Holder I housewarming eller fredagsbar?

Hvis I gerne vil have besøg af  iværksættere fra den danske startupscene, så send os en besked på startupDK@trendsonline.dk eller smid en besked i indbakken i den åbne facebook gruppe Silicon Drinkabout CPH eller find os på Twitter @DrinkaboutCPH.

Vi håber, at vi sammen kan gøre Silicon Drinkabout CPH til en endnu større succes her i København. Kom med!

 Læs mere om Silicon Drinkabout CPH initiativet her.

 

Skrevet af

Læs også

Top