Arkiver

Nyheder

Top 50 startups: hvor er de nu? – Spiir

For to år siden hjalp vores læsere os med at publicere en liste over de 50 mest spændende danske startups. Men hvad er der egentlig sket med dem de sidste to år? I denne artikel ser vi på Spiir, der hjælper folk med at holde styr på deres privatøkonomi.

Spiir er en tjeneste, der giver dig økonomisk overblik vha. simple grafer, der opdeler dit forbrug i diverse kategorier. Værktøjet lader dig også dykke ned i detaljerne for at undersøge præcis, hvilke poster evt. overbelaster dit budget.

Første gang Spiir landede på Trendsonline.dks radar var i marts 2011, da vi bragte et interview med co-founder Ole Kassow i vores Podcast #17. Nogle måneder senere kunne vi meddele, at Spiir havde hvervet over 20.000 privatkunder til tjenesten. Dette var medvirkende til, at tjenesten i juli 2012 landede på vores liste over de mest spændende danske startups.

Hvad er der sket siden?

Vi besøgte Spiir igen i vores Tech-toolbox artikelserie. Artiklen satte et spotlight på Spiir og deres arbejdsproces og afsluttede med tre gode råd til iværksættere. Læs de tre gode råd nederst i artiklen.

Vi har snakket med Rune Mai, Direktør, om hvad der er sket hos Spiir den seneste tid.

“Før var vores brugere selv nødt til at importere de data, som Spiir arbejdede med. Kontoudtog skulle regelmæssigt downloades fra deres netbank og derefter uploades til vores system. Nu fungerer Spiir automatisk; vi kan nemlig koble op til din netbank og behandle alle dine data, uden at du behøver løfte en finger,” siger Rune Mai.

Jeg har selv undret mig over, hvordan Spiir tjener deres penge, da tjenesten jo er helt gratis. Rune forklarer, at det er først nu for nylig, at Spiir er begyndt at få penge ind i ligningen.

“Indtil videre har vi arbejdet mest på at skabe det bedste produkt, vi kan, men det skal selvfølgelig også give penge for at blive ved. Vi har for nylig introduceret et samarbejde med et forsikringsselskab, der tillader os at tilbyde vores brugere at skære helt op til 30% af deres forsikrings udgifter,” siger Rune Mai.

Lancerer B2B produkt

Sidst vi skrev om Spiir var for et år siden, da vi hørte, at de var i gang med at åbne op for et nyt produkt til virksomheder. Vi har spurgt Rune, hvad der ligger i kortene for dette produkt.

“Der var mange, der henvendte sig til os, der rigtig godt kunne lide vores løsning til privatpersoner. Men de oplevede samme udfordringer og samme behov, når det gjaldt om at administrere deres virksomheds økonomi. Så hvorfor ikke tage vores tjeneste og justere den lidt til et B2B produkt? Spiir kommer til at servere de vigtigste nøgletal til erhvervskunder på samme overskuelige måde, som de kender det fra overblikket af deres privat økonomi. B2B bliver et unikt produkt, der hjælper netop de steder, hvor det gør ondt på virksomheder, og hvor traditionelle regnskabssystemer ikke kan gøre eller gør gavn,” siger Rune Mai.

Fremtiden ser spændende ud for Spiir. Der åbnes op for et helt nyt segment i form af den kommende B2B løsning. Rune fortæller også, at de lige for tiden er i gang med at genopbygge hele systemet til optimering på mobil, så brugere får mulighed for at styre hele deres økonomi fra lommen. Her hos Trendsonline.dk kommer vi helt sikkert at følge op på den kommende udvikling.

Skriv et svar