Lejeportal: “Vi har en helt klar holdning til, at det altid skal være gratis”

CPH

I 2012 lancerede brødrene Stefan og Daniel Juhl en digital lejeportal, hvor man gratis kan finde sin næste lejebolig. Siden da har Akutbolig.dk fæstnet sig på det danske boligmarked, som det gratis alternativ til de mange boligplatforme hvor betaling er nødvendig. Af Jakob Erichsen.

Ofte ser vi tiltag der starter ud som gratis service, og når først brugerne er ankommet, introduceres brugerbetaling. Hos Akutbolig skal det altid være gratis for både lejer og udlejer at benytte platformen. Udover Akutbolig.dk står stifterne også bag Boligbesked.dk, der lanceres i januar 2015. Boligbesked.dk er en ny måde for boligsøgende at finde en bolig.

Et alternativ til de store portaler
AkutBolig.dk er et gratis alternativ til de mange boligportaler, der er på det danske digitale boligmarked. Et marked, Daniel Juhl mener, er blevet ødelagt af de store spillere, der tager sig betalt for at stille information til rådighed, information der i forvejen ligger gratis på nettet.

Derfor startede Stefan og Daniel Juhl Akutbolig i 2012, og planen er stadig, at det skal være gratis for begge parter at benytte servicen, som bygger på en anden forretningsmodel.

“Vi har en helt klar holdning til, at det altid skal være gratis for begge parter, det har været vores filosofi fra dag et, og den holder vi fast i. Vores forretningsmodel bygger på at tjene penge på reklamer og relaterede produkter, således at forbrugerne ikke bliver tvunget til betaling,” fortæller medstifter Daniel Juhl

Fra hobby til fuldtidsarbejde
Dengang Akutbolig.dk blev lanceret var det på hobbyniveau for de to stiftere. I dag har de udover egen arbejdskraft, én udvikler fuld tid på projektet og søger netop nu flere.

“En år til år vækst på 100 procent, har gjort at vi virkelig har set potentialet og ikke mindst efterspørgslen for en service som vores, derfor udvider vi nu staben, og optimerer Akutbolig.dk” udtaler Daniel Juhl

Udvidelsen af medarbejdere har ligeledes gjort, at Akutbolig.dk netop er flyttet i nye lokaler hos Startup City Aarhus, en flytning der understreger seriøsiteten i projektet. Udover optimeringen af Akutbolig.dk, der skal gøre det muligt for alle at benytte servicen, arbejder teamet også på deres service Boligbesked.dk, der vil nytænke den måde hvorpå kontakten mellem udlejer og lejer skabes.

“Vi arbejder netop nu med at optimere Akutbolig.dks sikkerhedsverificering af udlejere, så vi undgår falske annoncer og folk som prøver at narre depositum ud af håbefulde lejere, som vi har set det på så mange andre platforme. Når vi har sikret os dette bliver servicen tilgængelig for alle,” siger Daniel Juhl

Ser uden for det danske marked
Næste skridt for Akutbolig.dk bliver de andre nordiske lande, og når først platformen er helt klar til offentligheden, mener Daniel Juhl, at ekspansion til Sverige er næste skridt.

“Vi har lavet en markedsanalyse af det svenske marked, og på den baggrund har vi besluttet, at det bliver næste skridt på rejsen for Akutbolig.dk,”

Rejsen stopper ikke ved det svenske marked, som kun skal være starten på internationalisering. Derfor er Daniel og Stefan Juhl netop nu i færd med at afsøge markedet for potentielle investorer.

Skrevet af

Læs også

2 kommentar

  1. Pingback: Februars 5 friske fra indbakken - Trendsonline.dk

  2. Pingback: AkutBolig.dk

Top