Gæsteindlæg: Derfor skal du optimere din webshop til mobilen

mobil

Dette blogindlæg handler om, hvorfor det er vigtigt at optimere sin webshop til mobilen og hvad man kan gøre for at komme i gang. 

Af Sidsel Birkholm

Har du tænkt på, om dine besøgende nemt kan bruge din webshop på deres mobiltelefon? Måske har du længe gået og overvejet, om din webshop skal tilpasses mobilen, men du har bare ikke rigtig fået taget dig sammen. Det virker så uoverskueligt.

Eller måske tænker du, at det ikke er relevant for dig, fordi dine kunder altid bruger en computer, når de skal handle hos dig.

Om det er den ene eller den anden grund, så er det tid til at genoverveje strategien, hvis du ønsker at blive ved med at optimere dit salg. Brugen af mobiltelefonen til at gå på internettet og søge efter produkter og prisinformationer stiger kraftigt i disse år. I gennemsnit bruger 58 procent jævnligt mobilen til at undersøge produkt- og prisinformation, viser en undersøgelse fra Adobe. Og 36 procent køber et produkt via mobilen. Bare dette tal er steget med 4 procent på et år.

Spørgsmålet er derfor ikke længere, om du skal i gang med at optimere din webshop til mobilen. Det er nærmere, hvor mange kunder du mister, fordi de ikke kan bruge din webshop mobilt og derfor går et andet sted hen.

Mobilen er blevet en del af købsprocessen
Vi har efterhånden alle telefoner med store, lækre skærme, der altid er tændte og lige ved hånden, både ude og hjemme i sofaen. Vi bruger mobilen til at browse rundt på, når vi lige har fem minutter. Vi undersøger produkter, sammenligner priser og tjekker anbefalinger.

Rapporten fra Adobe viser yderligere, at 31 procent af al internettrafik stammer fra mobiltelefoner og for online webshops kommer i gennemsnit 16 procent af indtægterne fra mobiltelefoner.

Det kan godt være, at den procentvise andel af mobiltransaktioner fortsat er meget lavere end for køb på en computer, men vi bruger i stedet mobilen til at ”ose” og ”kigge på vinduer”. Falder vi for et produkt, er der derefter mange, der venter med at købe produktet i en fysisk butik eller på en computer, fordi mange finder det nemmere at handle der.

Eller måske er grunden den simple, at webshoppen ikke er optimeret til mobiltelefonen og kunden ikke har tillid eller lyst til at handle på den mobilshop.

Hvordan kan du gøre din webshop klar til mobilen?

1. Ved du, hvor mange af dine besøgende, der egentlig bruger din webshop via mobilen? 

For at få en fornemmelse af hvor mange, der finder din webshop via mobilen, så prøv at gå ind i Google Analytics og se hvor mange, der når din webshop gennem en mobiltelefon. Det kan være, at du bliver overrasket.

2. Tjek om dit website er tilpasset mobilen eller ej

Google har en funktion, der tjekker, om dit site er mobiltilpasset. Indtast din webadresse, så analyserer Google, hvor godt dit site virker på mobilen. Det er en godkendt/ikke godkendt test. Fejler du, kommer Google med nogle råd til, hvad du kan ændre.

Google har siden april 2015 i øvrigt ændret i deres algoritme, så websites der ikke er optimeret til mobilen bliver nedprioriteret i søgeresultaterne.

3. Prøv selv at teste dit website på en mobiltelefon

Hvor nemt synes du selv det er at købe i din webshop fra mobiltelefonen? Er det nemt eller fungerer det ikke?

4. Tjek hvordan dit website ser ud på forskellige mobile enheder

Gå for eksempel ind i browseren Google Chrome og brug Chromes indbyggede emuleringsværktøj. Så kan du se hvordan dit website ser ud på en iPhone 6, en Samsung Galaxy S III osv.

5. Spørg dine kunder

Gå ud og interview dine kunder. Hvad forventer de at kunne på dit website via mobilen? Er det at surfe efter produkter og lade sig inspirere, der er det vigtigste? Eller er det hurtigt at kunne foretage et køb af en kendt vare? Måske er det at kunne finde åbningstider og adressen på den nærmeste fysiske butik.

6. Få udviklet en mobiltilpasset version af din webshop

Der findes flere typer af mobiltilpassede løsninger. Og der er holdninger, fordele og ulemper ved dem alle. Er du en lille webshop, så start med et responsivt design, hvor siden tilpasser sig alle skærmstørrelser.

Selv om det måske virker som et uoverskueligt projekt at få tilpasset din webshop til mobilen, så er det anstrengelserne værd. Brugere forventer i dag, at de kan få en ordentlig mobil oplevelse på alle websites, ellers er de hurtigt videre.

Sidsel Birkholm (hello@sidselbirkholm.dk) har stiftet sidselbirkholm.dk, fordi hun brænder for e-handel, online marketing, brugergrænseflader og konverteringsoptimering. Hun vil fremover kunne findes her på Trendsonline en gang om måneden, hvor hun vil skrive om konverteringsoptimering og alt hvad der rører sig deromkring.

Skrevet af

Læs også

Top