AutoUncle i juridisk kamp mod dansk internetgigant

AutoUncle har oplevet stor vækst ved at tilbyde prissammenligninger af brugte biler fra diverse andre hjemmesider, og virksomheden vandt i 2013 E-handelsprisen for bedste nye virksomhed. Men nu trues AutoUncles tjeneste af et fogedforbud fra Bil Markedet ApS, der forbyder deres indsamling af information fra bl.a. de to eBay-ejede sider dba.dk og BilBasen.dk. Af Halgir Winther Nagata

På det danske brugtbilmarked har siderne dba.dk og BilBasen nydt en dominerende position. De ejes begge to af den amerikanske internetgigant eBay. På trods af en tabt retssag mod AutoUncle sidste år, er det nu alligevel lykkedes Bil Markedet ApS advokater at få nedlagt et fogedforbud, der forhindrer AutoUncle i at indeksere deres siders salgsannoncer for indhold, der til dels danner grundlag for AutoUncles sammenligningstjeneste.

“[AutoUncles tjeneste] bygger på vores data, og det princip, vi har noget imod er, at man kan gå ind på en markedsplads som vores, som det har kostet mange penge at udvikle, og så kopiere vores data og bygge en tjeneste på det,” siger Morten Heuing, adm. direktør for Bilbasen, til business.dk.

Hvem har retten til bilforhandlernes annoncer?

johan_frederik_schjødt

“Afgørelsen betyder, at der nu sættes juridisk pigtråd op rundt om forhandlernes bilannoncer på nettet. Og det betyder, at bilforhandlerne mister muligheden for selv at bestemme, hvor deres egne bilannoncer bliver vist,” forklarer Johan Frederik Schjødt, co-founder og CEO hos AutoUncle.

“De fleste af de bilannoncer, der findes på bl.a. Bilbasen.dk, dba.dk, biltorvet.dk og ikke mindst forhandlernes egne hjemmesider er oprettet af individuelle bilforhandlere, der selv har siddet og tastet oplysninger om bilens pris, kilometer osv. ind i et stykke forhandlersoftware, der er ejet af eBay. At det skulle medføre, at eBay overtager retten til bilforhandlernes egne salgsannoncer, svarer til, at Microsoft skulle få ejerskab til mine tekstdokumenter, fordi jeg har brugt stavekontrollen i Word. Det er vores klare opfattelse, at rettighederne til bilannoncerne ligger hos dem, der har skabt annoncerne – nemlig bilforhandlerne,” siger Johan.

Trendsonline.dk har også fået indsigt i en e-mail fra Jess Slott Helle fra Bilernes Hus, en af landets største brugtbilsforhandlere, til Bilbasen ApS. Her sættes der spørgsmål ved Bilbasen ApS’s rettigheder til Bilernes Hus’ informationer.

“Det kan på ingen måde være rigtigt at I med denne dom suverænt kan bestemme over hvor mine biler kan ses – blot fordi vi benytter [Bilbasen ApS forhandlersoftware] Bilinfo til selve indtastningen. Dataoplysningerne er jo naturligvis vores,” skriver Jess i den pågældende e-mail til Bilbasen ApS.

Forhindrer overskuelighed og gennemsigtighed

I et indlæg på AutoUncles hjemmeside kommenteres afgørelsen om fogedforbud, hvor AutoUncle hævder at den forhindrer overskuelighed på brugtbilmarkedet, og det mener AutoUncle er forkert. Over for Trendsonline.dk uddyber Johan:

“Vi bruger alle søgetjenester til at få overblik over priser og information – og det er en dybt integreret del af Internettet. Det her svarer til, at man ikke længere kunne søge og sammenligne boligpriser på Boliga, flybilletpriser på Momondo eller elektronikpriser på Pricerunner. Så taberne i denne sag er i høj grad også forbrugerne og den fri information på Internettet,” siger Johan.

Til trods for denne udfordring på det danske marked, oplever AutoUncle succes på det europæiske marked. På deres hjemmeside fremgår det, at AutoUncle indekserer over seks millioner brugtbilannoncer fra en række europæiske hjemmesider.

Hvad mener du om afgørelsen? Er det ok at tjene penge på at skrabe andre siders indhold? Eller er internettets komplette informationsfrihed altafgørende?

Opdateret kl. 14.15

Top