AutoUncle vinder juridisk kamp mod eBay og får ny investering

Efter en lang juridisk kamp og flere retssager er det ikke lykkedes internetgiganten eBay at få AutoUncle ned med nakken. eBay står bl.a. bag siderne dba.dk og bilbasen.dk og hev senest i sommers AutoUncle i retten for at hente bilannoncer fra disse sider til deres søgemaskine. I deres seneste sagsanlæg krævede de al IT-udstyr fjernet fra AutoUncles kontor – men den vandt de ikke. Af Mia Grosen 

AutoUncle er en søgemaskine, der scanner nettet for bilannoncer med henblik på at give købere og sælgere et overblik over markedet og en indsigt i, hvad markedsprisen er på en brugt bil.

I seneste sag havde eBay det som mål at blokere AutoUncles muligheder for at hente bilannoncer fra bl.a. bilforhandlernes egne hjemmesider og derved forhindre prissammenligning af brugte biler i Danmark.

Men mandag 9. februar afsagde Byretten i Aarhus en kendelse, som entydigt afviste eBays anklager om ulovlige metoder hos AutoUncle.

Det betyder, at AutoUncle fortsat kan udbyde sine services for danske internetbrugere.

Autouncle stadig begrænset af fogedforbud

I sommer vandt eBay ellers en sejr i landsretten og fik nedlagt et fogedforbud, som forhindrede AutoUncle i at medtage nogle af landets største portaler for brugtbilannoncer i prissammenligningen på AutoUncle.dk.

Fogedforbuddet er stadig gældende og forhindrer dermed fortsat danskerne i at få det fulde overblik over markedet for brugte biler, fortæller Johan Frederik Schjødt, medstifter af AutoUncle.

I kølvandet på sagen modtog AutoUncle mere end 4000 underskrifter fra vrede brugere, der var utilfredse med Landsrettens kendelse.

Desuden blev AutoUncle kontaktet af en lang række danske bilforhandlere, som foreslog, at virksomheden kunne hente annoncer direkte fra deres egne hjemmesider, som ikke var omfattet af forbuddet.johan_frederik_schjødt

I sommer lige efter at eBay sikrede sig forbuddet mod AutoUncle, var vi nede. Sagen havde været meget dyr i advokatregninger, og det var demotiverende for os at blive bekæmpet juridisk på denne måde. Men på trods af det besluttede vi at tage kampen op. Vi synes, at sagen var vigtig for både forbrugere og bilforhandlere. Derfor fortsatte vi arbejdet med at skabe gennemsigtighed og overblik på brugtbilmarkedet – og tog den juridiske kamp op,” fortæller Johan Frederik Schjødt.

Ny tilgang efter pivot er lovlig

Det er en avanceret teknisk udfordring at hente bilannoncer fra hundredevis af forhandlerhjemmesider, men efter intensivt udviklingsarbejde kunne AutoUncle igen tilbyde en omfattende prissammenligning.

eBay reagerede med det samme ved at forlange, at AutoUncle nu også skulle stoppe med at hente annoncer fra øvrige salgsportaler samt forhandlernes egne hjemmesider – det vil sige annoncer skrevet og indtastet af bilforhandlerne selv og tilgængelige på bilforhandlernes egne hjemmesider.

eBay ønskede nu en retslig kendelse til ikke alene at stoppe AutoUncles danske aktiviteter men også til at beslaglægge deres IT-udstyr.

Byretten afgjorde mandag, at AutoUncles adfærd er fuldt ud lovlig og i overensstemmelse med det midlertidige forbud.  De kan derfor fortsat sammenligne priser på brugte biler i Danmark via annoncer hentet fra blandt andet bilforhandlernes egne hjemmesider.

Klare fordele for bilkøbere og forhandlere

Fordelen ved det nye tiltag med at hente annoncer fra og linke til forhandlernes egne hjemmesider er, at det giver bilkøberne mulighed for at se bilen på forhandlerens egen hjemmeside og derved danne sig et fyldigt indtryk af forhandleren.

Samtidigt giver det bilforhandlerne bedre muligheder for at komme i direkte kontakt med de interesserede bilkøbere og præsentere bilerne i deres eget univers.

Ny sag til sommer – og håb for fuld gennemsigtighed på brugtbilmarkedet

Men sagen er ikke slut. Til sommer skal retten genvurdere, om forbuddet mod at hente biler fra portaler som bilbasen.dk og dba.dk kan opretholdes.

“AutoUncle vil med hjælp fra et af landets førende advokatfirmaer kæmpe for, at det igen bliver muligt at skabe det komplette overblik over og gennemsigtighed på brugtbilmarkedet,” forklarer Johan Frederik Schjødt.

Læs også: Autouncle i juridisk battle mod amerikansk internetgigant

Opbakning fra investorer

På trods af de store advokatregninger og den mentale rutsjetur, som firmaet har været på, er de dog godt på vej videre. De har nemlig netop modtaget en investering på 5 millioner fra en kombination af eksisterende og nye investorer. En investering der sikrer firmaet en lang løbebane:

“Opbakningen fra vores investorer har været intakt hele vejen igennem dette forløb. De har aldrig mistet troen på projektet, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Nu ser vi fremad,” slutter Johan Frederik Schjødt.

 

Skrevet af

Læs også

Top