Smartplan co-founder: “Virkeligheden skubber tilbage”

Vi har for snart et år siden skrevet om, hvordan det Aarhus-baserede Smartplan lancerede deres produkt i en kamp mod uret. Uden finansiering ville de på 16 uger bygge og lancere et produkt til at håndtere online vagtplaner. Kampen mod uret stoppede aldrig og co-founder Mathias Aggerbo kan i dag fortælle Trendsonline.dk, at Smartplan nu har en indtjening, men endnu forsøger at finde det helt rigtige customer fit.

Smartplan_MathiasAggerbo2De tre foundere af Smartplan har nu lært, at 16 uger er nok tid til at sparke et startup i gang, men ikke til at tjene penge. Først for 2 måneder siden begyndte de første kunder at betale. En kendsgerning, der har udfordret tålmodigheden i det daglige arbejde.

“Det interessante ved at sætte et produkt i verden er, at virkeligheden skubber tilbage. Virkeligheden tager ikke bare imod med kyshånd, som var dit produkt guds gave til folket,” siger Mathias Aggerbo om den første tid på markedet for online vagtplaner.

Uden investering er tid den afgørende faktor

“Vi har ingen investorer og vores største forbedring på kontoret, siden vi lancerede, er vores nyindkøbte microovn.”

De fleste startups kender til den situation, som Mathias Aggerbo beskriver, hvor man bootstrapper helt ind til benet, fordi man endnu kæmper med at finde den helt rigtige forretningsmodel.

“Hvis vi ønsker noget forbedret på produktet, er tid konstant en begrænsende faktor. Det er klart, at vi bliver utålmodige og frustrerede, når tingene går langsomt. At lancere et produkt som vores uden finansering er ét langt træk. Motivationen findes i de små ting, mere end hurtige resultater, og for os handler hver dag om at befri endnu en vagtplan fra excel-arket og bringe det online.”

 

Smartplan_funktioner

Indtil koden er knækket, og man, som Smartplan gjorde det for to måneder siden, begynder at tjene penge på sit startup, må hver og en krone vendes og overvejes, før den bruges. Teamet har holdt gejsten oppe og fejret de små successer – et excel-ark af gangen.

Flere danske startups kæmper for at øge din produktivitet

Mens teamet bag Smartplan har været fokuserede på deres startup, har et andet vagtplanlægningssystem fået en del opmærksomhed. Det danske startup Planday fik en investering fra ventureselskabet Creandum på et tocifret millionbeløb, og deltog også i det store TechCrunch Disrupt New York, hvor Trendsonline.dk også var med.

christian brøndumPlanday Founder og CEO Christian Brøndum sagde i starten af maj dette om investeringens hjælp til internationalisering:

“Vi vil være det system, de vælger, da vi har rigtig god erfaring med at holde på kunderne, når de tager vores system i brug. Med kapitalen fra Creandum kan vi lige præcis tage disse skridt langt hurtigere, end vi ellers ville have kunnet, og dermed har vi en reel chance for at komme vores udenlandske konkurrenter i forkøbet.”

Bag denne investering er ikke kun risikovillig kapital fra svenske Creandum, men også deres erfaring. Creandum har tidligere investeret i danske digitale iværksættervirksomheder som FitbayVivino og Autobutler, som Trendsonline.dk tidligere har skrevet om.

Alligevel mener Mathias Aggerbo, at der er plads til Smartplan, der differentierer sig fra Planday ved at fokusere på at være alternativet til Excel frem for en alt-i-en løsning.

“Vi har stor respekt for Planday og for, hvad de har opnået. På en måde kan man vel godt sige, at vi ser op til dem. Vi mener heller ikke, at vi er konkurrenter. Vi er et simplere alternativ for virksomheder, der ikke har behov for HR-systemer og avancerede funktioner. Vores mål er ikke at give virksomheder en alt-i-en løsning, men et alternativ til Excel,” udtaler Mathias Aggerbo til Trendsonline.dk.

Smartplan_website

Danske Smartplan servicerer i dag mere end 2.000 brugere fordelt på knap 300 mindre virksomheder og foreninger i Danmark. Mathias Aggerbo er desuden også co-founder af Webloftet, der udvikler og leverer web-applikationer.

Du kan følge både Smartplan og Mathias Aggerbo på Twitter.

Skrevet af

Læs også

Top