Momondo fastholder stærk tilknytning til Danmark

Danske Momondo opnåede i sidste uge status som enhjørning, – en virksomhed med en værdi på over 1 milliard dollars – da de kunne melde om en investering på over 130 mio. dollars fra det amerikanske ventureselskab Great Hill Partners. Vi har talt med Managing Director for Momondo, Pia Vemmelund om at bevare tilknytningen til Danmark. Af Pia Ella Elmegård.

Rejsesøgemaskinen Momondo blev startet i Danmark i 2006 af blandt andre Thorvald Stigsen, der i dag er stifter og non-executive director. Den blev meget hurtigt den foretrukne søgemaskine i både Danmark og resten af Norden. I dag er virksomheden en del af det internationale Momondo Group men fastholder en stærk tilknytning til rødderne herhjemme.

Læs også: Momondo slår alle rekorder med investering på 754 millioner kr.

PiaVemmelund_MomondoEn dansk enhjørning med stærke rødder

Danske Momondo havde bare 16 ansatte i 2011, da virksomheden blev opkøbt af britiske Cheapflights, som re-brandede virksomheden til Momondo Group. Siden har Momondo oplevet en enorm vækst, og i dag er der over 100 ansatte på hovedkontoret i hjertet af København.

Med den imponerende investering fra Great Hill Partners (GHP) i sidste uge vil Momondo fordoble sin omsætning og desuden sikre flere arbejdspladser lige her i Danmark.

“Investeringen betyder, at Momondo får endnu bedre mulighed for at fortsætte sin aggressive vækst og opfylde ambitionen om årligt at fordoble omsætningen, således at vi når en milliard i 2016. Den massive investering indebærer også, at vi kan fortsætte med at sikre nye arbejdspladser til det københavnske hovedkontor,” udtaler Pia Vemmelund til Trendsonline.dk.

Og det er ikke kun danske medarbejdere, som Momondo sætter pris på og fortsat vil værne om. Også den danske organisation og ledelseskultur sætter både den danske og internationale ledelse pris på.

“Da Momondo blev købt af Cheapflights Ltd, nu Momondo Group, var det vigtigt for os at bevare vores unikke danske DNA med en fleksibel organisation og en flad ledelsesstruktur,” siger Pia Vemmelund og fortsætter:

“Momondo har base i København, og vi har værnet om vores entreprenørånd, og det vi kalder Extreme Business kultur. GHP har udvist stor respekt for vores internationale team i København og støtter en yderligere styrkelse af dem.”

Aktiv involvering i dansk iværksætteri

Pia Vemmelund har været en del af Momondo siden 2010 først som Commercial Manager og fra juni 2012 som Managing Director. Samtidig har hun været medlem af bestyrelsen for den danske iværksættervirksomhed Bownty siden marts 2012.

“Jeg fik en henvendelse fra en af investorerne bag Bownty og fandt det interessant og så mange ligheder mellem deres og vores forretning. De er jo en aggregator ligesom os, hvilken har en kæmpe værdi for forbrugerne, ligesom Momondo selv har. Derudover har Bownty, som Momondo, jo et rigtig spændende internationalt vækstpotentiale,” siger Pia Vemmelund.

Bownty_Logo_SFSom forretning er Bownty næsten identisk med Momondo blot i en anden oplevelsesvertikal.  Steffen W. Frølund, medstifter og CEO for Bownty, fortæller, at det gav sig selv, at Pia Vemmelund blev tilbudt en plads i deres bestyrelse.

“Pia kender gamet og har på overbevisende manér bragt Momondo op i verdenseliten. Selvfølgelig skulle hun i vores bestyrelse. Vi har samme kurs som dem, og hun giver os en masse shortcuts,” fortæller Steffen W. Frølund til Trendsonline.dk.

Pia Vemmelund fortæller, at erfaringsdelingen går begge veje.

“Bownty-folkene er super energiske og data-drevne, og det er rigtig hjælpsomt som en reminder, når vi skal bevare vores iværksætter-DNA her hos Momondo.”

Læs også: Danske Bownty bliver førende på det europæiske marked med opkøb af konkurrent

Bakker op om det danske iværksætter-miljø

Som virksomhed er Momondo også gået ind på den danske iværksætterscene ved at støtte iværksætternes egen græsrodsbevægelse CPHFTW (der står for Copenhagen For The Win). Her arbejder man for at brande det danske iværksættermiljø overfor både nationale og internationale interessenter.

“Vi har en meget aggressiv vækstplan, som kræver fuld opmærksomhed, men i et forsøg på at støtte det danske iværksættermiljø er vi gået ind i CPHFTW, som har til formål at støtte iværksættermiljøet i København,” fortæller Pia Vemmelund afslutningsvis.

Initiativet blev startet af 70 danske IT-iværksættere i december sidste år, og har allerede samlet det danske iværksættermiljø i tre større såkaldte “Townhall-møder” gennem 2014 med flere hundrede engagerede iværksættere ved hvert møde.

“For at CPHFTW kan støtte iværksættermiljøet herhjemme på bedst mulig vis, er det vigtigt for os at have de succesfulde iværksættervirksomheder som Momondo med ombord. De har erfaringen og ved, hvad der virker, – og hvad der ikke virker,” siger tovholder på initiativet, danske Jasenko Hadzic, til Trendsonline.dk.

Med støtten fra danske virksomheder som Momondo kan CPHFTW udforme konkrete initiativer baseret på erfaringstunge kræfter, som skal komme alle de danske iværksættere til gode. Målet er intet mindre end at skabe endnu flere IT-vækstvirksomheder, der på længere sigt vokser sig ud over de danske landegrænser på samme måde som Skype, Just-Eat, Zendesk og Trustpilot.

Nu skal Momondo Group være markedsledende

Efter opkøbet i 2011 er Momondo vokset, og er blevet markedsledende som sammenligningsplatform og rejsesøgemaskine.

“Som virksomhed har Momondo Group vokset sig større og større de sidste to år. Det er gået hurtigt, og vi er godt positioneret til at udnytte væksten i “meta-rejsebranchen,” udtaler Hugo Burges, CEO i Momondo Group til Tnooz.com.

Momondo Group har modtaget stor interesse fra en række store ventureselskaber og fra højt profilerede virksomheder.

“Efter en lang forhandlingsproces er vi glade for at arbejde tæt sammen med en investor, der forstår vores kultur og deler vores vision – i et partnerskab, som vi mener repræsenterer det bedste resultat for vores mangfoldige vifte af interessenter og investorer,” fortsætter Hugo Burges.

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

  1. Pingback: #ExpertNight: Funding for Startups - Trendsonline.dk

Top