Arkiver

Nyheder

Jule-jura guide fra e-mærket #1

E-mærket har lavet en guide, hvor der afklares nogle af de mest udbredte (juridiske) udtryk, man som erhvervsdrivende benytter sig af i juleperioden. F.eks forskellen på fortrydelses- og bytteret, hvad ”fri ombytning” vil sige, og hvad man skal være opmærksom på, hvis man tilbyder forlænget fortrydelsesret.

Hvad er forskellen på fortrydelses-og bytteret?

Fortrydelsesret dækker over de lovpligtige 14 dage kunden har til at give besked om fortrydelse samt retten til at returnere varen og få pengene igen. Bytteret er et udtryk, der er opstået i forbindelse med bl.a. julehandlen. Det er ikke et juridisk udtryk, men en måde at stille gavemodtageren bedre end loven kræver. Bytteret er således ikke en lovfæstet ret forbrugeren har, men noget særskilt du kan tilbyde dine kunder. Det kan fungere salgsfremmende, da man på den måde gør det klart for kunden, at gavemodtageren kan bytte gaven f.eks. frem til en fastsat dato. Bytteret erstatter ikke den lovfæstede fortrydelsesret, men er noget ekstraordinært, man kan tilbyde sine kunder, og som giver gavemodtageren mulighed for at bytte gaven til en anden vare, størrelse eller lignende.

Læs også: E-mærket tipper, sådan håndterer du online fupbutikker

Hvad indebærer det, når jeg tilbyder fri ombytning?

Tilbyder du dine kunder fri ombytning af f.eks. julegaver, betyder det, at gavemodtageren frit kan bytte varen til en anden. Dermed skal gavemodtageren holdes omkostningsfri både i forbindelse med returnering af varen, og når du sender den nye vare retur. Dette gælder også, selvom gavemodtageren vælger en dyrere leveringsform, end varen blev leveret med. Markedsfører du dig med fri ombytning på forsiden, skal du være opmærksom på, at det gælder alle varer på din netbutik. Er det betinget af et krav om rimelige leveringsomkostninger, skal kravet også stå på forsiden. Alternativt kan den fri ombytning indgå som en del af dine handelsbetingelser, og så er det nok, at et eventuelt krav står der.

Markedsfører du dig med fri returret på julegaver, betyder det, at det er omkostningsfrit for gavemodtageren at sende varen retur og få pengene for varen udbetalt

Ubegrænset og udvidet bytteservice, hvad betyder det?

Skilter du med ubegrænset bytteservice, lover du dine kunder, at de til enhver tid kan bytte varen til en anden. Gør du det, er det en god idé at gøre det klart for kunden, hvilke krav der er til varens stand og emballage, og om forevisning af kvittering er et krav. Tilbyder du derimod udvidet bytteservice kan du tilbyde dine kunder mulighed for at bytte varer (evt. gaver) frem til en bestemt dato eller f.eks. 1 år fra gaven blev modtaget.

Læs også anden og tredje del af e-mærkets jule-jura guide.

Skriv et svar