#prøverigen med Toke Kruse: Min største fiasko var at smøre madpakker til de mindste

Nederlag bliver kun læring, hvis man reflekterer over, hvad der kunne være gjort anderledes – til næste gang. To iværksættere besluttede sig for at gøre uge 23 til nederlagets uge, hvor flere iværksættere delte historierne om det-der-projekt-der-gik-galt. Initiativet blev skudt i gang af Nikolaj Astrup under overskriften “Startupmiljøet – en hyklers paradis” – Læs vores artikel her. De ærlige fortællinger vil vi gerne være med til at give videre, så alle kan del i de erfaringer iværksætterne har fået på den hårde måde. Herunder kan du læse Toke Kruses #prøverigen. Vi giver hermed ordet til Toke.

Den virksomhed, som var den største fiasko, jeg har startet igennem tiden, var madpakkefirmaet MinFrokost.
Få her historien bag fiaskoen og hør, hvad jeg lærte af det, og ikke mindst, hvad der gik galt.

MinFrokost var et simpelt madpakkekoncept til folkeskoler, som bestod i, at vi smurte madpakker (sandwiches, rugbrødsmadder, salater, pølsehorn osv.) leveret direkte ud til skolerne rundt omkring i landet. Forældre og børn kunne bestille og betale maden hjemme fra deres computer. Yderst bekvemt for forældrene og langt lækrere mad til børnene end en flad lun leverståhej. Et veldefineret problem: Kedelige madpakker, som forældre hader at lave, og børn hader at spise. Netop derfor nåede jeg at smøre 14.000 madpakker, mens jeg gik på Copenhagen Business School. Men hvad gik så galt i de 2 år, hvor jeg havde virksomheden, inden jeg drejede nøglen om?

Det gik galt og var årsag til min fiasko
Toke Kruse
Grundlæggende anede jeg intet om logistik, catering og skoler, hvilket betød, at jeg brugte for lang tid på at forstå det bureaukrati, der findes på skoler (forældreråd og skolebestyrelse). Jeg brugte alt for mange penge og for meget tid på at distribuere madpakkerne, og til sidst havde jeg for høje omkostninger til maden i forhold til de priser, som kunderne ville betale. Men det var bare de overordnede fejl, jeg begik. Konkret fejlede jeg på tre essentielle ting yderligere:

#Fejl 1 – betaling

Lige fra starten var vi optimistiske og stolede blindt på, at forældrene ville betale deres regninger, efter at vi havde leveret maden – sådan gik det ikke. Selvom de fleste betalte til tiden, var det først, efter at vi havde brugt ufattelig lang tid på opkrævninger, at størstedelen var hentet hjem.

#Fejl 2 – logistik

Vi havde skoler i både Køge og Nordsjælland og dermed høje logistikomkostninger. Vi skulle have volumen hurtigst muligt, hvilket betød, at vi kastede os over alle de skoler, som sagde ja til vores leveringsmulighed. Det endte med spredning af kunder over et alt for stort område med alt for få leveringer pr. skole.

#Fejl 3 – prisen

Vi havde en udfordring med vores kunder – de havde ikke penge nok på lommen eller prioriterede ikke deres børns sundhed højt nok. De ville gerne have kvalitetsmadpakker, men ville højst betale 10-15 kr. for det (inkl. levering!). I tillæg til det var der slet ikke nok forældre pr. klasse, som benyttede sig af tilbuddet, hvilket betød, at prisen pr. skole også blev for høj.

Det lærte jeg

Helt overordnet set lærte jeg, at man skal bruge tid på de ting, som interesserer en, og som man ved noget om. Hvis du ikke har viden inden for et marked, så spring over. Det koster alt for meget i tid og penge at lære en ny produktkategori at kende.

#Læring 1 – få forudbetalinger

Jeg lærte, at man så vidt muligt skal have penge fra sine kunder på forhånd. Hovedreglen er, at dine kunder ikke betaler til tiden og i værste fald aldrig. På den hårde måde lærte jeg om, hvor vigtigt et økonomisk overblik over sine tilgodehavender er.

#Læring 2 – udbud/efterspørgsel

Selvom dit produkt er godt, og der findes kunder, skal du sørge for, at der findes nok kunder i markedet. Ellers ender du med et supergodt produkt til alt for få aftagere. Med andre ord skal du have styr på udbud og efterspørgsel.

#Læring 3 – prissætning

Prissætning af dit produkt er altafgørende for at få succes. Er det for dyrt, er der for få kunder til at købe, og er det for billigt, taber du penge. Vær derfor sikker på, at dit produkt er i et marked, hvor kunderne vil betale for dit produkt, og du samtidig har profit til overs.

Afslutning – nu skal du til at lave flere fejl

Hvis du aldrig har fejlet, så har du i mine øjne ikke prøvet nok. Jeg glemmer ikke, da en af mine gode venner kom hjem fra skiferie og stolt fortalte, at han ikke var faldet én eneste gang, mens jeg var væltet så mange gange, at jeg ikke engang havde tal på det. Var det fordi, at han var en bedre skiløber end mig? Nej. Var det fordi, at jeg var overmodig? Ja. Hvem lærte mest?

Det gjorde jeg – for jeg lærte af mine fejl og blev bedre til teknikker, som min ven aldrig kom i nærheden af, fordi han ikke udfordrede sig selv nok. Husk at udfordre dig selv og dit team og vær stolt over at fejle – husk bare at lære af det, så du ikke gentager dumme fejl.

Jeg kunne selvfølgelig ærgre mig over, at jeg ikke fik succes med et ellers godt koncept og produkt, hvor (næsten) alt spillede. Men jeg ser anderledes på det: For mig var der en succes i at fejle og lære undervejs. Uden de 14.000 madpakker og andre fejl stod jeg nok ikke der, hvor jeg står i dag. Det er dyrekøbte erfaringer, men de er også svære at få andre steder.

Følg Toke på Twitter, og læs de tidligere indlæg her:

#prøverigen med Halfdan Timm: Wagl var dødsdømt fra starten

#prøverigen med Martin Hjort: Husker du at begå fejl?

Skrevet af

Top