#prøverigen af Martin Hjort: Husker du at begå fejl?

Nederlag bliver kun læring, hvis man reflekterer over, hvad der kunne være gjort anderledes – til næste gang. To iværksættere besluttede sig for at gøre uge 23 til nederlagets uge, hvor 5 iværksættere deler historierne om det-der-projekt-der-gik-galt. Initiativet blev skudt i gang af Nikolaj Astrup under overskriften “Startupmiljøet – en hyklers paradis” – Læs vores artikel her. De ærlige fortællinger vil vi gerne være med til at give videre, så alle kan del i de erfaringer iværksætterne på den hårde måde har fået. Herunder kan du læse Martin Hjorts #prøverigen.

Begår du nogensinde fejl? Ja, mon ikke du gør. Og gør du ikke, så skal du satme lette røven og komme i gang. Det er ikke for sjov.

Jeg er ikke kæmpe fan af citater, men synes de kan være sjove at tænke over, oftest bare ikke mere end det. To af mine yndlingscitater, er:
martin hjort
If you don’t shoot you can’t score
– Wayne Gretzky

If you don’t make mistakes, you aren’t really trying
– Coleman Hawkins (Jazz saxofonist)

Det kan lyde enormt kliché, men tænker man over det, er netop de to citater, udtryk for at have modet til at prøve og ikke mindst at FEJLE.

Personlig erfaring

For snart 1,5 år siden, januar 2013 for at være præcist, kastede jeg mig ud i at være selvstændig på fuld tid. Efter at have færdiggjort uddannelsen som MultimedieDesigner, stod jeg og skulle vælge mellem, at søge jobs, eller forsætte min tjans som freelancer, som jeg havde havde kørt ved siden af studiet indtil da, for fulde gardiner.

Overvejelserne var primært økonomiske, for jeg vidste jo godt, hvad jeg inderst inde havde mest lyst til: At være selvstændig. At kunne styre min tid selv, og til en hvis grad, selv styre min indtjening. Var jeg dygtig nok, kunne jeg mere eller mindre selv bestemme min timeløn og hvornår jeg ville arbejde. Og hvem tiltaler ikke det i teorien?

Jeg havde udsigt til en stor opgave, der virkeligt kunne kickstarte mit firma, med en super pris, så det blev valget jeg tog: Freelancer på fuld tid.

Et kort flashback

Vi begår alle fejl – store som småSom sagt havde jeg under mit studie, arbejdet som freelancer og der var en hændelse, der for første gang rykkede godt og grundigt, ved min ellers (kunstigt skulle det vise sig) store selvtillid og ikke mindst tro på egne evner. Jeg vågner tilfældigvis en nat, og kigger på min telefon. Jeg kan se der er en SMS fra en kunde, der skriver med store bogstaver, noget i retning af:

“Den er helt gal. Serveren står og sender mails til de samme x antal modtagere, hvert femte minut, og har gjort det i nogle timer. STOP DET NU!”

Det viste sig, at et fejl i et script, som jeg havde bygget, havde sørget for at 250 mennesker fik rigtig mange mails. I rigtig lang tid.Sådan cirka et halvt døgn. Og fanden var løs.

Kunden lever i høj grad af at sælge pr. mail, og med den form for udsendelse, risikerede han at både server og domæne ville blive markeret som spam hos Gmail, Hotmail og hvad de nu ellers hedder, med katastrofale følger som resultat.

Jeg gjorde naturligvis det eneste rigtige: Fik stoppet scriptet og efterfølgende rettet det, så det ikke længere lavede den fejl. Men hvad så bagefter? Kunden var ikke ked af at sende søgsmål ud, havde han fortalt mig i andre sammenhænge, så der stod jeg pludseligt, og risikerede (i mit eget hoved i hvert fald), et økonomisk klask jeg ikke lige ønskede.

Og ikke mindst, så vækkede det noget i mig, jeg før blot havde lukket ned for med en facade: Frygten for at fejle.

Nutiden – sådan da

Da jeg så valgte at kaste mig ud i livet som fuldtids freelancer, havde jeg så denne dejligt store opgave, med en god indtægt til følge, som skulle i gang og altså skulle kickstarte min virksomhed. Jeg havde aldrig haft en opgave af den størrelse før, så da der skulle sættes deadline, var jeg for optimistisk – alt for optimistisk.

Så da vi nærmede os deadline, og jeg kunne se vi overhovedet ikke ville nå det, og de ugentlige test-sessioner via Skype, afslørede fejl hver gang (i øvrigt ikke usædvanligt i et tidligt stadie af udviklingen), kom frygten for at fejle, til at overtage mere og mere.

Til sidst så meget, at jeg ikke så anden udvej, end at søge professionel hjælp og i sidste ende, sende en meget personlig mail til kunden, hvor jeg forklarede situationen.

Nu husker jeg at fejle – og det er præcis sådan det skal være

Ingen går igennem livet uden at begå fejl. Og dem der begår flest fejl, er oftest dem der prøver mest. Selv når du gør dit bedste, laver du fejl. Hvorfor? Fordi du og jeg ikke er alvidende, perfekte mennesker. Kliché, men sandt.

Og dem der begår færrest fejl, er dem der prøver mindst i livet. Dem der ikke tør kaste sig ud i det ukendte, dem der ikke tager sagen i egen hånd og dem der er ligeglade eller bange. Og det kan der være mange fornuftige forklaringer på – det er blot faktum.

Jeg har lært, på den hårde måde, at det at fejle er helt ok. Men jeg har først lært det, efter jeg blev 30. Ingen har fortalt mig om det før, eller vist mig det. I min familie er vi rigtig gode til at lave en facade af ufejlbarlighed, og på den måde, skaber vi bare så mange flere udfordringer for os selv – så ironisk.

Jeg har af to omgange.

Find dine inspirationskilder

Uanset om man som mig, først skal til at lære det, eller om man blot vil huske sig selv på det, kan det være værdifuldt at finde personer der viser, at det er ok at fejle. En mand jeg finder inspiration i, er Nikolaj Astrup.

Nikolaj deler sine fejl, og så kan folk som mig, se på andre mennesker og tænke: “Aaahh så det ER ok at fejle”. Nikolaj er i øvrigt også en mand, der har været udsat for mine fejl, og som jeg også måtte sende en personlig mail til, da jeg endnu engang led et lille knæk i starten af året, og igen måtte hive fat i mine egen personlige og professionelle hjælper/rådgiver/sparringspartner.

Og sådan skal du også finde dine inspirationskilder, ligesom du sikkert gør i alle andre dele af livet. Og så vil jeg da også opfordre til, som Nikolaj også gør det, i hans om hvor hyklerisk det er at snakke om at begå fejl, når man ikke deler de fejl man begår som iværksætter. Dels får man feedback og et klap på skulderen, dels giver du dine erfaringer videre.

Hvad gør du, når du begår fejl?

Har du en plan for, hvad du gør når de begår fejl? Og har du også modet til at rette op på dem, og ikke mindst at erkende dem? Hvis du er en arrogant skiderik, og ikke vil indrømme dine fejl, bliver din tolerancemargin hos venner og bekendte, meget mindre.
Har du derimod nosser til, at erkende dine fejl, er det også meget nemmere at tilgive dig, og så ellers komme videre. Hvis du ellers er et hæderligt menneske, og ikke begår fejl jævnlig forårsaget af ubetænksomhed, så kan folk sagtens tilgive dig.

Jeg læste på et tidspunkt Virkeligheden er klog, af Thomas Rosenstand, og han skriver i bogen:

“Bedøm aldrig folk på deres fejl – men på deres evne og vilje til at rette dem.”

– og hvor er det sandt. Så hvis du tænker dig om, så kan folk langt bedre acceptere fejl hvis du samtidig gør en ihærdig indsats, for at rette på dem.

Ignorerer du dine fejl og de konsekvenser de har, er du for det første en arrogant stodder, men dernæst opnår du ikke respekt og tilgivelse fra dine venner, familie, kunder m.fl.

Undskyldninger er min stærke side

Begår du fejl, skal du gøre dit bedste for at rette op på denDet var sjovt nok her, hvor jeg kunne hente en del trøst. Selvom jeg også har været apatisk under tiden, når jeg har begået fejl, så har jeg den styrke, at begår jeg en fejl, er jeg villig til at indrømme den. For hvor meget taber jeg mere, end jeg allerede har tabt på at begå fejlen? Ikke ret meget vel? Det er egentlig et ret simpelt regnestykke.

Det er klart, at føler jeg ikke det er min skyld, så påtager jeg mig ikke skylden med det samme, men jeg prøver så vidt muligt, at se sagen fra begge sider (nogle vil sige, at jeg er lige lovlig god til den del – det er en anden snak). Jeg prøver i det hele taget, at tænke på, hvordan jeg helst selv gerne vil behandles.

Og så er det da også lidt sjovt

Det er aldrig fedt, med folk der bare plaprer løs, om deres ene succes efter den anden vel? Og det har intet med jantelov at gøre. Det skyldes bare, at man fremstår som arrogant, narcissistisk og latterlig. Det er yderst sjældent man kan kopiere en succes, så man lærer ikke nær så meget af andres succes, som man gør af deres fejl.

Skal man videregive råd fra sin egen succes, ender det ofte ud i en masse klicheér, og hvor langt er vi så kommet?

Derfor er det meget mere interessant, at dele sine fejl og læse om andres fejl. Og læser man om andres fejl, ved man samtidig, at de har erkendt at det var en fejl, er kommet videre og højest sandsynligt kan grine af dem.

Af samme årsag, så synes jeg det mindst lige så sjovt at fortælle om mine børns fuckups, som det er at prale med hvor dygtige de er. For ingen er perfekte, og at forsøge at fremstille nogen som sådan, er bare latterligt og et udtryk for total mangel på realitetssans.

Du kan læse andre indlæg på Martins blog her og følge Martin på Twitter

Læs sidste uges #prøverigen af Halfdan Timm.

Top