TableGrabber vandt Next Step Challenge

Next Step Challenge dansk startup

En platform, der hjælper restauranter med en smartere tilgang til prissætning og booking af borde, løb med de 1,8 millioner kroner.

Af Torben Kloster

For nylig blev Next Step Challenge kåret til Danmarks bedste acceleratorprogram. Med en hovedgevinst på 250.000 euro, svarende til godt 1,8 millioner kroner, har acceleratoren den største iværksætterpris i Europa og USA. Denne prestigefyldte pris er netop blevet uddelt ved en stor pris-ceremoni i Esbjerg.

TableGrabber hedder virksomheden, der løb med den store hæder. Startuppet har rødder i San Francisco, men har altså de seneste seks måneder deltaget i Next Step Challenge. TableGrabber vandt for deres løsning ’RezGuru’, der hjælper restauranter med at prissætte og booke borde på en smartere måde. RezGuru kan for eksempel lægge priserne efter, hvor stor efterspørgsel der er på pladserne hos den enkelte restaurant.

”Der ligger et enormt uudnyttet omsætningspotentiale hos langt de fleste restauranter. Teknologi forbedrer generelt udnyttelsen af ressourcer, men her er restaurationsbranchen ikke bare et par år, men flere årtier bagud. Vores løsning, RezGuru, kan hjælpe restauranter med at tjene flere penge og overleve i en hård branche, ved for eksempel at differentiere priser ud fra efterspørgsel,” siger Pawan Marwaha, der er stifter af TableGrabber, i en pressemeddelelse.

Bliver i Danmark
Selv om virksomheden nu er igennem acceleratorprogrammet, og har rødder i San Francisco, så har de ikke planer om at rykke tilbage til USA lige med det samme.

”Vi har allerede 2.500 restauranter som kunder, men potentialet er mange gange større, og præmien på 250.000 euro vil hjælpe os med at komme endnu bredere ud. Og vi bliver i Danmark. Igennem Next Step Challenge har vi finjusteret vores produkt og hastigt øget vores salgspipeline, hvilket har været et stort skridt for os,” siger Pawan Marwaha.

I alt havde hele 300 startups fra 75 forskellige lande ansøgt om deltagelse i Next Step Challenge. De blev senere skåret ned til ni finalister, hvor altså TableGrabber løb med den endelige sejr. Virksomhederne blev blandt andet bedømt ud fra forrentningsmuligheder, vækstpotentiale, og hvordan de ville bruge præmiepengene.

”TableGrabber skilte sig ud med af deres lovende teknologi. Deres produkt digitaliserer en ekstremt konkurrencepræget industri, hvilket giver kunder mulighed for at maksimere omsætningen,” siger Søren Lottrup fra Accelerace, der er partnere i Next Step Challenge.

Under pris-ceremonien blev der også uddelt en publikums-pris. Den gik til startuppet Linc, der har bygget en hardware/software-løsning, som overvåger og kontrollerer energisystemer i bygninger med henblik på at reducere energiforbruget.

Den 1. juli åbner Next Step Challenge for ansøgere til programmets næste runde. Du kan finde mere information her. Nedenfor kan du også se et indslag fra dagen, blandt andet med et interview af vinderen.

Skrevet af

Læs også

Top