Arkiver

BusinessNyheder

Hver 20. dansker er stadig registreret i RKI

5,1 procent af befolkningen er registreret i RKI som dårlige betalere. Det er en svag stigning i forhold til starten af 2015. Den samlede gæld er dog faldet.

Experian har udgivet deres halvårlige rapport over danskere, der er registreret i RKI. Den viser, at 5,1 procent af den voksne, danske befolkning stadig er registreret i databasen over dårlige betalere. Det er en stigning på 0,1 procent i forhold til januar 2015.

Tallene kommer fra Experians RKI register, som er Danmarks største database over dårlige betalere. Der er dog ikke udelukkende dårligt nyt under solen. Den samlede gæld er nemlig blevet nedbragt med 793 millioner kroner i forhold til samme tidspunkt sidste år.

”793 millioner afviklet over 12 måneder er en god udvikling, og da det er anden statistik i træk, hvor faldet er stabilt, ser vi det som en bekræftelse på, at kurven er knækket,” siger Jens Hjortflod, administrerende direktør i Experian, i en pressemeddelelse.

Plads til forbedring
Jens Hjortflod forklarer, at man ikke skal male fanden på væggen på trods af et lille opsving i antallet af RKI-registrerede. I et stort register vil der altid være variationer, og man kan derfor se tallene som stort set status quo – men det betyder selvfølgelig, at der stadig er pres på privatøkonomien.

”Når hver 20. dansker har den økonomiske råderet deponeret i et gældsregister, er der plads til forbedring. Vejen frem må være alle gode tiltag, der styrker læring om privatøkonomi og dens faldgruber. Vi skal huske, at vejen til RKI er lang og brolagt med opfordringer til at indfri gælden. Omvendt er vejen ud kort. Når gælden er betalt, slettes man,” siger han.

Tallene svarer til, at i alt 231.785 voksne danskere er registreret i RKI. Det gennemsnitlige skyldige beløb pr. person er 71.161, hvilket er et fald på godt 3.000 kroner i forhold til juli sidste år.

Stor forskel på Lolland og Allerød
Rapporten fra Experian viser, at der er store geografiske forskelle i Danmark. For eksempel er 10 procent af den voksne befolkning i Lollands Kommune registreret i RKI. Hvis man ser på Allerød Kommune, er tallet nede på 2 procent af befolkningen.

Region Midtjylland er fortsat den region, der har den laveste repræsentation i RKI-registeret. Her står 4,2 procent af befolkningen registreret som dårlige betalere.

Den fulde rapport kan studeres nærmere her.

Skriv et svar