Arkiver

Nyheder

En femtedel af julegavebudgettet bliver brugt online

Indtil nu er den danske internethandel i 2014 vokset med 19 procent, og det forventes, at de danske forbrugere i alt vil have onlineshoppet for 82 milliarder kroner ved årets udgang. En anden undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at omkring en femtedel af årets julegavebudget vil blive brugt på nettet.

Ét af de områder, som især har fået danskerne til at købe på nettet frem for at gå ned i en fysisk butik, er elektronik. Det skriver Børsen.dk i dag.

“Nethandlen vokser voldsomt, men det er desværre ikke et udtryk for, at vi bruger flere penge. Derimod bliver der taget markedsandele fra den fysiske handel, så vi flytter danskernes forbrug på nettet. Dermed er det ikke med til at stimulere samfundsøkonomien via den øgede nethandel,” siger Annette Falberg, adm. direktør i FDIH.

Fordi der lægges flere penge på nettet, betyder det ikke at vi har fået flere penge til rådighed, men internethandlen kan måske løfte privatforbruget lidt, fordi kunderne laver flere impulskøb når de shopper online. Dermed ikke sagt at de fysiske butikker ikke længere har relevans. Tal fra FDIH indikere nemlig at 20 pct. af handlen foregår via nettet og at 80 pct. af danskerne orienterer sig på nettet, inden de træffer en beslutning og går ud og foretager et køb, der ligger ud over indkøbet af en pose gulerødder eller en liter mælk.

Fysiske butikker og e-handel går hånd i hånd

”Der er mange, der foretrækker at sidde derhjemme i ro og mag og tjekke gaveønskerne ud på nettet. En del vil også købe nogle af julegaverne på nettet, men der er også mange, der vælger at gå ned og se og købe gaven i butikken, efter de har søgt efter og læst om varen på nettet. Derfor er det vigtigt for detailhandelsvirksomhederne, at de tænker salg på nettet og i den fysiske butik sammen,” siger konsulent Marie Louise Thorstensen fra Dansk Erhverv.

Pris, tid og trængsel er de primære årsager til at julehandlen på nettet er en succes, det viser undersøgelsen fra Dansk Erhverv.

Omvendt handler mange især julegaver i fysiske butikker, fordi de synes, det er nemmere for modtageren, såfremt gaven skal byttes, eller man gerne vil se, prøve eller mærke gaven først. Godt en tredjedel angiver desuden, at det for dem er en hyggelig tradition og mere personligt at juleshoppe i de fysiske butikker.

Skriv et svar