Rekordsalg for nethandel, men hvad betyder det for den danske økonomi?

2014 var året hvor internethandlen slog alle rekorder. Med nye fænomener som Black Friday, Cyber Monday og en generel større tillid fra forbrugerne til nethandel, er det ikke nogen overraskelse at 2014 var året, der satte rekord med en omsætning på ca. 80 mia. kr. Men betyder det vi har fået flere penge mellem hænderne?Af Sisse Melsen.

Cirka 80 milliarder kroner var hvad danskerne handlede for på nettet i 2014, viser Dansk Erhvervs beregninger på baggrund af nye tal fra Nets. Tallet omfatter både danskernes e-handel i webbutikker i Danmark og webbutikker i udlandet. Omsætningen på nettet slog dermed rekord i 2014, da den steg fra et niveau på cirka 70 milliarder kroner.

E-handlen bevæger sig fortsat frem i et ekstremt højt tempo. Tidligere års vækstrater på 25-30% kunne forklares med, at væksten skete fra et lavt udgangspunkt, men i dag er e-handel et stort eksponentielt voksende handelsområde, og det estimeres at vi i 2015 fortsat har to-cifferede vækstrater – over 15%.

Læs også: Nye tal fra Danmarks Statistik – danskernes adfærd på nettet

”Danskerne er ganske enkelt vilde med at handle på nettet. Den rekordstore omsætning viser, at danskernes forbrugsmønstre ændrer sig, og flere indkøb rykker over på nettet,” siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv. tweet

Salget er flyttet fra de fysiske butikker til de virtuelle hylder
Tal fra Danmarks Statistik viser, at omsætningen i detailhandlen faldt med 0,5 procent i december 2014 sammenlignet med november måned. Samlet set var salget i 4. kvartal dog 1,0 procent højere end i 3. kvartal. Samtidig viser et andet af dagens tal, at forbrugertilliden målt i januar 2015 steg til 9,0 mod 6,0 i december 2014. Sammenlignet med den stigning vi ser på nettet, og målingen af danskernes privatøkonomi kan der være tale om, at der ikke bliver brugt radikalt flere penge, men at salget er flyttet fra de fysiske butikker til internethandel. En undersøgelse fra FDIH viser dog at man på nettet er bedre til at lave mersalg og plussalg end i de fysiske butikker og derfor er det gennemsnitlige beløb pr. kunde lidt højere på nettet.

“Danskerne skal bruge flere penge, hvis væksten i dansk økonomi skal et gear op, og vi derved for alvor vil få sat skub i jobskabelsen. Det ville have været en god afslutning på et skuffende 2014 og en god start på det nye år, hvis forbrugerne viste, at de nu endelig er klar til at hjælpe dansk økonomi ud af vanskelighederne, men danskernes lave forbrug holder dansk økonomi fanget i lavvækst,” siger økonom Mira Lie Nielsen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. tweet

Detailomsætningen har potentiale og kan løfte den danske økonomi

”Det er på mange måder paradoksalt, at omsætningen i detailhandlen ikke kommer op i gear. De økonomiske forudsætninger for at få gang i det private forbrug og dermed i omsætningen i detailhandlen er i allerhøjeste grad til stede i dansk økonomi – beskæftigelsen stiger stille og roligt, renten er lavere end nogensinde, boligpriserne er på vej i op, oliepriserne er faldet kraftigt og der er reallønsfremgang for langt de fleste danskere. Ikke desto mindre har det i en årrække ikke givet danskerne lyst til at bruge flere penge i detailhandlen. Stigningen i forbrugertilliden er i januar giver dog håb om, at danskerne snart vil begynde at forbruge mere.” Afslutter Mira Lie Nielsen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.  tweet

Danskernes e-handel i Danmark udgjorde cirka 10 procent af privatforbrug i Danmark (ekskl. bolig).

Kilde: Danskerhverv.dk

Skrevet af

Top