Arkiver

NyhederRoskilde Festival

Danske startups leger med på Roskilde Festival 2015

Roskilde Festival er ikke kun Danmarks største festival med 135.000 glade festivalgængere, men er også Nordens største og Europas andenstørste festival. Der er omkring 50.000 telte, 31.000 frivillige, 170 kunstnere på 8 scener, og et budget på 175 millioner danske kroner. Og i år er der også en god håndfuld danske startups, der deltager og tester deres koncepter.

Af Pia Ella Elmegård

Hvis du er i din opstartsfase, så kan den udsolgte Roskilde Festival være en god mulighed for at få testet dit koncept. Med 135.000 gæster, kønsfordeling på 49 pct. kvinder og 51 pct. mænd og en tilfredshed på 94 pct., så er der rig chance for at komme ud af døren og få talt og testet med en masse potentielle brugere – og få eksponeret dit startup.

Næsten 8 ud af 10 festivalgængere deltager gennem alle 8 dage fra den 27. juni til den 4. juli, og i år deltager flere danske startups også.

Mulighed for at støtte danske startups som festivalgænger

Du kan køre til Roskilde med GoMore’s samkørselsservice, du kan møde den eneste ene (i hvert fald for en aften) på den nyligt lancerede Teazr app, og når du går ind på festivalpladsen fra på onsdag, når musikken starter, så går du gennem en flot port, der er bygget af det danske startup GenieBelt, der laver kommunikationsplatform netop til byggebranchen.

Bonus-info: Hvis du bruger GoMore til festivallen er du med i en konkurrence om en Volkswagen, og de har sørget for 100 gratis p-pladser til alle, der kører sammen. Parkeringspladserne er placeret kun 1.200 meter fra Orange Scene.

Og når du løber tør for strøm på mobilen, så kan du få den genopladt af danske Volt, eller enten leje eller købe en af deres opladere, ligesom det har været muligt i 2013 og 2014 med stor succes.

Audiocase fik ideen på Roskilde Festival 2013

Ideen til Audiocase kom fra Søren Larsen, der er CEO og stifter af Audiocase, da han deltog på Roskilde Festival i 2013. Søren Larsen var involveret i Maker Movement, og var en del af det team, der skulle arrangere et makerspace under festivallen.

Iværksætteren fik mulighed for at lave en workshop og besluttede at lave en om at bygge højttalere. Det blev en stor succes, og de endte med 100 små højttalere, som de kaldte for “Campblasters”.

“Jeg har altid vidst, at danskerne gerne vil bygge deres egne højttalere. Efter workshoppen indså jeg, at det var et udtryk for, at der ikke var et kommercielt produkt på markedet, der kunne leve op til folks forventninger,” forklarer Søren Larsen om Audiocase.

Læs også: Danske Audiocase er “Staff Pick” på Kickstarter

Danmarks femte største by opstår ikke uden problemer

Roskilde Festival har også et formelt samarbejde med DTU, hvor mere end 100 DTU-studerende forsøger at finde ingeniørløsninger på de mange udfordringer, der opstår, når 135.000 mennesker samles på ét sted i kun en uge.

”At gøre en by som Roskilde Festival stadig mere bæredygtig er et konstant og kæmpestort projekt. Samarbejdet med de studerende fra DTU hjælper os med at lokalisere de steder, hvor det giver bedst mening at sætte ind, samtidig med at de kommer med gode idéer til, hvordan vi kan gøre det,” siger talskvinde for Roskilde Festival, Christina Bilde på DTUs egen nyhedsside.

Vi har journalister med på pladsen i år, og følger op med historier og billeder over den næste uges festivalglade-dage.

 

Skriv et svar