Arkiver

BusinessNyhederSoftware

RushFiles sikrer investering på 19 millioner DKK

Den cloudbaserede fildelingsservice RushFiles.com har modtaget en samlet investering på 19 millioner DKK fra investeringsfonden Insero, sammen med Statens finansierings fond, Vækstfonden og multi-fonden North-East Venture, og kigger nu mod et internationalt marked i vækst.

Den kun to-årige digitale iværksættervirksomhed RushFiles har allerede kontorer i København, Aarhus og Munchen, og lancerede en ny banebrydende fildelingsløsning rettet mod erhvervslivet i august 2012. Med deres software får slutkunden ikke kun den fleksible sync & share løsning, som vi kender fra Dropbox, Box eller Skydrive, men også den sikkerhed, der kommer af at virksomhedens egen IT afdeling kan kontrollere både virksomhedens data og adgangen til samme.

Et internationalt marked med 40,2 % vækst i sigte

I august sidste år skiftede virksomheden fokus til en whitelabel løsning med TDC som den første kunde, for kun en måned siden blev RushFiles udvalgt som en ud af 3 virksomheder til at medvirke i den internationale konkurrence IBM Entrepreneur Day, og nu står teamet med et kapitalindskud på i alt 19 millioner DKK.

Med den nytilførte kapital, vil danske RushFiles udbrede produktet yderligere på det internationale marked – et marked, som ifølge analyser fra Worldwide Forecast and Analysis, Cloud storage market developmenet (2013), vil vokse med 40,2 % i perioden 2012 til 2018. Og investorerne ser frem til væksten hos RushFiles.

“RushFiles har et stærkt hold. De har dyb indsigt i dette marked, og har bevist, at de kan tage en god idé og implementere den på markedet. Vi ser et stort potentiale i RushFiles, deres forretningsmodel er overbevisende og deres produkt følger de store trends, som vi ser på netop dette marked. Det bliver spændende at følge RushFiles’ rejse ud på det internationale marked,” udtaler Partner Jakob Fuhr Hansen fra Vækstfonden.

MortenKlankTeamet bag RushFiles deltog i Scale IT sidste år, for derefter at gå igennem et forløb hos Accelerace, men det var først efter en længere dialog med Vækstfonden og Insero, at der kunne opnås enighed om funding.

”Modsat mange startups fik vi professionel hjælp til fundraising fra BDO Corporate Finance, da det var essentielt for os at rejse tilstrækkeligt kapital til at gøre en væsentlig forskel og sikre et solidt fodfæste på det internationale marked.”, fortæller Morten Klank Trendsonline.dk.

Mere sikkert end cloud services

Den danske iværksættervirksomhed retter sin opmærksomhed mod erhvervslivet, idet deres software differentierer sig fra andre fildelingssystemer ved at hente data direkte fra virksomhedens egen server (modsat cloudbaserede løsninger som fx Dropbox, der henter data til skyen). På denne måde undgår virksomheder at overføre data til tredjeparter.

Det var virksomhedens stifter, Martin Johansson, der identificerede et stort behov for, at virksomhedernes medarbejdere og samarbejdspartnere let og sikkert kan tilgå virksomhedens data fra både computer, iPad, iPhone og andre mobile enheder. Hidtil havde denne form for datadeling primært været mulig med Cloud løsninger, der anses for usikkert af mange IT specialister. RushFiles’ software giver virksomhedens medarbejdere den fleksibilitet, som de har brug for, samtidigt med at virksomheden kan undgå at overdrage data til tredje part. Som en bonus forbliver medarbejdernes viden indenfor virksomhedens vægge, selv når den enkelte medarbejder skifter job.

En af de store danske virksomheder, der benytter RushFiles’ software, er Matas-kæden, når de udveksler oplysninger med politiet om butikstyverier i deres butikker landet over, som kan være personfølsomme.

I dag har RushFiles kunder i Danmark, Tyskland, Polen, Holland, England, Belgien og USA. Med sine 10 medarbejdere fortsætter de deres indtog på markedet for fildelingsservices.

Udbyder software til virksomheder gennem hosting- og telebranchen

RushFiles fokuserer primært på salg gennem partnere inden for telebranchen, samt hostingfirmaer der allerede fungerer som datacentre og udbydere af e-mail til forbrugerne. Ved at tilbyde deres software som et whitelabel produkt, kan RushFiles tilføre sine kunder endnu mere værdi.

“Vi har gjort således, at vores software er fleksibel, så vores kunder kan markedsføre produktet som en del af deres egen service, og sælge det som en ektra service til deres kunder. Ved at gøre det, skaber de endnu mere værdi for deres kunder, hvilket er essentielt når man vil tiltrække nye kunder – og fastholde eksisterende,” forklarer Direktør ved RushFiles Morten Klank.

På nuværende tidspunkt er virksomheder som TDC, ScanNet, Athena og Zitcom alle på RushFiles’ liste over partnerskaber, og alle har de en individuel whitelabel udgave af RushFiles produktet under eget navn.

Hør det tidligere interview med RushFiles Direktør Morten Klank, der fortæller om RushFiles og deres udfordringer som nyopstartet virksomhed.