Arkiver

Nyheder

TRE-TO-EN kollektivet bygger lynforretning med deres branchekendskab

Den 1. oktober flyttede 18 iværksætterspirer ind på 3 danske højskoler for at starte virksomhed. Det skete som led i projektet tre-to-en.nu., og nu er to iværksættervirksomheder lanceret – bygget baseret på kendskab til specifikke brancher. Af Pia Ella Elmegård.

Visionen var, at tænke i gode teams frem for i enkelt-idéer. Ved at udvælge tre gode teams (ud fra over 150 ansøgere) med seks personer i hver, ville man forsøge at skabe nye vækstvirksomheder baseret på det stærke team frem for den gode idé.

De første klare resultater begynder nu at vise sig. I løbet af de første syv dage lærte iværksætterne hinanden at kende og brainstormede et utal af idéer. Men allerede fra uge to gik de tre teams i gang med at skabe egentlige virksomheder, for tanken med Tre-to-en.nu er at skabe vækst og arbejdspladser – ikke blot at være kreative og udtænke smarte idéer.

Læs også: 18 iværksætterspirer deltager i ideernes Big Brother.

Fradrag.nu og Planetpilot.dk er lanceret

Hvad sker der, når man sætter et hold af iværksættere under samme tag i to måneder uden afregning, med fri adgang til råd og vejledning fra op imod 50 mentorer? På få uger er de første to virksomheder allerede blevet til virkelighed.

www.fradrag.nu giver danskerne et tjek af deres selvangivelse og finder uudnyttede skattefradrag op til fem år tilbage. Hvert år går danskerne glip af over en milliard kroner i fradrag, men det vil iværksætterne bag Fradrag.nu ændre på.

Den nye service koster 249 kr. som gebyr for et fradragstjek, og dertil tager de 10 % af alle eventuelle fradrag, som de finder. I skrivende stund har Fradrag.nu fundet 82.606 kr.

Fradragnu_web

Læs også: To måneders iværksætteri med et twist af reality-tv.

www.planetpilot.dk vil hjælpe danske virksomheder med at gøre det ellers komplekse arbejde med social ansvarlighed, eller ‘CSR’, nemt forståeligt for både forbrugere og samarbejdspartnere. Det sker via tjenesten PlanetPilot.dk – se videoen herunder.

Eksekveringskraft frem for finpudsning

Idémanden bag Tre-to-en.nu, Jonathan Løw, glæder sig over, at der så hurtigt er kommet reelle virksomheder ud af eksperimentet, for projektet handler netop om at gøre op med den gode ide.

“Det skal ikke forstås sådan, at de to nyetablerede virksomheder ikke er gode idéer, men de er skabt ud fra tankegangen om, at de kun bliver en succes, hvis det rette team står bag. Idéerne er skabt ud fra branchekompetencer og viden, og dermed er deres chancer for succes og overlevelse langt bedre end gennemsnittet,” siger Jonathan Løw.

Både fradrag.nu og planetpilot.dk har også gjort sig deres første salg, og er dermed ikke længere kun idéer, men projekter, der er blevet til forretninger.

Andre succesfulde iværksættervirksomheder, der er startet baseret på et særligt branchekendskab, er blandt andre JUST-SOLD ejendomsmæglerplatformen, som har de to ejendomsmæglere Casper Bjørn og Sebastion Kirchhoff i spidsen.

Læs historien om JUST-SOLD der nytænker boligsalg.

 

Skriv et svar