Arkiver

Nyheder

Vækstfabrik vil skabe Europas bedste udviklingsmiljø for lydiværksætteri

Europas første lydtematiserede vækstfabrik, Lydens Hus, åbner i København i oktober. I Vækstfabrikken Lydens Hus bliver iværksættervirksomheder inden for lyd en del af et unikt udviklingsmiljø og specialiseret netværk, hvor de kan udvikle og skalere deres forretning. Af Line Svenstrup Berger

Danmark har en underskov af lydvirksomheder og et stort potentiale og vækstlag inden for lyd. Som de første i Europa vil den nye vækstfabrik Lydens Hus, den nye satsning på fremtidens danske lydindustri, understøtte og skabe fokus på netop dette potentiale. Med bl.a. stifter af HiFi Klubben Peter Lyngdorf og musiker Mike Sheridan tilknyttet Lydens Hus er målet at skabe Europas største og bedste udviklingsmiljø for lydrelaterede virksomheder.

Læs også: Vækstfabrikker skaber nye arbejdspladser i iværksættervirksomheder.

Første lydtematiserede vækstfabrik i Europa 

Vi kan noget med lyd i Danmark. Med lydvirksomheder som B&O, AiAiAi og Libratone, som i juni blev solgt for et trecifret millionbeløb, er der et stort potentiale i danske lydiværksættere. Et potentiale, der ifølge Vækstfabrikkerne ikke har været så stort fokus på, men som Vækstfabrikken Lydens Hus nu som de første i Europa satser på.

”Vi er meget begejstrede og overbeviste om, at det kommer til at gå rigtig godt med Vækstfabrikken Lydens Hus. Med tiden kommer vi forhåbentligt til at skabe de nye B&O, Libratone eller lignende – altså de større virksomheder inden for lyd fremadrettet, ”  fortæller projektleder Søren Berg Jørgensen til Trendsonline.dk.

Projektleder for Lydens Hus Søren Berg Jørgensen
Projektleder for Lydens Hus Søren Berg Jørgensen

 

Dør om dør med pladebranchen

Lydens Hus flytter ind i samme bygning, som i dag huser medlemsorganisationen Gramex, der repræsenterer alle verdens kunstnere og pladeselskaber. Vækstiværksættere og mindre vækstvirksomheder får mulighed for at leje sig til en kontorplads og får således adgang til både skræddersyede vækst- og mentoringforløb, netværk og diverse test- og udviklingsfaciliteter via netværket.

Især inden for lyd og digitalt iværksætteri ser Gramex et stort potentiale. Ifølge Gramex er det i høj grad IT, der driver forretningsudviklingen inden for musik i dag:

”I den proces er det centralt, at musikken ikke bare er en passiv aktør, men en aktiv medspiller. Vi har i København – og i Danmark i det hele taget – kompetencerne og alt det talent, der skal til for at skabe banebrydende produkter og services med fokus på IT og lyd,” udtaler Thomas Maagaard Dyekjær, underdirektør i Gramex.

Unikt netværk for nye digitale iværksættere

Lydens Hus skal repræsentere dansk lyd og det er især en række partnerskaber med forskellige organisationer, som står til rådighed med viden og sparring, der gør rammerne i Lydens Hus særligt attraktive:

”Vi kommer til at arbejde endnu mere koncentreret med netværk i Vækstfabrikken Lydens Hus. Har man for eksempel behov for at teste sit produkt, vil det kunne lade sig gøre gennem vores partnerskaber,” fortæller Søren Berg Jørgensen.

Netværket skal især danne rammerne for, at virksomhederne kan vokse sig større – hurtigere. En af de virksomheder som flytter ind i Lydens Hus er AudioSense, en app til intelligent beskyttelse af dine ører, når du fx hører musik. Chancerne for, at AudioSense i fremtiden vokser sig endnu større, er, ifølge founder og CEO Rasmus Dahl, vokset med pladsen i Lydens Hus.

”Det var særligt dét med, at man kommer til at indgå i et mentorforhold med nogle mere erfarne virksomheder eller sparringspartnere, der gjorde udslaget. Målet for AudioSense er, at vi kommer i et tæt samarbejde med en eller anden større virksomhed. Og vi finder nok ikke et mere relevant netværk, end vi gør i Lydens Hus,” forklarer Rasmus Dahl.

Europas største og bedste udviklingsmiljø inden for lyd

Når det gælder Lydens Hus’ fremtidige position på internationalt plan, sættes barren højt og selvtilliden er intakt:

“Målet er at skabe Europas største og bedste udviklingsmiljø for lydrelaterede virksomheder.  Vi vil skabe et nyt ”vindmølleeventyr”- bare inden for lyd. Og det er vi stensikre på, vil lykkes,” siger Søren Berg Jørgensen med selvsikkerhed i stemmen til Trendsonline.dk.

Vil du med til åbningen af Lydens Hus?

Er du nysgerrig på, om Lydens Hus er det sted, hvor du skal få din virksomhed til at gro, så kan du nå at få en plads til åbningen af Lydens Hus. Tilmeld dig åbningen af Lydens Hus her og læs mere om Lydens Hus og Vækstfabrikkerne på www.vaekstfabrikkerne.dk. Her kan du også finde priser og kontaktoplysninger med henblik på ledige pladser i Lydens Hus.

Til den officielle åbning af Lydens Hus kommer den britiske ambassadør i Danmark, Vivien Life, og holder oplæg om international virksomhedsdrift. Forhåbningerne er at lave et samarbejde og arrangere såkaldte ”investorture” for lydiværksætterene til England. Noget der kan sammenlignes med, når iværksættere med SCALEit Programmer tager til Silicon Valley.

Vækstfabrikken Lydens Hus består pt. af følgende partnere: Innovationsnetværket Dansk Lyd, Gramex, Væksthus Hovedstadsregion, Københavns Kommune, Væksthus Sjælland, UK Trade & Inv. (Engelske Ambassade), Hifi-Klubben, AAU/CMI, Danmarks Rockmuseumog Hifi Klubben.