Arkiver

Nyheder

Vækstfabrikken Lydens Hus slog dørene op for fremtidens lydiværksættere

Der var propfyldt på det nye Vækstfabrikken Lydens Hus, da overborgmester Frank Jensen og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen indviede den nye satsning på fremtidens danske lydvirksomheder. Af Pia Ella Elmegård.

Næsten 150 gæster mødte op for at opleve åbningen af Vækstfabrikken Lydens Hus. Det nye udviklingsmiljø for virksomheder med fokus på lyd bød inden for til taler og ikke mindst en musikalsk oplevelse ved Mike Sheridan.

Vækstfabrik vil skabe europas bedste udviklingsmiljø for lydiværksætteri.

For fremtidens lydiværksættere

I alt er der 50 pladser i den nye Vækstfabrik, og allerede inden åbningen var halvdelen solgt og flere på vej ind. Blandt deltagerne var bl.a. overborgmester Frank Jensen, der også holdt tale.

“Lydens Hus giver helt nye muligheder for iværksættere og virksomheder, som arbejder med lyd i København og resten af Danmark. Det er derfor et vigtigt bidrag til min ambition om at skabe 20.000 nye, private job til københavnerne de kommende år,” sagde Frank Jensen.

Bag Vækstfabrikken Lydens Hus står også Væksthus Hovedstadsregionen, hvor konsulentchef Katrine Nygaard ser et potentiale i det nye hus for fremtidens lydvirksomheder.

“Startups er afgørende for, at vi får flere job i Danmark. Det er faktisk det samme, der skal til for alle iværksættere uansat branche. Man skal turde gå offensivt og strategisk til markedet, og ikke mindst forsøge at sætte sig selv i kundernes sted. Hele lyd-området repræsenterer et kæmpe potentiale, og her på Vækstfabrikken Lydens Hus får lydiværksættere en helt unik mulighed for at udvikle sig,” fortæller Katrine Nygaard.

Milestone Systems: Vækst dit startup – analyser din forretningsmodel.

1 mio. kr. til vores kreative hovedstad

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen slog i sin tale et slag for København som kreativ hovedstad.

“Der er absolut hold i at kalde København en kreativ vækstby, for i forhold til vores størrelse er der hele 70 % flere beskæftigede i de kreative industrier, end hvad gennemsnittet er i de andre vesteuropæiske metropoler. Lyd er absolut en hovedingrediens i den kreative branche – lige fra en lille højttaler til den mægtige stadionrock eller skabelsen af en behagelig akustik i en ny bygning.”

Og så ønskede han alle iværksætterne tillykke med de nye muligheder, som har fået 1. mio. kroner fra Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

“Det er med store forhåbninger for fremtiden, at jeg ønsker alle involverede tillykke med verdens første vækstfabrik med speciale i lyd. Om I så er musikere, designere, spil- eller animationsudviklere, højttalerproducenter, teknikere, ingeniører eller noget helt andet. Tillykke med Lydens Hus,” sluttede Carl Christian Ebbesen.

Derefter klippede kultur- og fritidsborgmesteren en ledning over til Vækstfabrikken Lydens Hus, og markerede dermed åbningen af huset. Lige efter startede et særligt komponeret lydværk af musiker og iværksætter Mike Sheridan. Værket havde fået navnet ”Ode til lydens hus”.

Vækstfabrikkerne skaber nye arbejdspladser i iværksættervirksomhederne.

Bag Vækstfabrikken Lydens Hus står et partnerskab af Væksthus Hovedstadsregionen, Gramex og Københavns Kommune. Den drives af Vækstfabrikkerne, som tilbyder udviklingsmiljøer for vækstvirksomheder og vækstiværksættere rundt på hele Sjælland

Skriv et svar