Arkiver

Nyheder

Det Aarhusianske startup miljø blev vist frem til Growing Investors

I torsdags blev Growing Investors afholdt i Aarhus, hvor omkring 100 business angels, investorer og spirende iværksættere var samlet.

af Jonas Munk

10850173_10152777887237076_9160276089082057318_nBag initiativet Growing Investors står medejerne af Happiest Man Alive, Lasse Chor og Linda Pedersen, der kender det Aarhusianske startup miljø indefra. Behovet for arrangementet startede Lasse Chor med at illustrere ved at henvise til en google søgning, han lavede tilbage i 2014. Her søgte han på ”business angel Aarhus”, men øverst dukkede ”Hells Angels Aarhus” op. Der var altså et behov for at få øget kendskabet til Aarhusianske business angels og få dem sat i forbindelse med spirende og dynamiske iværksættere.

“Growing Investors er et vigtigt arrangement fordi det skaber tæthed i netværkene – tæthed mellem investorer (både nye og erfarende) og tæthed mellem investorer og iværksættere. Desuden er det vigtigt, at styrke det generelle vidensniveau om, hvordan man får mest ud af investeringer i startups i digitalt/tech startups” – siger Lasse Chor selv om baggrunden for at han startede Growing Investors.

Livet som business angel
Til arrangementet var der oplæg fra en række talere, der gav indsigter fra spil-industrien, innovationsmiljøet og livet som business angel. Blandt disse oplægsholdere var en af Nordens førende business angels Hampus Jakobsson, der har investeret i over 30 nordiske startup herunder danske AutoUncle.

Hampus Jakobsson forklarede, hvordan man aldrig kan vide, om et startup bliver en succes – men at man altid ved, hvornår et startup ikke lykkedes. Han forklarede blandt andet, at han udelukkende investerede i startups, der forsøger at forme en verden, som han gerne selv vil være en del af – og derfor heller aldrig investerer i patetiske dating apps eller i iværksættere, som han ikke har en god kemi med.

Den bulgarske Steve Jobs og 14 pitches
Efter disse oplæg og en pause var det tid til at høre de 14 udvalgte startups pitche foran de sultne og håbefulde investorer. Sidste år gav det for virksomheden Swipes pote, da de efter at have pitchet til Growing Investors modtog en investering fra en række business angels. Til eventet fik medstifter af Task Management appen Swipes, Stefan Vladimirov der af Lasse Chor blev præsenteret som Bulgariens svar på Steve Jobs, lov til at fortælle om, hvad Growing Investors havde betydet for dem.

Efter denne introduktion var det tid til at høre de 14 pitches. Blandt de 14 startups var Farmbackup, der har fået et legat fra WeLoveStartups, KidUp der vil lave Trendsales for forældre, Antesy, der vil lave en social betting platform, Skrifa, der vil gøre automatisk oversættelse af specialiseret dokumenter nemmere og mange flere. Hele listen af de 14 startups kan ses her.

Dagen blev sluttet af med en candlelight dinner, hvor investorer og startups fik lejlighed til at snakke nærmere sammen om en eventuel investering.

“Jeg er super stolt af arrangementet og som aktiv i det Aarhusianske startupmiljø ser jeg arbejdet med Growing Investors som enormt vigtigt for miljøet! Vi har allerede oplevet, at det har givet konkrete match mellem startups og investorer – og desuden har det været med til at føde ting som Investor Fight Club. Og der kommer mere fra os på dette område” – udtaler Lasse Chor om årets udgave af Growing Investors.

Skriv et svar