Arkiver

Nyheder

JustCleaners prikker til konkurrencen på det københavnske renserimarked

Langt de fleste kan nok blive enige om, at tøjvask er en tidskrævende og kedelig hverdagsopgave. JustCleaners ønsker at skåne københavnerne for denne belastning og dermed give dem mere tid og overskud i hverdagen. Dette er langt fra revolutionerende i sig selv. Det interessante er derimod måden, de gør det på: JustCleaners skaber klare fordele for både kunder og underleverandører. Af Christina Klavsen

JustCleaners gik i luften d. 1. november med det formål at gøre københavnernes hverdag lettere. Idéen til konceptet er opstået med inspiration fra de talrige andre “on demand-services”, såsom aarstiderne.com, nemlig.com og Just Eat, der i den seneste tid er opstået inden for “hverdagsbelastnings-kategorien”.

I al sin enkelhed indebærer konceptet, at du som kunde får hentet dit snavsede tøj, får det vasket eller renset og får det leveret tilbage. Alt sammen inden for 48 timer. Bagmændene Rasmus Mindrup og Arash Rahimi tror på, at de kan tilføje et frisk pust til en ellers old-gammel og kedelig industri.

“Kunden oplyser, hvor og hvornår vi skal afhente det snavsede tøj, og vi kommer efter aftale og henter det. Tøjet bliver afleveret til en af vores underleverandører, som vi har et tæt samarbejde med. De renser, vasker og folder tøjet efter den højeste standard, og så miljøvenligt som muligt,” fortæller Arash Rahimi.

Læs også: Danske Just Eat på børsen med værdi på 13 millarder

Mere overskud i hverdagen til gennemsigtige priser

Ifølge partner Rasmus Mindrup er visionen at give kunderne mere overskud til at skabe værdi i hverdagen:

“Visionen om at rykke skranken hjem foran hoveddøren er tiltalende, fordi dét at vaske tøj eller gå ned til renseriet jo ikke giver nogen værdi i livet. Det er bare en belastning,” siger han.

Men mere overskud i hverdagen koster vel ekstra, gør det ikke? Ikke ifølge JustCleaners. Det har nemlig været altafgørende for dem at tilbyde nøjagtig de samme priser, som kunderne ville møde, hvis de selv leverede deres tøj hos renserierne. Om dette siger Arash Rahimi:

“Vi går meget op i, at leveringen er gratis, og at priserne afspejler branchen, fordi vi mener, at det vil give den største konkurrencemæssige fordel. Dér, hvor vi tjener penge, er ved at lave gode aftaler med renserierne (underleverandørerne)”.

Læs også: Sidste nye startups: 5 friske fra indbakken

Høj kvalitet kræver gode samarbejdspartnere

Denne præmis har øget gennemskueligheden for kunderne, idet de nu hverken behøver bekymre sig om atarashrahimi sammenligne priser mellem renserier eller ekstraomkostninger forbundet med afhentning og levering.

Det store fokus på konkurrencedygtige priser må dog ikke gå ud over kvaliteten. Derfor stiller JustCleaners høje kvalitetskrav til deres underleverandører:

“Vi har brugt meget tid på at finde de helt rigtige underleverandører, som renser på den mest skånsomme måde og med det bedste og nyeste udstyr,” siger Arash Rahimi.

Klar fordel for underleverandørerne

Kunderne er dog ikke de eneste, der nyder godt af den nye service. For de involverede renserier er fordelen ligeledes let at spotte:

“Det vi kan tilbyde dem er potentielt nye kunder, de ikke selv har. Det skyldes selvsagt, at vi dækker større geografiske områder end deres fysiske butik.”

JustCleaners har altså potentielt set formået at udvide renseriernes marked. Eftersom online-renseri endnu er et nyt koncept i Danmark, er den fornemmeste opgave for JustCleaners at skabe tillid hos kunderne. Om det siger Arash Rahimi:

“Vi arbejder hårdt på at skabe et brand og identitet, der gør, at kunderne får en oplevelse, når de renser tøj hos os.”

I første omgang dækker JustCleaners hovedstadsområdet; Vestebro, Østerbro, Nørrebro, Nordvest, København S, Indre København, Frederiksberg og Valby. Arash og Rasmus ser dog lyst på fremtiden og har ambitioner om at udbrede servicen til resten af landet i de kommende år.

2 kommentarer

Skriv et svar