Erfarne erhvervstalenter lokkes ud i iværksætteri

Ifølge virksomhedsfabrikken Founders er der langt større iværksætterpotentiale blandt de ansatte i det danske erhvervsliv, end vi ser i øjeblikket. De vil lokke iværksætterne frem med tilbud om løn og et professionelt set-up, som skal højne chancerne for at bygge en succesfuld virksomhed.

Founders på Østerbro i København kalder sig selv en virksomhedsfabrik. De er en virksomhed der starter virksomheder. Ifølge dem er iværksætteri ikke en kunstform, men en management-disciplin, som kan mestres med et erfarent hold og en gennemprøvet metode til forretningsudvikling.

Lokker erfarne iværksættere med trygge rammer

Her er der altid brug for potentielle medstiftere til deres virksomheder, men Founders leder ikke efter dem de traditionelle steder, som på universiteterne og blandt nyuddannede. De mener nemlig at erfaring, både med generel ledelse og inden for en specifik industri kan være en stor fordel, når man bygger en virksomhed.

De erfarne erhvervsfolk kommer nemlig med en tilgang til iværksætterprojekterne, som bygger på afprøvede og strukturerede processer. Til gengæld har de erfarne iværksættere også ofte flere forpligtelser i forhold til børn og ægtefæller, som skal være indforståede med præmisserne for et iværksætterprojekt.

Simon Sylvest er medstifter og partner i Founders

Simon Sylvest er medstifter og partner i Founders

”Ofte kan unge iværksættere godt tage et år uden indtægter, men sådan er det ikke hos de erfarne folk, vi leder efter, fordi de skal forsørge en familie samtidig, ” forklarer Simon Sylvest og fortsætter:

”Her er Founders en god løsning, fordi vi kan gå ind og tilbyde en fast løn i opstartsfasen, som man ikke normalt vil kunne sikre i en iværksættervirksomhed.”

Simon Sylvest forklarer, at målet for Founders er at blive en reel mulighed for at udleve iværksætterdrømmen for de dygtige konsulenter eller erhvervsledere, der sidder i det etablerede erhvervsliv.

En skrinlagt ide fik nyt liv

For Kaare Beck-Fischer blev Founders det skub, der skulle til, for at iværksætterdrømmen kunne udleves. Han havde tidligere arbejdet med en ide om en virksomhed, der kunne markedsføre mindre virksomheder online uden massive budgetter.

Kaare Beck-Fischer Maguru

Kaare Beck-Fischer er CEO og medstifter af Maguru

”På det tidspunkt hvor ideen var klar til eksekvering, havde jeg fået et barn og en familie. Så jeg havde ikke mulighed for at have både et lønmodtagerjob og et iværksætterprojekt. Jeg overvejede at begynde jagten på en investor, men blev så tilbudt et job hos North Media som Digital Director. I kraft af min situation valgte jeg den sikre løsning, og så lagde jeg min ide på hylden, ” forklarer han.

Dér lå den så indtil den dag, hvor Founders faldt over Kaare Beck-Fischers CV på LinkedIn og valgte at kontakte ham. Founders havde nemlig gået med en lignende ide, men manglede nogen, der ville være medstifter.

”Da Founders kontaktede mig, fik jeg mulighed for at tage springet og føre min ide ud i livet, men med minimal risiko. Jeg skulle ikke ud og finde en investor for at kunne forsørge min familie. Jeg kunne fokusere 100% på at gøre min drøm til en bæredygtig virksomhed, ” fortæller Kaare Beck-Fischer, der i dag er CEO og medstifter af en af de første Founders-virksomheder, Maguru.

Maguru, som blev stiftet i 2014, laver online marketing for små og mellemstore firmaer og er nu på vej gennem den proces, som Founders har udviklet for iværksættervirksomheder.

Evigt på udkig efter erfaring

Founders leder hele tiden efter medstiftere i erhvervslivet og i de etablerede virksomheder, hvor der sidder mennesker med stor erfaring inden for deres område og er klar til at udleve en drøm om at starte for sig selv.

”Det er virkelig spændende at arbejde med så erfarne folk. De ved, hvad de har med at gøre og har en klar ide om, hvad der skal til at få nå deres mål, ” fortæller Simon Sylvest.

”Selvom man kan få et indtryk af, at den arketypiske iværksætter skal være 18 år, leve af pasta og bo i garagen, er det langt fra sandheden – se bare på nogle af de mest succesfulde herhjemme – Mette Lykke, Klaus Nyengaard og Tommy Ahlers – alle erfarne erhvervstalenter inden de blev iværksættere. ”

I de tre år Founders har eksisteret, har de arbejdet på at identificere de processer, der er vigtige for en virksomhed for at opnå succes. Indtil videre har Founders medstiftet fem virksomheder, men målet er at medstifte fire nye virksomheder hvert år.

Læs også

Top