Danske vindere af EM i Entreprenørskab 2015

Gas2Green_3

Fra d. 2. til 4. juli var unge iværksættere fra hele europa samlet i Lissabon til EM i Entreprenørskab, European Enterprise Challenge 2015, og dette år var det tre danske studerende fra SIMAC i Svendborg, der løb med sejren.

Med en med idé, der omdanner forurening fra skibe til grøn energi, slog de tre svendborgensere Casper Ryborg Simmelsgaard, Rasmus Andreas Kunø Tarp og Uffe Wilken bag Gas2Green benene væk under dommerne til dette års EM i Entreprenørskab i Lissabon og løb førstepladsen og de 1.000 euro, der følger med.

Udover den flotte placering fik teamet også tildelt særprisen Hyundai Brilliant Young Entrepreneurs, som der følger yderligere 15.000 euro med.

Teamet er både beærede og overraskede over sejren og udtaler, at de vil bruge pengene til at videreudvikle deres opfindelse.

”Det er helt fantastisk. Tænk at vi er nået så langt på bare det her skoleår! Det er utroligt, og jeg er så glad. Vi kan virkelig bruge priserne til at komme videre med vores opfindelse nu,” siger Casper Ryborg Simmelsgaard.

Omdanner forurening til vedvarende energi
Opfindelsen, der trak sejren i land, er et avanceret filter, der sørger for, at den forurening skibe ellers ville udlede i havet, når de sejler, bliver omdannet til hydrogen og biobrændsel, der derved skaber vedvarende energi i stedet for forurening.

Thomas A. Schmid, Chief Operating Officer for Hyundai Motor Europe, sagde om Gas2Green’s sejr: “Tillykke til Gas2Green – I har vundet en meget hård konkurrence fuld af innovative idéer. Gennem vores Brilliant Young Entrepreneurs Award hjælper og støtter vi morgendagens iværksættere og virksomhedsledere. Vi er stolte af at støtte unge talenter og hjælpe med at forme dem til fremtidens ledere”.

Flere danske vindere
Ud over Gas2Green deltog også ElevAkademiet fra VIA Læreruddannelsen i Aarhus, som fik en samlet tredjeplads samt en JA Alumni Leadership pris.

Gas2Green og Elevakademiet kvalificerede sig til EM, da de i maj vandt 1. og 2. pladsen til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Dansk Erhverv og Hyundai.

European Enterprise Challenge
European Enterprise Challenge er arrangeret af JA Europe og er en konkurrence for studerende på korte og mellemlange videregående uddannelser fra hele Europa. De har alle deltaget i iværksætterforløbet Start Up Programme, som har til formål at motivere studerende til entreprenørskab og udvikle deres forståelse af en forretningsmæssig udnyttelse af kreative idéer. Over 14.000 studerende har deltaget i løbet af året, og 24 hold fra 16 lande havde kvalificeret sig til EM. Fonden for Entreprenørskab er dansk medlem af JA Europe.

Læs også

Top