70 mennesker skabte virksomheder på en weekend

Sidste uge var uge 47 – den globale iværksætter uge. Blandt mange andre arrangementer blev der afholdt Startup Weekends verden rundt. I København var Founders House vært for en Startup Weekend, hvor 70 ivrige deltagere skabte ni forskellige virksomheder på 54 timer. Af Halgir Winther Nagata

Den her gang var der intet overordnet tema for weekenden, og derfor blev der kastet rundt med en masse vidt forskellige idéer. Deltagerne arbejdede på alt fra en øl rating app til et booking system for frisører.

En rutsjetur af en weekend

Et startup eventyr er en unik oplevelse, og det fik deltagerne til Startup Weekend smag for. De fleste, der har været igennem møllen, kan fortælle dig, at det ikke er en dans på roser, men også byder på udfordringer og skuffelser. Det måtte mindst et hold erkende. Deres projekt blev desværre skudt ned af mentorerne, og efter hårde overvejelser blev der lukket ned for projektet, og holdets medlemmer gik hver til sit.

Vil skabe rammer for et innovativt miljø

louise_elsbergBlandt præmierne, som de friske Startup Weekend deltagere kæmpede for, er lidt hardware: trådløse højtalere fra Jabra. Louise Elsberg er marketing assistent hos Jabra, og hun var med i Founders House i weekenden for at anskue holdene.

Arrangementet er et super initiativ for unge ildsjæle, der brænder for at innovere og skabe nye muligheder. Jeg har snakket med holdene i dag og fornemmer, at det er lige præcis et sådant miljø, vi føler os priviligerede for at kunne være med til at skabe rammerne for,” siger Louise Elsberg.

Pitches giver anledning til inspiration

alexander_gotfredsenDe sidste pitches på en Startup Weekend byder altid på noget spændende. Alexander Gotfredsen deltog ikke i weekenden, men mødte alligevel op på søndagen for at høre holdenes endelige pitches.

Jeg arbejder med min egen startup, så derfor er det altid interessant at høre, hvad andre arbejder på. Det plejer at give anledning til noget inspiration. Det viser sig også, at et af holdene her har arbejdet på noget, som er rettet mod den samme målgruppe som min egen startup. Jeg ser frem til at snakke med dem, og se om der er grundlag for at hjælpe hinanden fremover,” siger Alexander Gotfredsen.

Tillykke til vinderne

Første pladsen på denne Startup Weekend gik til holdet Make My Day, som udviklede et system til booking af overskudstid hos forskellige service leverandører. Holdets stiftende medlem er selv frisør, og der blev taget udgangspunkt i netop denne branche, hvor der blev fortalt, at frisører typisk har 25% uudnyttet kapacitet, som resulterer i en masse mistet indkomst. Dette vil Make My Day løse ved at bygge et system, som lader kunder bestille tider, der ellers ville være ubrugt til en reduceret pris.

Anden plads gik til Beer Scene, som vil overskueliggøre markedet for special øl. De fortalte at i Danmark alene, kom der over 900 forskellige slags øl på markedet fra en masse mikrobryggerier, og at der simpelthen er for meget at vælge imellem. Med Beer Scenes app kan øl afficionadoer give ratings til forskellige øl og trygt købe den slags, som øvrige brugeres synes bedst om.

Tredje plads gik til Wedoo, en slags Airbnb/Kickstarter for oplevelser. Private kan sammensætte særlige oplevelser og lægge dem ud på platformen. Brugere kan derefter browse og købe oplevelsen, der passer til netop dem. Hvis oplevelsen har brug for et bestemt antal mennesker for at kunne udføres, tiltræder en Kickstarter lignende funktion, så oplevelsen aktiveres, hvis tilstrækkeligt mange mennesker køber den.

De øvrige hold

Udover de tre vindere var der seks forskellige projekter, som blev pitchet i søndags.

Baked er en platform, der hjælper internationale studerende med at finde sig til rette i et nyt land.

Sparkup tilbyder en unik form for branding igennem storytelling, hvor unikke individers historier dokumenteres gennem sponsorerede videoer.

Givted er en ønskeliste, der sikrer, at du får lige det du ønsker dig. Tjenesten går på kompromis med gavers overraskelsesfaktor for at sikre en bedre kvalitet af gaver. Holdet formåede at demonstrere en funktionel prototype, som du kan se på givted.co.

Endorse Me vil transformere jobansøgninen ved at facilitere højst relevante og personlige anbefalinger fra dit netværk til lige præcis et givent job, som du ønsker dig.

Lean Recruitment løser problemet med manglende feedback på jobansøgninger ved at automere feedback gennem machine learning algoritmer.

Zuit.me er en tjeneste, der tilbyder tilpassede jakkesæt gennem en online platform, der skal være nemmere og billigere end at gå til en skrædder.

Læs også

Top