Arkiver

CloudFintechNyheder

Magick henter investering på 2 millioner kroner

Den dansk/new zealandske investeringsportal Magick.nu har netop lukket deres tredje investeringsrunde på i alt 2 millioner kroner. Det bringer deres samlede investorkapital op på lige knap 5 millioner kr. Men de er langt fra færdige med investeringsrunderne.

Af Josefine Maria Hansen

Den dansk/new zealandske onlineplatform til algoritmisk valutahandel, Magick.nu, har netop fået deres tredje investering i hus. Denne gang beløber den sig på to millioner kroner, og er indskudt af en række af Magicks eksisterende aktionærer samt en gruppe professionelle Business Angels fra England, Singapore og Danmark. Herunder en af stifterne af den danske virksomhed Byggeweb.

”Vi er meget glade for den store opmærksomhed, vi har fået fra alle vores investorer, og vi ser frem til at udvikle virksomheden sammen med dem. De kommer med utrolig stor erfaring og kompetencer, som helt sikkert vil styrke virksomheden fremadrettet,” lyder det fra Founder og CEO i Magick, Mikael Breinholst.

Investeringen skal ifølge Mikael Breinholst bruges til at lancere Magicks nye backtester, samt version 2 af Magick, der kom på gaden i weekenden. Derudover skal investeringen bruges på at styrke kundebasen, hvilket de vil gøre gennem direkte marketing og salgstiltag, samt udrulning af partnersamarbejder med valutamæglere og banker.

Simpel automatisering af handel
Magick.nu er en cloud-baseret onlineplatform, der gør det let og simpelt for folk uden programmeringserfaring at opbygge systematiske handelsstrategier og få dem til at handle automatisk på forbundne MetaTrader 4 konti. Det er et såkaldt algoritmisk handelssystem, hvilket vil sige et system, der bruger avancerede matematiske modeller (algoritmer) til at træffe beslutninger og lave transaktioner på de finansielle markeder.

Virksomheden blev stiftet tilbage i 2013 af de to tidligere Saxo Bank medarbejdere, danske Mikael Breinholst og New Zealandske Anton Hughes.

Siden lanceringen har teamet løbende opgraderet platformen, blandt andet med den nye backtesting funktionalitet, som gør det muligt for brugeren at teste sin handelsstrategi på historiske markedsdata, før han aktiverer den.

Gode fremtidsudsigter for Magick
Ifølge Mikael Breinholst er brugen af computere til at overvåge og handle på de financielle markeder i stor vækst. Men de professionelles brug vokser hurtigere end de privates, og det skaber gode markedsmuligheder for Magick, der netop specialiserer sig i at hjælpe individuelle valutahandlere med at udføre deres handelsstrategier.

Læs også: Magick vinder IBMs “Peoples Choise Award” i London

“Professionelle valutahandlere bruger i langt højre grad computere til at beslutte hvornår og hvor meget de handler.  Hvor op imod 75 procent af de professionelles handel er automatiseret ligger andelen af de privates handel på under 30 procent,” forklarer Mikael Breinholst og fortsætter:

“Forklaringen på dette er tilgængeligheden af softwareværktøjer til private. Hvis du som privat valutahandler ønsker at få computeren til at hjælpe kræver det solide programmeringsevner hvilket de færreste besidder. Og det er så her vi kommer ind i billedet,” forklarer Mikael Breinholst.

Den nylige investering på to millioner kroner er dermed heller ikke den sidste kapitalindsprøjtning, som Magick har i sigte dette år.

”Vi arbejder målrettet mod en større investeringsrunde senere på året fra én eller flere professionelle investorer,” lyder det fra Mikael Breinholst.

Ny version 2 på gaden
Som det nyeste har Magick netop lanceret en version 2, som ud over et opdateret look indeholde en lang række forbedringer af systemet, der letter brugen af platformen.

“Version 2, som netop er kommet på gaden, ideholder en gennemgribende opdatering af hele vores front-end – altså alt det vores brugere kikker på og interagere med. Den indeholder også en lang række forbedringer, som yderligere letter brugen af platformen, herunder templatestrategier og vores nye backtester,” fortæller Mikael Breinholst, der kan se frem til en spændende 2015.

1 kommentar

Skriv et svar