Tech-toolbox: Hvilke kapitalrunder kan du rejse som early-stage startup?

Denne artikel er en del af vores Content Partner-program og er skrevet i samarbejde med Vækstfonden – statens finansieringsfond, der siden 1992 har stillet kapital og kompetencer til rådighed og dermed medvirket til at skabe flere nye danske vækstvirksomheder. Vækstfonden investerer på tværs af industrier, særligt med fokus på og kompetence inden for it, medikoteknik, cleantech og industriel teknologi.

Som nystartet iværksætter kan der være mange udfordringer forbundet med at skaffe kapital. For at få et lån i banken, skal du kunne stille den nødvendige sikkerhed, og det er stort set umuligt som helt nyt startup. Vi har talt med partner i Vækstfondens ventureteam Søren Jessen Nielsen, og har bedt ham give os et overblik over, hvor du med fordel kan gå hen, når du søger kapital til dit startup, og et indblik i de fordele og ulemper, der kan være forbundet med de forskellige finansieringskilder.

Helt i begyndelsen, når du skal rejse kapital, kan der enten være tale om en pre-seed eller seed kapitalrejsningsrunde. Det kommer an på hvor langt din virksomhed er i sin udvikling. Har du fx et stærkt team og en PowerPoint-præsentation, så er der tale om en pre-seed investeringsrunde. Hvis du derudover også har en demo, der virker, eller en første udgave af dit produkt, positive tilkendegivelser fra potentielle kunder eller sågar kunde-traction, så er der tale om en reel seed investeringsrunde.

Her er der fire forskellige steder, du med fordel kan henvende dig; venner og familie, business angels, innovationsmiljøer og enkelte venturefonde.

Venner og familie
Vækstfonden_SørenJessenNielsenHar du ikke selv penge gemt af vejen til at starte din virksomhed op, er venner og familie et oplagt sted at starte. Hvis du er god til at sælge din ide, kan du måske endda allerede skaffe pengene her, inden du stifter selskabet.

”Den nemmeste kapital finder du oftest hos venner, gode bekendte og familie. Og det vil typisk være mindre beløb, men også beløb, der kan spille en afgørende rolle helt i starten af en virksomheds liv. Ulempen ved at få familie og venner til at investere er, at det kan blive en ubehagelig oplevelse, hvis tingene ikke går godt for virksomheden, og du bliver nødt til at forklare dig over for dine nærmeste – enten hvis du vil bede om flere penge, eller hvis du skal forklare dem, hvorfor deres investering er tabt,” siger Søren Jessen Nielsen til Trendsonline.dk.

Business angels
Kan du ikke få hul igennem hos familie og venner, eller ønsker du ikke at gå den vej, kan du forsøge at pitche din ide for nogle professionelle business angels. Et eksempel på en sådan person er Jesper Buch, medejer af blandt andre Miinto, Drinkster og GoMentor, eller Tommy Ahlers, som i 2010 investerede i Podio.

”Mange business angels er selv iværksættere og vil gerne investere meget tidligt og deltage aktivt i det strategiske arbejde. Andre er ok med at være en passive investorer og vil gerne investere, fordi de har en passion for startups. Disse personer er ofte meget risikovillige og har råd til at investere relativt store beløb. De kan som regel også bidrage med væsentlige kompetencer som fx industriindsigt, erfaring med at starte virksomheder op eller erfaring med at føre en virksomhed ud på internationale markeder,” fortæller Søren Jessen Nielsen.

drinkster_buch

Udfordringen ved at gå til en professionelle business angels er, at de kan være sværere at få overtalt til at investere, og når de vælger at gå med i projektet, ønsker de ofte mere ejerskab og kontrol end venner, bekendte og familie vil gøre. En business angel investerer ofte et pænt stort beløb og forventer typisk at få deres investering 10, 20 eller 30 gange igen inden for en periode på 3 til 10 år.

”Til gengæld har de ofte også en del mere tålmodighed og forståelse for, at ting ikke altid udvikler sig efter planen, og de kan træde til med flere penge, hvis det bliver nødvendigt. Du vil også opleve at venturefonde, inkubatorer eller accelerator-programmer, der hjælper startups med at rejse kapital ofte gerne vil syndikere med en eller flere business angels og det bliver næsten altid positivt modtaget hos andre investorer at have en succesfuld business angel med fra starten,” siger Søren Jessen Nielsen.

Det er dog ikke let at få adgang til de gode business angels. Her skal man virkelig være tålmodig og være beredt på at arbejde hårdt for at komme ind i de rigtige netværk og stille op til mange ”pitching møder”. Men lykkes det, er det virkelig et stort plus.

Innovationsmiljøer og tidlig fase (seed) venturefonde
I Danmark kommer pre-seed og seed kapital fra professionelle investorer hovedsageligt fra en af de fire innovationsmiljøer, se fx på Startvækst.dk. Der er dog også eksempler på, at venturefonde tager en tidlig risiko, fx da Northcap Partners investerede i Comparo, eller da Vækstfonden sammen med SEED Capital investerede et to-cifret millionbeløb i danske Black Wood Seven.

”Processen hos innovationsmiljøer og venturefonde er ret formaliseret, og det kan være de dyreste penge at skaffe. Til gengæld får du oftest en investor, der kan være med hele vejen. Fondene har både netværk til at rejse yderligere kapital og et netværk, der kan bidrag med at hjælpe firmaet på forskellig vis. Man skal dog huske på, at venturefonde kun investerer i ca. 2-5% af de nye cases, de møder hvert år. Resten får afslag, så det kan virkelig være et nåleøje at komme igennem. Det er derfor utroligt vigtigt, at man har forberedt sig og afprøvet sin pitch på alle mulige måder, inden man begiver sig ind i sådan et forløb,” siger Søren Jessen Nielsen.

Comparo_web

Denne artikel er en del af vores Content Partner-program og er skrevet i samarbejde med Vækstfonden – statens finansieringsfond, der siden 1992 har stillet kapital og kompetencer til rådighed og dermed medvirket til at skabe flere nye danske vækstvirksomheder. Vækstfonden investerer på tværs af industrier, særligt med fokus på og kompetence inden for it, medikoteknik, cleantech og industriel teknologi.

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

  1. Pingback: Mangler du penge til vækst? | Trendsonline.dk

Top