CTO i Teazr: “Jeg lærte mig selv at kode som 11-årig”

simon

Simon Degn er autodidakt koder og lavede sit første animationsspil som 11-årig. I dag er han 20 år og ansat som CTO i startuppet Teazr. En oplevelse der har trukket tænder ud, men er det hele værd.

Da Simon Degn var 11 år, boede han i Vejle og gik i 5. klasse. Han manglede noget at give sig til i sin fritid og begyndte derfor at lege med animationsprogrammet Flash. Inden længe havde han lært sig HTML- og CSS-kode og lavet sit første animationsspil – et spil der handlede om at flygte fra sin klasselærer.

Spillet blev en stor succes blandt Simons klassekammerater, og det gav ham blod på tanden for at lære mere.

Han lærte sig programmeringssproget PHP og begyndte at lave hjemmesider – alt fra akvariehandel til boligportaler. Det var ikke projekter, der nødvendigvis fungerede eller blev til store succeser, men projekter som det var sjovt at lave, og som gjorde, at han langsomt fik opbygget et repertoire.

“Jeg lavede blandt andet en boligportal, der hed epartment.dk,” griner Simon. “Der var jeg lige hurtig med et godt navn. Men det virkede overhovedet ikke. Da jeg nåede højdepunktet, tror jeg, at der var 8 annoncer, og folk havde ‘ratet’ den rigtig dårligt. Men jeg var 14 år på det tidspunkt, og det var ikke fordi, jeg havde nogen drøm om at lave en boligportal. Det var lige så meget for at stille mig et mål og så prøve at opnå det,” forklarer Simon.

Fra god idé til succes
Simon lavede således adskillige projekter, men aldrig med ambitionen om at de skulle blive succeser. Det var udelukkende for at udvide sine kompetencer, og fordi han syntes det var sjovt. Så når han engang imellem fik lavet et projekt, der viste potentiale, valgte han at stoppe det.

”På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvordan man kom videre fra en god idé til, at det blev en succes . Så jeg stoppede altid mig selv lige så snart, det begyndte at blive seriøst. Men jeg var jo heller ikke særlig gammel. I dag er det en anden snak,” smiler Simon.

Lavede apps som overspringshandling
I 2010 startede han på Rosborg Gymnasium, hvor han kom i en matematisk klasse. Her fik alle eleverne
udleveret den (på daværende tidspunkt) nye iPhone 4 til undervisningsbrug, hvilket forudsigeligt nok kom til at forårsage en del overspringshandlinger. Det var sådan, Simon lærte at lave iOS apps.

CTO i Teazr, Simon Degn. Foto: Josefine Maria Hansen

CTO i Teazr, Simon Degn. Foto: Josefine Maria Hansen

”Som en del af adskillige overspringshandlinger imellem matematikopgaverne fik jeg lært mig selv at lave en meget simpel iOS app i Objective-C [Endnu et programmeringssprog, Red.]. Appen kunne hjælpe med de aktuelle trigonometri-opgaver, vi arbejdede med på klassen. Jeg viste appen til min matematiklærer, der dog ikke viste den store interesse. Men det gav mig blot endnu mere blod på tanden,” fortæller Simon energisk.

”Jeg har lavet iOS-apps lige siden,”.

Altinget.dk og datingappen Teazr

Efter gymnasiet flyttede Simon til København, hvor han hurtigt blev ansat som programmør på Altinget.dk. Mens han arbejdede her, faldt han over en artikel i MetroXpress, der fangede hans interesse. En artikel om en ny datingapp: Teazr.

I artiklen forklarede direktøren i Teazr, Daniel Delouya, om konceptet og ideen bag sin dating-app, hvilket Simon syntes lød både ambitiøst og sjovt. Så han skyndte sig at skrive en uopfordret ansøgning til Daniel.

”De havde dog allerede et programmørhold på det tidspunkt. Men da de alle var lidt mere satte, end jeg var – lidt ældre og familiefædre, som ikke rigtigt havde så meget overskud til at gå “all in” ved siden af deres fuldtidsjobs og familieliv – gik der ikke lang tid, før Daniel ringede til mig igen og tilbød mig stillingen som deres nye CTO,” fortæller Simon.

”Det takkede jeg ja til”.

Trak tænder ud
Efter kort tid hos Teazr, gik det op for Simon, at det ikke var noget, han kunne fortsætte med at gøre på deltid. Så da han følte, han havde økonomisk overskud til det, sagde han sit job op i Altinget og fokuserede al sin energi på udviklingen af Teazr-appen. Det betød dog ikke, at han fik mere fritid. Tværtimod.

”Da jeg både arbejdede på Altinget og Teazr, kom der et tidspunkt, hvor jeg arbejdede 120 timer i ugen. Jeg
lavede ikke andet end at sidde inde på avisen og så tage hjem og kode på Teazr. Den eneste fritid, jeg havde, var gåturen mellem de to steder,” fortæller Simon og griner. Nu arbejder han 18-20 timer i døgnet hos dem.

”Det er selvfølgelig ekstremt hårdt at arbejde så meget” fortæller han og indrømmer, at han har en smule dårlig samvittighed overfor sin familie og venner.

“Men som eneste programmør er det jo reelt set kun mig, der er tidsmæssigt pres på, indtil vi får lanceret appen. Så det eneste jeg synes, jeg kan tillade mig – både overfor mig selv og de andre – er at arbejde så hårdt som overhovedet muligt. Men jeg brænder virkelig også for det, så jeg klynker ikke,” fortæller Simon.

For ham er Teazr en once in a lifetime mulighed, og han føler, at han er nødt til at gribe chancen og gå “all in” når den er der.

“Så kan jeg forhåbentligt tage revanche senere,” smiler Simon.

San Francisco og en ny titel som teknisk leder
Efter godt 1 års hårdt arbejde blev appen endelig lanceret i juni i år. Og ifølge Simon går det nu rigtig godt for Teazr. De har fået god omtale i medierne, gode tilbagemeldinger fra testpersonerne, og til august lancerer de deres app i USA.

Til den tid rejser CEO Daniel Delouya og COO Umar Akram til San Francisco for at lave marketing og forhåbentligt tiltrække investorer, mens Simon bliver tilbage Danmark for at lede den tekniske afdeling. En stilling han er meget spændt på.

”Jeg tror, det bliver spændende at skulle lede et team og være den, der går forrest. Jeg kan godt lide tanken om at have ansvar, vide hvad der sker og have styr på, hvad der skal laves,” fortæller Simon.

Når folk bruger og kan lide dit produkt, er det hele kampen værd
Han føler, han har lært meget gennem hele processen med Teazr. I dag ville han i højere grad vide, hvad han skulle gøre med en god idé, der viste potentiale.

CTO i Teazr, Simon Degn. Foto: Josefine Maria Hansen

CTO i Teazr, Simon Degn. Foto: Josefine Maria Hansen

”I dag har jeg det ikke længere på samme måde som dengang med for eksempel boligappen, hvor jeg bare gjorde det for sjov og ikke vidste, hvordan man fulgte et projekt til dørs. Nu kunne jeg godt tænke mig at skabe noget,” fortæller Simon og fortsætter:

“Det giver blod på tanden, når man kan se, at folk bruger ens produkt – noget man har siddet og brugt så mange nattetimer på og kæmpet så hårdt for. Når folk så faktisk bruger det og roser det – synes det er sjovt – så er det det hele værd. Det lyder som en kliché, men altså, så er det ikke forgæves, og så er det ikke bare en eller anden hobby”.

“Så begynder det at blive virkelighed,” fortæller Simon.

Læs også

en kommentar;

  1. Pingback: Teazr sikrer 1,6 millioner til test i USA - Trendsonline.dk

Top